Hvad er hovedstol?

Hovedstol er et vigtigt begreb, som du kommer til at støde på, når du skal optage et lån.

Hovedstolen er det samlede beløb, du låner, når alle omkostningerne ved at optage lånet er regnet med. Det beløb, du får udbetalt, kaldes provenuet.

Hvordan beregnes hovedstolen?

Hvis du fx skal bruge 3 millioner kroner til at betale sælger i forbindelse med et boligkøb, skal du udover de tre millioner kroner, du får udbetalt (provenuet), også betale en stribe omkostninger og afgifter. Ved et realkreditlån består hovedstolen fx af følgende:

  • Låneprovenuet, som er det beløb, du får udbetalt 
  • Etableringsomkostninger 
  • Tinglysningsafgifter til staten 
  • Evt. kurstab

Derfor ender du måske med at have et lån med en hovedstol på et sted mellem 3.050.000-3.150.000 millioner kroner, selvom du kun får 3 millioner kroner i hånden. Særligt kurstab har indflydelse på, hvor stor hovedstolen ender med at blive.

Nogle af etableringsomkostningerne er det muligt at forhandle ned, mens tinglysningsafgifter til staten ikke er til forhandling.

Hvad skal du betale udover hovedstolen?  

Hovedstolen er altså den oprindelige gæld på stiftelsestidspunktet og det beløb, du i sidste ende skal betale tilbage. Men udover etableringsomkostninger skal du også betale renter og hvad der ellers er af løbende gebyrer.

Ved et realkreditlån opkræves der fx også bidrag, som er et administrationsgebyr, der indgår i den samlede ydelse, du betaler til realkreditinstituttet hver måned eller hvert kvartal.

Udover at du skal tilbagebetale selve hovedstolen, skal du altså også løbende betale renter og bidrag. Samlet set kommer du derfor til at betale et langt højere beløb over hele lånets løbetid end det, der kaldes hovedstolen.

Når du ser på et lånetilbud, er det derfor også vigtigt at se på det samlede tilbagebetalingsbeløb. 

Selve hovedstolen er den samme i hele lånets løbetid, men i takt med at du betaler afdrag på din gæld, bliver gælden mindre. Det aktuelle beløb, som du skylder, når dine samlede afdrag er trukket fra hovedstolen, kaldes restgælden.