Hvordan kan du komme i gang med at dele flere ting med dine naboer i opgaven eller i villakvarteret?

Har du fx en trailer, du gerne vil låne ud til naboerne? Eller har du brug for en boremaskine, men ikke så ofte at du behøver at gå ud for at købe din egen? En løsning kan være at starte et delefællesskab og på den måde både spare penge og ressourcer, når alle ikke skal købe hver sit. 

Få 7 gode råd til at komme i gang her. 

  1. Gå forrest
    Et delefællesskab skal starte et sted. Find ud af, hvilke af dine ting du vil dele – i stedet for hvad du mangler og har brug for at låne af andre. Tænk på, at du giver en boremaskine til fællesskabet, men du får en hel værktøjskasse.

    Du kan fx foreslå grundejerforeningen at dele haveredskaber, en trailer eller et festtelt. Eller du kan foreslå andels- eller lejerforeningen at dele værktøj, større køkkenmaskiner e.l. 
     
  2. Find en struktur
    Skab klare rammer omkring jeres delefællesskab. Hvordan får I overblik over, hvem der vil dele hvad, hvordan og hvornår? Brug gerne en platform, hvor du nemt kan lægge dine ting ind, fx en Facebook-gruppe, mailliste for jeres opgang/vej/kvarter/landsby eller en app udviklet til formålet. 
     
  3. Del fortællingen
    Få naboer, kolleger eller andre med i det nye delefællesskab ved at fortælle om det. Print en seddel til at dele rundt, eller ring på dørklokker. Fortæl, hvad der motiverer dig – det er nok også det, der motiverer andre. 
  1. Lav klare aftaler
    Sørg for at afstemme forventningerne, inden I låner af hinanden. Hvis din juicemaskine har en ridse, så oplys om det inden lån, så der ikke er tvivl om, hvornår den er kommet. Lav aftaler om, hvad I gør, hvis værktøjet går i stykker, mens det er lånt ud. 

    Tjek din indboforsikring – de fleste indboforsikringer dækker dine ting, også når de er lånt eller lejet ud, hvis I har dokumentationen i orden. 

    Det kan måske være mere hensigtsmæssigt, hvis fx grundejerforeningen eller andelsforeningen anskaffer noget udstyr, som I ejer i fællesskab.
     
  2. Undlad at låne ting ud med særlig værdi
    Har du en gammel symaskine, som du elsker over alt på jorden, så lad være med at låne den ud. Men vi har alle noget, vi godt kan dele med andre, og er I mange i delefællesskabet, er der sikkert andre, som gerne vil dele deres symaskine. 
     
  3. Acceptér slid
    Måske er du tilbageholdende med at låne dine ting ud til andre, fordi du vil undgå, at tingene bliver slidt. Men det gavner ikke, at tingene ligger og samler støv. Husk på, at langt de fleste mennesker generelt gerne vil opføre sig ordentligt og ikke misbruge eller ødelægge andres ting med vilje. 
     
  4. Overdrag tingene personligt
    Det skaber en anden relation, når I ser hinanden i øjnene. Opbyg tillid ved at overdrage tingene personligt i stedet for at lægge det på en hylde i et skur.