Spørg Bolius
Eternittag, rensning og maling - er det en god ide?
Hej
Jeg påtænker at få mit tag (årgang 1974) malet og afrenset, er bleven anbefalet; 1 lag Construction, 1 lag gummimaling, 1 lag isonit-maling. Min bekymring er her, om det er en god ide at bruge en gummimaling? Vil anvendelse af gummimaling bevirke, at taget ikke kan ånde, og vil der dermed dannes kondensvand på undersiden af pladerne? Håber i kan forstå mit spørgsmål, og på forhånd tak for svaret
Med venlig hilsen
Henning P.
Hej henning P.
Tak for dit spørgsmål.
Jeg regner med det er et eternittag du har.
Bolius er af den holdning, at tagrensning og maling på ingen måde forlænger eternittagets levetid. Det er en holdning, der også deles af Cembrit (tidligere Dansk eternit) og af BYG-ERFA.
Hvis man vælger at få afrenset og malet/imprægneret sit tag, skal det udelukkende være af kosmetiske grunde. Det forlænger ikke levetiden.
Nogle gange kan der derimod opstå skader på taget pga. belastningen ved tagrensningen.
Vælger man at få afrenset taget (og er det ældre end 1984), skal man følge Arbejdstilsynets regler for asbestarbejde, da der sandsynligvis er tale om plader, der indeholder asbest.
Læs mere her: Tagrensning og maling af eternittage
Med venlig hilsen