Hovedrengøring 1-2 gange om året

I den daglige rengøring i hjemmet er det sjældent, at du har tid til at komme helt i bund med rengøringen - og det er heller ikke nødvendigt.

Men en eller to gange om året kan det være en god idé at afsætte tid til at komme helt i bund med rengøringen alt efter, hvor mange mennesker I er, og hvor beskidt der bliver.

Nogle vælger at grundrengøre et rum ad gangen, mens andre vælger hovedrengøring om foråret og om efteråret. Forår og efterår er en god tid til hovedrengøring, da du kan åbne alle vinduerne, og lufte møbler, tæpper, madrasser og dyner udenfor.

Hvis hovedrengøring bliver til en god oplevelse og et fælles projekt i husstanden, kan eksempelvis børn deltage med opgaver, der passer til deres alder. Hvis det er uoverskueligt, kan det være en god idé at udarbejde en plan for arbejdet. Man kan vælge at klø på og få det overstået på en weekend, eller lægge en plan for mindre ugentlige aktiviteter.

For at gøre rengøringen sund og miljørigtig, er det en god idé at købe gode redskaber og rengøringsmidler, som er effektive og samtidig skånsomme i forhold til indeklima og det ydre miljø. Vælg fx et af de midler og redskaber, som har et officielt miljømærke. 

VIDEO: Sådan gør du soveværelset hovedrent

VIDEO: Rengøring af dit køkken - sådan

VIDEO: Sådan får du børnene med til rengøringen

Ting, du får brug for under hovedrengøringen

  • Støvsuger, støvekost med lang skaft
  • Mikrofiberklude, moppegarner og gamle klude
  • Børster, skrubber, skuresvampe, tandbørste og fx en blød malerkost
  • Kost, fladmopper
  • Glasskraber
  • Indsæberbørste til vinduespudsning
  • Gummiskraber
  • Gummihandsker.

Rengøringsmidler

  • Opvaskemiddel til blanke overflader - bland evt. 1 liter vand med 1 spsk. opvaskemiddel i en sprayflaske
  • Universalrengøringsmiddel
  • Evt. grundrengøringsmiddel til kraftig besmudsning (pH 9-12)
  • Evt. brun sæbe (pH 8-11) og sæbespåner til gulvvask og møbler. Vær dog varsom med den brune sæbe på ubehandlet træ, især egetræ
  • Evt. salmiakspiritus til kraftig besmudsning
  • Afkalkningsmiddel eller eddikesyre til kalkholdigt smuds.

Følg anvisningen på etikken for dosering af rengøringsmidler. 

Hvordan griber du hovedrengøringen an?

Der findes ingen opskrift på, hvordan du griber rengøringen i hjemmet an, men der er en række tommelfingerregler, der er gode at følge, hvis du skal rengøre effektivt og grundigt.

  • Ryd op først.Jo færre ting, der står i vejen for rengøringen, desto nemmere er det at gøre rent.
  • Sæt ting på plads, gennemgå køkkenskabe, børnenes tøj m.v., og lav en kasse/sæk til genbrug med de ting, der ikke længere bruges i husstanden. 
  • Vælg en dag, hvor solen skinner, så alle løse tæpper, puder, madrasser, dyner, bamser m.v. kan komme ud i det fri og blive luftet og banket med en tæppebanker. Så er det nemmere at rengøre værelserne. 
  • Gør rent oppefra og ned. Det kan ofte svare sig at fjerne støv og snavs fra loftet og toppen af skabet, før du går i krig med støvsugningen - starter du nedefra, kan du risikere at skulle vaske gulvet flere gange for et godt resultat.
  • Åbn vinduer og døre, og afvask dem i sprosser og karme. Der sidder ofte flueklatter, pupper og smådyr, som skal fjernes, inden vinduerne pudses. 
  • Træk møbler og senge ud og støvsug grundigt. Specielt er det vigtigt at rengøre bag senge og sofaer, da der kan være støv og ekskrementer fra husstøvmider, og man samtidig får tjekket for skimmelsvamp. 
  • Afvask inventar. Tag gardiner, malerier, fotos og andre vægophængte genstande ned og gør dem rent. 
  • Støv grønne planter af. Det er en god idé at give planterne en sommerferie på terrassen, hvis de kan tåle det. 
  • Støvsug fodpaneler og tør dem af med en fugtig mikrofiberklud. 
  • Rengør gulvene

