Hvis hængslerne på dine vinduer ikke fungerer godt nok længere, kan du godt selv skifte dem. Følg guiden her.

Værktøj

  • Boremaskine
  • 3 mm bor
  • Tommestok
  • Hammer
  • Blyant

Materialer

  • Træ-lim
  • 1 krampesøm

Sådan giver du dine vinduer nye hængsler

1
Luk vinduet
Først skal du lukke vinduet til. Sæt det nye hængsel (anverfer) på det spir, der allerede sidder i vinduesstolpen. Markér med blyant hvor det nye hængsel skal monteres på selve vinduet. Markér længst muligt væk fra vinduets glas.
2
Tag vinduet af
Afmontér vinduet fra de hængsler, det sidder på. Det kan sidde godt fast, da det formentlig har siddet der i mange år, så vær forsigtig. Placér derefter vinduet på et hårdt underlag, fx på et bræt eller en stor bog. Vinduet skal ligge stabilt, når du skal arbejde videre med det.
3
Sæt et mærke ved hjælp af krampesømmet
Placér krampesømmet med den ene spids der, hvor du har markeret at hængslet skal sidde. Sæt derefter et mærke der, hvor den anden spids på krampesømmet skal sidde (tættest på vinduet), så hængslet holdes fast.
4
Vær forsigtig!
Hold tungen lige i munden og vær forsigtig. Bor så to huller i rammen med dit 3 mm bor, hvor krampesømmet skal slås ind. Hullet gør, at krampesømmet ikke udvider træet så meget, når du slår det ind, at det risikerer at flække. Stor omhu er vigtigt her, da træet og glasset kan være meget skrøbeligt.
5
Sæt hængslet på krampesømmet
Nu skal du sætte hængslet på krampesømmet. Placér derefter krampesømmet i de nyborede huller. Bemærk, at ’øret’, dvs. buen, skal vende ind mod glasset, når den er i midten af krampesømmet – som vist på billedet.
6
Husk, at 'øret' skal pege op
En god huskeregel er, at ’øret’ skal pege opad, når du drejer dent væk fra glasset. 
7
Fyld lim i hullerne
For at sikre, at krampesømmet bliver i rammen, skal du fylde trælim i hullerne. Brug tilpas mængde – overdriv ikke.
8
Slå blødt
Placér hængslet i hullerne med lim. Bank forsigtigt krampesømmet ned. Undlad i første omgang at hamre sømmet helt i bund. Lad det blot hæfte.
9
Mål
Mål dybden på hængslets placering – altså, hvor dybt du skal slå krampesømmet ind. Dybden er afgørende for, at vinduet kan lukke – og lukke helt tæt – så hvis du banker krampesømmet for langt ind, kan hængslet måske ikke nå spiret på vinduesstolpen.
10
Færdig – men husk at lade limen tørre
Sæt vinduet på igen. Hængslet skal nu gerne fange spiret perfekt. Tag derefter hængslet af spiret og lad det tørre i 24 timer, så krampesømmet binder bedre.