I en undersøgelse, YouGov har lavet for Videncentret Bolius, svarer omtrent 9 procent, at usikkerhed omkring lovligheden af arbejdet udgør en barriere for at udføre gør det selv-arbejde.

Det er i forbindelse med el- og vvs-opgaver, at der er størst fare for, at du risikerer at lave noget, der er decideret ulovligt.
Tine Nielsen, fagekspert i Videncentret Bolius.

Stærkest er tendensen blandt yngre under 40 år, hvor 15 procent markerer manglede viden om lovens rammer som en markant udfordring.

Undersøgelsen tegner et tydeligt billede af, at det mest er opgaver, der falder under en blikkenslagers resort, der udløser tvivl.

På spørgsmålet om, hvorvidt det er tilladt selv at udskifte et blandingsbatteri uden en stophane, svarer en fjerdedel, at de ikke ved det. Samme tendens gælder for tilslutning af gulvafløb, mens cirka hver femte ikke ved, om det er lovligt selv at tilslutte en vaske- eller opvaskemaskine uden en stikprop.

Tvivl om lovlighed kan bunde i respekt

Tine Nielsen er fagekspert og redaktør for Spørg Bolius, hvor hun får en bred vifte af spørgsmål fra blandt andet gør det selv-folk, der er i tvivl om, hvorvidt dette eller hint er på kant med loven. Hun mener, tvivlen kommer sig af et udbredt kendskab til el- og vvs som områder, der kræver en særlig uddannelse.

5 barrierer for at udføre gør det selv-arbejde

  • Usikkerhed om det færdige resultat – 34 % 

  • Har ikke det rette værktøj – 32 % 

  • Mangler en god vejledning til arbejdet – 26 % 

  • Manglende tid – 24 % 

  • Har ikke de rigtige materialer – 15 % 

Kilde: YouGov for Videncentret Bolius (januar 2021)

- Jeg er ikke overrasket over, at det særligt er el- og vvs-opgaver, som folk er i tvivl om lovligheden af. De fleste ved godt, at det er fag, der kræver autorisation, og så giver det god mening, at man kan blive i tvivl om, hvorvidt det for eksempel er lovligt at tilslutte en vaskemaskine selv, forklarer Tine Nielsen.

- Det er i forbindelse med el- og vvs-opgaver, at der er størst fare for, at du risikerer at lave noget, der er decideret ulovligt. Andet gør det selv-arbejde kan selvfølgelig bringe dig på kant med byggelovgivningen, eller resultere i en såkaldt K3 i din tilstandsrapport, når du skal sælge boligen engang, men så er vi ude i mere omfattende gør det selv-projekter, end folk almindeligvis vil kaste sig over, siger Tine Nielsen.

Som tommelfingerregel må du, så længe strømmen er afbrudt, selv udskifte fatninger, stikpropper og kontakter på en lampe. Du kan også selv reparere el-apparater, fx udskifte ledninger, der er tilsluttet med en stikprop.

Spørg, hvis du er i tvivl om gør det selv-arbejde

En undersøgelse, som YouGov lavede for energiselskabet NRGi i 2017, viste, at hver femte på et tidspunkt havde pillet ved elinstallationer, selvom arbejdet burde være foretaget af en fagmand.

Tine Nielsen opfordrer derfor til, at du laver dit hjemmearbejde og først og fremmest afklarer lovligheden af dit projekt, hvis det har med el- eller vvs at gøre.

- I forhold til opgaver, der har med elektricitet at gøre, så ligger der mange forståelige anvisninger og videoer på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside. De viser, hvordan du praktisk udfører de el-opgaver, du selv må løse i hjemmet. Og ellers skader det aldrig at ringe til en fagperson, lyder rådet fra Tine Nielsen.

Konsekvenserne ved at rode med el- eller vvs-opgaver, der kræver autorisation, spænder vidt fra et rap over fingrene i form af et kraftigt stød til en forsikring, der ikke vil dække brandskader, fordi du selv har skabt en farlig situation ved at rode med elektriciteten.

Test din viden: Hvilke gør det selv-opgaver må du klare selv?

Har du helt styr på, hvilket gør det selv-arbejde du selv må klare? Tryk på de enkelte kort nedenfor for at få svar på, om du lovligt selv må udføre opgaven.

Udskifte indendørs stikkontakt

Det er lovligt

Du må gerne selv udskifte indendørs (normaltætte) afbrydere eller stikkontakter med/uden jordforbindelse op til 250 volt i din bolig.

Opsætte ny stikkontakt

Det er ulovligt

Du må gerne udskifte en eksisterende stikkontakt selv, men ikke opsætte eller trække strøm til en ny kontakt.

Udskifte lampefatning

Det er lovligt

Det er lovligt, men gør du det selv, gælder garantien på lampen måske ikke længere.

Tilslutte gulvafløb

Det er ulovligt

Det er ikke lovligt, men skal udføres af autoriseret vvs'er.

Udskifte blandingsbatteri uden stophane

Det er ulovligt

Det er ikke lovligt, men kræver en autoriseret vvs-installatør. Er der en stophane, som lukker helt for vandet til blandingsbatteriet, må du gerne udskifte det selv.

Tilslutte vaske- eller opvaskemaskine

Det er lovligt

Det er lovligt, men kun hvis der er en stophane, og hvis opvaske- eller vaskemaskinen tilsluttes med stikprop i stikkontakt.