Gør vægge og lofter rene

  • Fej loft og vægge med en støvekost med langt skaft, gerne mikrofiber eller en klud viklet om et kostehoved. 
  • Tør malede dele over med en fugtig mikrofiberklud. 
  • Brug evt. sprayflaske til vanskelige pletter, hvor du har blandet 1 liter vand med 1 spsk. håndopvaskemiddel. 
  • Porøse overflader bør ikke udsættes for fugt. 
  • Tør vaskbart tapet af med en opvredet klud. 

VIDEO: Sådan gør du dit hus rengøringsvenligt

Gør døre og træpaneler rene 

Hvilken retning?

  • Rengør oppefra og ned: Fjern først spindelvæv, støv og evt. døde dyr fra loft og vinduer med en lang støvekost så det falder ned på gulvet.
  • Rengør nedefra og op: Hvis du skal grundrengøre en lodret overflade fx vægge og døre med et basisk rengøringsmiddel skal du starte nedefra. Særligt finere træsorter som mahogni og teak kan få misfarvninger, hvis vandet løber oppefra og ned over fladen.

 

Hvilket rengøringsmiddel, der egner sig til opgaven, afhænger af, hvilken overfladebehandling dørene og træpanelerne har fået.

  • Blanke flader af glas eller lakerede overflader: Håndopvaskemiddel er bedst.
  • Matte overflader, fx malede overflader: Kan gøres rent med universalmiddel.
  • Sæbe-, lud-, oliebehandlede eller ubehandlede overflader: Et sæbebaseret middel, fx 1 dl sæbespåner opløst i 5 liter vand er mest oplagt at anvende. 

Gør møblerne rene

Rens hårde overflader på møblerne alt efter materiale. Ubehandlet træ kan du fx skrubbe med en blanding af vand og sæbespåner. Se afsnittet om trægulve for andre overflader.

Polstrede møbler

  • Børst først med en fnullerbørste eller bank dem udendørs.
  • Støvsug derefter overfladerne. Brug et lille mundstykke uden børster på. Du må ikke køre op og ned med mundstykket - det kan lave mærker i stoffet alt efter, hvilket stof der er tale om. Er stoffet af uld, sker der ikke noget.
  • Lav denne effektive blanding til pletter:
    • ½ liter lunkent vand piskes til skum med 1 spsk. opvaskemiddel
    • Dup skummet på med en blød børste eller klud.
    • Tør efter med en tør, opvredet klud.

Lædermøbler

VIDEO: Lav let en renseskum

  • Tør først læderet over med en hårdt opvredet klud for at fjerne støv. Hvis læderet er lyst, skal kluden være tør.
  • Lav følgende blanding:
    • ½ dl sæbespåner piskes til skum med 2 liter varmt vand. 
    • Dup skummet med en blød børste eller klud, og tør efter med rene klude.

Blandingen giver plejende fedtstof til læderet.

Gør sengen ren

  • Støvsug madrassen. Tag den evt. med udenfor og bank den let med en tæppebanker. Sæt madrassen på siden, så støv og skidt ryger af.
  • Vend madrassen og evt. topmadrassen ved samme lejlighed. Madrassen holder længere, hvis den jævnligt vendes både vertikalt og horisontalt. 
  • Støvsug sengebunden og vask gulvet under sengen, inden madrassen lægges på plads.

Gør gardinerne rent

  • Almindelige gardiner tages ned, rystes udenfor og vaskes i vaskemaskine. Lange gardiner af bomuld kan krympe ret meget ved første vask. Vask gardinerne ifølge vaskeanvisningen og med et vaskemiddel, der passer til stoffets type. Fyld ikke vaskemaskinen helt, og brug et program med let centrifugering, så du minimerer krøller i stoffet. Stryg gardiner af bomuld, mens de endnu er fugtige. 
  • Plisségardiner og foldegardiner støvsuges ved lav effekt og rengøres efter den vejledning, der medfølger. 
  • Lamel- og panelgardiner, som har strimler på langs, er ikke de store støvsamlere. Ved grundrengøring klikkes hver strimmel af, og alle strimler samles i en hånd og neddryppes nogle gange i en opløsning med vaskemiddel. Skyl efter med håndbruseren. 
  • Rullegardiner og solafskærmning aftørres med en fugtig klud. 

Generelt gælder:

  • Læs rengøringsvejledningen.
  • Afgør med en fugtig klud eller vask med høj vandstand i vaskemaskine. 
  • Hæng polyestergardiner op, mens de er fugtige.
  • Gardiner af brokade eller silke skal renses.

Gør persiennerne rene

Er persienner kun lidt snavsede, kan du rengøre dem med en fugtig, tynd mikrofiberklud. Tør fra den ene til den anden side i ét træk.

Hvis ikke denne behandling er nok, så tag persiennerne ned og rengør dem afhængigt af, hvilket materiale de er lavet af. 

  • Plast og aluminium kan lægges i blød i et badekar eller sprayes med en opløsning af håndopvaskemiddel i en bruseniche. Lamel rengøres med en blød børste og skylles efter med håndbruseren. Tørres med rene (mikrofiber)klude. 
  • Træ kan rengøres på samme måde, men de må ikke opsuge så meget vand. 
  • Tekstil skal specialrenses. 

Gør lamperne rene

Start altid først med at sikre dig, at strømmen til lampen er afbrudt, inden du går i gang med at rengøre lampen.

Lampeskærme af stof, papir og lignende støvsuges eller børstes med en malerkost. 

Plisserede lampeskærme kan du rengøre med en blød pensel, som nemmere kommer rundt i krogene end en klud. Børst forsigtigt lampeskærmen. Vil du fjerne snavs fra rillerne, kan du gøre det med en fugtig vatpind.

Lampeskærme af glas og plast

Tør dem af med en mikrofiberklud. Brug evt. spray med vand tilsat opvaskemiddel. Sørg for at vride kluden godt op og tør evt. efter med et viskestykke.

Løse prismer afmonteres, hvis det muligt, og vaskes separat, poleres med en mikrofiberklud eller en klud af hør.

Puds vinduerne

Du kan i princippet godt vaske vinduer i al slags vejr, men det kræver en mere hurtig og sikker hånd at få et godt resultat om sommeren, når vandet fordamper hurtigt og om vinteren, når vandet hurtigt fryser til.

Sørg for at pudse vinduer 3-4 gange om året, så skidtet ikke når at sætte sig.

Åbn vinduet og brug tandbørsten til at rense falsen for gammelt spind og dyrerester. Afvask falsen og rammerne. 

Du kan lave et glimrende vinduespudsemiddel af:

  • 5 liter koldt vand
  • 1 spsk. opvaskemiddel
  • Evt. lidt salmiakspiritus, hvis de er meget beskidte. 

Brug evt. vand fra regnvandstønden eller fra en kondenserende tørretumbler - dette vand er kalkfattigt og efterlader dermed ikke så nemt striber på vinduerne.

  • Sæb ruden ind med en fugtig mikrofiberklud eller indsæbebørste. Indsæbebørsten er en børste på skaft med et betræk af bløde fibre.
  • Fjern opløsningen umiddelbart efter med en god skarp gummiskraber.
  • Puds evt. efter med en tør mikrofiberklud eller et gammelt viskestykke af hør eller bomuld. 
  • Sørg for at skifte klud ofte, så du hele tiden arbejder med en tør klud.
  • Rengør også vindueskarmen. 

Vask gulvet

Sørg altid for at støvsuge gulvet grundigt, inden du begynder at vaske gulv, så du undgår nullermænd i vaskevandet.

Rengøringsmidler til gulve kan man opdele i: 

  • Håndopvaskemiddel (pH 6-8).
  • Sæbebaseret rengøringsmiddel (pH 8-11). 
    Er fremstillet af naturlige fedtsyresæber og forhandles som spåner eller flydende. Jo højere pH, desto mere effektivt. Den faste brune krystalsæbe har en høj pH-værdi (11-13) og skal kun anvendes på materialer, der kan tåle det, da den fx opløser linolien i linoleum, så overfladen ødelægges. 
  • Universalrengøringsmiddel (pH 9).
  • Grundrengøringsmidler (pH over 9).

De fleste matte gulve af naturmaterialer har bedst af at blive vasket i et sæbebaseret middel. Fordelen ved at anvende et sæbebaseret middel er, at det sammen med kalken i vandet danner en beskyttende og rengøringsvenlig hinde på gulvet.

Omkring hver fjerde gang kan du vaske gulvet med vand tilsat universalrengøringsmiddel for at forhindre, at der dannes for meget sæbefilm. Det kaldes vekselvask. 

Følg den dosering, der står på midlet. 

Følgende gulve rengøres med et sæbebaseret middel med pH 8-9: 

  • Sæbe-/lud-/ubehandlet og oliebehandlede trægulve
  • Granit
  • Skifermarmor
  • Sandsten
  • Terrazzo
  • Uglaserede fliser
  • Betongulve med ubehandlet overflade
  • Linoleumsgulve.

Følgende gulve rengøres med universalmiddel. Hvis gulvet er blankt eller sort, er det en god idé at anvende almindeligt håndopvaskemiddel, da det ikke vil efterlade striber på gulvet. 

  • Lakerede eller malede trægulve
  • Laminatgulve
  • Korkgulve
  • Vinylgulve
  • Fliser
  • Klinker glaseret overflade.

Rengøring gulvtæpper

Gulvtæpper kan være udfordrende at få rene, da der kan samle sig masser af støv og snavs i dem. Nogle tæpper kan med fordel rengøres med en tæpperenser, mens andre tæpper er mere følsomme over for vand.

Rengøring af syntetiske tæpper

  • Støvsug med det hårde mundstykke i langsomme bevægelser og høj sugestyrke for at opnå den største effekt - det hjælper ikke at trykke hårdt med støvsugeren.
  • Brug evt. et mundstykke med motor. 
  • Lej evt. en tæpperensemaskine i et byggemarked eller hos en tæppehandler, hvis tæppet er meget snavset.

Rengøring af bomuldstæpper

  • Støvsug med det hårde mundstykke.
  • Vask små tæpper i vaskemaskinen.
  • Hæng tæppet til tørre et lunt sted med god ventilation, så det tørrer så hurtigt som muligt. Lang tørretid kan få tæppet til at lugte surt.

Rengøring af kokos- eller sisaltæpper

  • Støvsuges med det hårde mundstykke.

NB! Kokos og sisal tåler ikke at blive vådt. Derfor kan du ikke bruge en tæpperensemaskine, da den bruger vand til at rense tæpperne med.

Rengøring af uldtæpper

  • Støvsug med det hårde mundstykke. Ægte tæpper bør du støvsuge ved at følge luvens (den bløde, lodne retside) retning.
  • Lej evt. en tæpperensemaskine i et byggemarked eller hos en tæppehandler, hvis tæppet er meget snavset. Du skal dog sørge for, at tæppet ikke bliver alt for vådt under rensningen. Du kan ikke være sikker på, at alle pletter forsvinder, og de tilbageværende kan i nogle tilfælde være tydeligere efter behandling med en tæpperensemaskine.

Sådan fjerne du pletter på gulvtæpper

  • Tør pletter op med det samme, hvis muligt. 
  • Fortynd pletten med vand, sug op og bliv ved, indtil pletten er væk. 
  • Er pletten gammel, anvendes renseskum. 

VIDEO: Gode råd til pletfjerning