Det er en god idé at vaske dit badeforhæng jævnligt, så du undgår, at det bliver jordslået eller stift af kalk og sæberester.
Video: Sådan slipper du af med kalk på din badeforhæng
I videoen herunder får du en guide til, hvordan du kan fjerne kalk på badeforhænget.
Afkalkning og rengøring af bruseforhæng - sådan gør du
Rengøring med varmt vand og eddikesyre eller husholdningseddike
Er dit badeforhæng blevet stift og beskidt af kalk og sæberester, kan det lægges i blød i fx en balje eller i håndvasken et par timer med 1 liter varmt vand og 1 dl eddikesyre. Stil baljen udenfor, så undgår du dårligt lugt.
Du kan også bruge den klare husholdningseddike, men husk at vælge varianten, der er gennemsigtig og ikke den anden variant med karamel, som er brun i farven. Anvender du husholdningseddike, bør denne fortyndes på samme måde som hvis du bruger eddikesyre.
Lad endelig badeforhænget stå længe i blød, gerne natten over. Husk at anvende rengøringshandsker for at beskytte hænder, underarme og arme mod syren.
Skyl badeforhænget op i rent og koldt vand efter efter iblødsætningen og vask det til sidst i vaskemaskinen i henhold til vaskeanvisningerne på forhænget.
Rengøring i vaskemaskinen med citronsyre
En anden mulighed er at vaske badeforhænget i vaskemaskinen sammen med håndklæder, der også er lidt stive af kalkophobninger. Kom 1-2 dl citronsyre i tromlen og kør et 30 graders program uden sæbe.
Efter syrevasken vaskes badeforhænget med almindeligt vaskemiddel, evt. kun halv dosering. Badeforhænget og håndklæderne er nu bløde igen, og fordelen er, at varmeelementerne i vaskemaskinen også er blevet afkalket.
Kan man vaske badeforhæng med eddike eller salt?
Flere kilder på nettet anbefaler at vaske badeforhæng i vaskemaskine med halv sæbedosering og 1 dl eddike. Men da sæben er basisk (pH = 10) og eddiken sur (pH =3), giver det en neutral opløsning og virker ikke godt nok.
Andre mener, at man kan tilsætte salt, men det er heller ikke et effektivt 'middel', da der skal syre til at opløse kalk og sæberester.