Spørg Bolius

Har fået renset og malet taget, nu ligger der asbestslam i tagrummet - kan vi forlange det fjernet?

Hej Bolius

Vi har fået renset og malet vores eternittag med asbest.

I det tilbud vi fik, fremgik der, at de ville dække loftet af, men det har de ikke gjort.

Vores loft er nu møgbeskidt og ulækkert. Jeg bliver dog nervøs for, om det er giftigt og farligt møg pga vores tag med asbest.

Kan I svare på dette?

Mvh Annika

Hej Annika

Loftet bør altid være dækket af ved en tagrensning. Netop pga. det slam, der kommer ned imellem tagpladerne ved en tagrensning. Slammet kan indeholde asbestfibre. Asbestfibre kan give skade på lungerne, hvis man indånder dem. De er ikke giftige ved fx berøring, men når de kommer ned i lungerne. 
Læs mere: Sundhedsskadelige fibre i byggematerialer

Har håndværkerne ikke dækket af, selv om det var del af aftalen, bør de komme og rense tagrummet for slam fra tagrensningen. Vi oplever, at slam fra tagrensning af asbestholdige tage kan give en K3 karakter i en tilstandsrapport. Altså et alvorligt forhold.

Så skriv til entreprenøren og forlang, at de renser tagerummet. Men det skal foretages på en måde, så I ikke får asbestfibrene ned i boligen.

Rensning af eternittage forlænger ikke levetiden på taget. Det er udelukkende en kosmetisk behandling. Det hjælper jer selvfølgelig ikke meget lige nu, men vi prøver virkelig at få folk til at se, at en tagrensning er ikke en god ide.

Læs mere her: Tagrensning og maling af eternittage

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Tine R. Sode, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden