Gulvvarme ved store vinduespartier?

Hej Bolius

Jeg har et træstuegulv på 1. sal, hvor jeg overvejer at få gulvvarme ifm. renovering.

Stuen vender mod syd med meget store vinduespartier, og der er megen gratis varme året rundt ved solskin.

1) Er gulvvarme for langsomt reagerende ved hurtige temperaturskift? Er konvektor-radiatorer bedre?

2) Er der noget problem i at etablere gulvarmen mellem bjælkerne i gulvet således, at man undgår at hæve gulvet med 2,2 cm, hvilket naturligt gør øverste trappetrin til 1. sal 2,2 cm højere?

Hilsen Kurt Petersen

Hej Kurt

Tak for de gode spørgsmål.

For lige at starte baglæns, så kan du umiddelbart sagtens lave gulvvarmen med fordelingsplader liggende mellem etagebjælkerne for på den måde at undgå den 22 mm højere opbygning. Det kræver nogle særlige fordelingsplader, men de findes, og kaldes for selvbærende varmefordelingsplader, og fås i forskelige typer og udformninger.

For at svare på dit første spørgsmål – så er det rigtigt, at gulvvarme er noget langsommere om at reagere. Og du er inde på noget af det rigtige om, at det kan være et problem, særligt i overgangsperioden som nu, hvor det sagtens kan være relativt varmt om dagen med god solskin. Men så bliver det ganske koldt om aftenen. Men med gulvvarmeslangerne og varmefordelingspladerne lige under trægulvet, så går det dog relativt hurtigt.

Et andet problem du dog skal tage med i betragtning er, at hvis du har store (ældre) vinduespartier, så kan der være problemer med et betragteligt kuldenedfald fra disse vinduer. Kuldenedfaldet bliver afbøjet af konvektionen (den varme luft), der stiger op fra radiatorerne, som måske den dag i dag står foran vinduerne.
I så fald kan en anbefaling være at beholde disse konvektionsradiatorer, eller decideret lave konvektorer foran vinduespartierne i god kombination med gulvvarmen.

Termostaten, der regulerer gulvvarmen, skal sidde bagerst i lokalet, hvor solen har mindst indflydelse.

Held og lykke med projektet.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden