Det er ikke svært at sætte sig ind i, hvorfor Casper og Sarah Kirkemoe Galán og deres tre børn har forelsket sig i denne grund i udkanten af Lejre. Faktisk lægger man næsten ikke mærke til det lidt trætte hus fra 1960’erne bygget i beton og med asbesttag. 

For store, blomstrende rhododendronbuske byder velkommen ind i den 5.000 kvadratmeter store, vilde have. Gigantiske træer omfavnet af vedbend viser ned ad en blomstrende skrænt, der ender i en lille å. Fuglene fløjter selvfølgelig, og man har udsigt til både køer og heste. 

Familie købte hus i Lejre for at rive det ned og bygge nyt

Parret har da også holdt øje med grunden siden 2018, og i februar 2021 lukkede de endelig en aftale med den tidligere ejer og skrev under på en købskontrakt. Idéen var dog hele tiden, at de skulle rive det eksisterende hus ned og bygge et helt nyt og energivenligt træhus i bæredygtige materialer. 

– Sideløbende med, at vi lå i forhandlinger om grunden, var vi derfor også i kontakt med byggefirmaer, og vi stod klar med tegninger og et færdigt projekt. I 2020 fik vi det første byggetilbud, der lød på 2,7 millioner kr. Det syntes vi faktisk var dyrt, men vi ville gerne bygge i træ, så okay. Så gik der 12 måneder, og vi var klar til at skrive under på købskontrakten tril grunden, men så var prisen for et nyt hus steget til 3,5 millioner kr., forklarer Casper Kirkemoe Galán, mens han går rundt i det kuperede terræn omkring huset.

Pris på nyt hus steg fra 2,7 til 4 millioner kroner 

– Vi besluttede derfor at give det seks måneder mere. Vi var allerede på det tidspunkt flyttet ind i et lejet hus i Lejre efter at have solgt vores lejlighed på Frederiksberg. Så vi kunne vente på, at markedet vendte lidt. I januar i år fik vi så et nyt tilbud – nu lød det så på 4 millioner kr., fortsætter Casper Kirkemoe Galán.

Derefter gik parret i gang med at pille forskellige ting ud af projektet, der da også endte med at komme ned på 3,6 millioner kr. Med forbehold for prisstigninger på materialer som træ, beton og isolering forstås. 

– Men så havde vi også fjernet alt, der gjorde huset lækkert. Så vi så simpelthen hinanden i øjnene og blev enige om at sætte det på pause. I stedet kiggede vi på, hvad der skulle til for, at vi kunne flytte ind i det eksisterende hus: maling, nye vinduer og terrassedør og mere isolering på loftet. Det meste af det kan jeg selv lave, og nu ender vi med, at det hele nok kan gøres for omkring 25.000 kr., forklarer Casper Kirkemoe Galán.

Er drømmehus nu opgivet?

Familien drømmer stadig om at bygge noget helt nyt på grunden, men de har valgt at se på fordelene ved det gamle hus. Der er nok værelser til de tre børn, der er et dejligt stort bryggers, og badeværelset er næsten nyistandsat. 

– Vi har det faktisk fint med det og glæder os bare til at flytte herop. Denne løsning giver mere frihed og luft i økonomien. Børnene elsker at lege på grunden, og jeg kan prøve kræfter med tungt havearbejde. Når jeg er nået hele vejen rundt, kan jeg begynde forfra. Det tiltaler mig også, at vi bruger det eksisterende, siger husejeren og fortsætter: 

– Faktisk er jeg også blevet lidt nysgerrig på, om man kan renovere skallen og bygge lidt til. Det ville jo være mere bæredygtigt. Planen er i hvert fald, at vi bor i det i 2-3 år, og så må vi se, hvad vi ender med at gøre ved det.