En kobberplatte med indskriften ”Årets hus i Gentofte Kommune 1971” ligger i en skuffe hjemme hos Edmonia Baker. Egentlig bør den vel hænge på væggen, og Edmonia overvejer et kort øjeblik, hvor den ville tage sig bedst ud i det gule murstenshus. 

Arkitekt Ellen Waade tegnede huset til sig selv

Det er et helt særligt og prisbelønnet hjem tegnet af arkitekten Ellen Waade, som tegnede huset til sig selv og sin familie og boede her i fire årtier. Og det har vist sig, at Ellen og Edmonia langt hen ad vejen har samme smag, selvom der er næsten 50 år imellem de to fremsynede kvinder. 

Inspireret af Louisiana

– Det var faktisk først efter, vi havde købt huset, at vi fik fortællingen om arkitekten Ellen Waade, og at hun havde været den første kvindelige arkitekt, som blev ansat på Arne Jacobsens tegnestue. Huset her var hendes første hus. Hun var inspireret af kunstmuseet Louisiana, som jeg synes, at man kan se i de brune klinker og glaspartierne.

– Man mærker også den funktionalistiske bølge, hun var en del af hos Arne Jacobsen. Her er tænkt i afdelinger og zoner, hvilket måske virker meget logisk for os i dag, men dengang var det meget forud for sin tid. Huset er så veludnyttet, og her er simpelthen ingen spildplads, fortæller Edmonia Baker, der arbejder som fremtidsforsker eller futurist, som hun foretrækker at blive kaldt.

Skræddersyet til at holde for evigt

For omkring syv år siden var Edmonia og hendes mand egentlig på udkig efter en lejlighed i København, men foretog alligevel en hussøgning i Gentofte – mest for sjov. Pludselig dukkede det meget gule og meget brune hus op, og Edmonia blev nysgerrig. 

– Jeg har en forkærlighed for Danmarks arkitektoniske guldalder, og huset her emmer af den tradition, det er opstået ud af. Haven var helt tilgroet, men man kunne godt se de skarpe linjer, og indenfor bar det præg af, at her kun har boet én familie, nemlig arkitektens egen.

– Alt var originalt, og man mærker den her helstøbthed i alle idéerne bag. Det gjorde det faktisk lidt svært at flytte ind i, for alt er indbygget og skræddersyet til at holde for evigt – her er ikke nogen standardløsninger, så det er svært at lave om på noget, forklarer Edmonia.

Arkitekt med på råd

Det er nu ikke, fordi familien har taget de helt store greb med huset, og de mindre forandringer, der er foretaget, har været nøje overvejet i samarbejde med en arkitekt. Det er mindre justeringer, der ikke ændrer på husets oprindelige præmis, fx har Edmonia og hendes mand realiseret de store vinduer fra gulv til loft, som huset oprindeligt blev tegnet med, men som ikke blev gennemført. 

– Man kan ikke bare gøre hvad som helst ved et hus som det her – især ikke, hvis man gerne vil værne om dets særlige æstetik. Her er et fantastisk lys året rundt på grund af husets placering på grunden og tagets hældning. Her er ingen skæmmende radiatorer, kun gulvvarme, og der er masser af små detaljer, som vidner om, at Ellen Waade var en meget fremsynet kvinde. 

– Samspillet mellem husets linjer og materialer både inde og ude er virkeligt elegante, og samtidig er det et meget ukompliceret hus at bo i med børn. Her er 148 kvadratmeter fordelt på fem værelser i ét plan, og det fungerer bare godt, men den åbne planløsning, som mange eftertragter, har vi ikke. Til gengæld har huset nogle hyggelige lommer, hvor der er skabt forbindelse mellem rummene, fortæller Edmonia.

Folk kan lide det – eller ikke

Men hvordan finder man sine egne ben i et hus, hvor æstetikken er så gennemført i et markant stiludtryk med træ på væggene, gule mursten og brune bornholmske klinker? 

– Det var svært, og der gik lidt tid, før vi lærte det. Vi kom fra en højloftet lejlighed på Østerbro i København, hvor alt var hvidt, og først troede vi, at alt her i huset også skulle være hvidt som kontrast til de markante materialer. Men det skal det slet ikke.

– I stedet fandt vi ud af, at vi skal prioritere bløde naturmaterialer og ikke behøver at være bange for farver. Det er i høj grad et hus, der taler for sig selv, og som vidner om arkitektens tanke. Enten kommer folk ind her og tænker ”WOW!”, eller også siger de ”det forstår jeg ikke”. Det er et hus, man skal lære at kende, og når man først gør det, så holder man meget af det.

Ejerens bedste indretningsråd

Det kan være vanskeligt at finde sig til rette i et hus med en stærk arkitektonisk linje og stil, men der er et par grundlæggende tanker, du bør gøre, som kan gøre det nemmere:

  1. Tænk dig om. Det kan være fristende at sætte hele plantegningen i spil, hvis du er så heldig at købe et arkitekttegnet hus med mange år på bagen. Men du gør klogt i at flytte ind, falde til ro og mærke efter, om ikke du kan fornemme arkitektens grundidéer i indretningen og på den måde bedre forstå, hvorfor huset fordeler sig, som det gør. Måske falder eftermiddagssolen særligt fint ind på køkkenets spisekrog, og den store, indbyggede skabsvæg i soveværelset viser sig at være praktisk.
  2. Hold fast i materialevalg, og vær tro mod husets æstetiske grundtanke. Gedigne vinduesrammer i teak, elegante dørhåndtag eller andre detaljer i velvalgte materialer er ofte det, som løfter et arkitekttegnet hus et niveau over andre tidssvarende familiehuse.
  3. Lad arkitekturen guide dig i din indretning og farvevalg i rummene. Lad være med at tvinge møbler ind, som åbenlyst ikke hører hjemme, men find inspiration i husets stilperiodes farver og møbeldesign. Ofte bliver det et godt match.