Håndværkertilbud endte i skilsmisse

Førstegangskøberne Lone Ejg og Morten Lyngbak kastede sig ud i et kæmpe byggeprojekt, da de købte et rigtig håndværkertilbud. Det endte med at koste dem ægteskabet. Nu er de sammen igen og har lært at tage et lille projekt ad gangen.

- Vi fik ikke plejet hinanden som kærester. Vores forhold blev bare en stor praktisk maskine, der skulle køre.  Og hver weekend byggede Morten på huset, mens jeg gik alene med ungerne og hang på al det praktiske.

Det fortæller Lone Ejg om hendes og ægtemanden Morten Lyngbaks første hus.
Her kastede de unge nybagte forældre sig ud i et byggeprojekt, der efter tre år endte med, at parret blev skilt, og huset blev sat til salg.

Kun køkken og bad kunne bruges i håndværkertilbud

I 1999 var Lone, Morten og sønnen Simon parate til at skifte den 2-værelses lejlighed i Århus ud med et hus. Banken havde givet Lone som nyuddannet lærer og Morten som lærerstuderende en begrænset låneramme, og parret kiggede derfor efter billige huse i landsbyerne omkring Århus.

I landsbyen Ejer fandt de et dødsbo – et rigtigt håndværkertilbud fra 1947 – til 650.000 kr. Lone og Morten slog til.

- Der skulle gøres rigtig meget. Vægge, gulve og lofter skulle ordnes, og vi skulle bygge førstesalen op ”fra bunden” og på sigt også gøre kælderen beboelig. Kun køkken og bad kunne bruges, husker Morten.

Tre måneder til byggeprojektet var ikke nok

Mens venner og familie var lidt bekymrede og syntes, det var noget af en mundfuld, de to unge havde gabt over, så var Lone og Morten fulde af gåpåmod.

- Vi havde – som så mange andre på det tidspunkt – en stor drøm om at flytte på landet og selv sætte vores eget hus i stand, fortæller Lone. 

Morten havde tre måneder før indflytningen til at ordne på huset, men han nåede ikke så langt, som Lone og han havde forventet.

- Men vi flyttede ind alligevel og tænkte bare, at vi tager det stille og roligt, husker Morten.

Morten var ikke uddannet håndværker

Det første halve år red de på en bølge af begejstring. Men efterhånden greb det om sig, hvad der skulle laves på huset. Og det blev lidt uoverskueligt. Også fordi Morten jo ikke var uddannet håndværker, og derfor fik gjort nogle af tingene lidt uhensigtsmæssigt, som han siger.

- Så fik jeg sat en dør et forkert sted og muret af, hvor vi alligevel ville have det åbent, og så var der noget af det nye el, der skulle trækkes om. Der var også noget med rækkefølgen, der haltede, fortæller han.

Hårdt at kigge på ufærdige ting i hus

Med til billedet hører også, at familien undervejs blev udvidet med dreng nr. 2, – Rune, – og da Lone skulle på barsel med 60 procent af dagpengene, løb de tør for penge. Så i perioder lå projektet mere eller mindre stille.

Det var især hårdt for Lone at gå og kigge på alle de ufærdige ting omkring i huset.

- Jeg trivedes ikke med at bo på en byggeplads. Og under min barsel var jeg der jo hele tiden. Så den fantastiske drøm om at flytte på landet var ikke så fantastisk alligevel. Jeg følte mig meget låst fast, fortæller Lone. 

Ingen tid til parforhold og familie

Når så der var lidt penge til materialer, gik Morten i gang igen.

- Torsdag eftermiddag var et helvede. Så kom Lone listende, og så var der altid lige et eller andet, hun synes, vi skulle få færdig i løbet af weekenden. Al den tid, vi ville have brugt på hinanden både som kærester og familie, blev til surt arbejde på huset, fortæller Morten, mens Lone supplerer:

- Jeg var ikke vild med at være den, der altid gik med børnene. Men jeg ville jo også samtidig gerne være færdig med huset. Så det føltes som en skrue uden ende. Der var i virkeligheden ingen, der havde lyst til, at det skulle være sådan, siger Lone.

Lone og Mortens råd til andre førstegangskøbere

Hvis det er muligt, så tag nogle flere år i en lejlighed eller et lejet hus. På den måde kan I spare op og:

  • Få råd til at købe et lidt bedre hus
  • Have penge med I kan bruge til renoveringen

Byggeprojektet endte i skilsmisse

Efter tre år i huset i Ejer endte Lone og Morten med at gå fra hinanden.  Og begge er enige om, at det uoverskuelige projekt med at gøre dødsboet til deres drømmehus bærer en stor del af skylden for skilsmissen.  

- Det er selvfølgelig svært at sige, hvordan det havde været, hvis vi ikke havde kastet os ud i projektet. Men det er i hvert fald et faktum, at vi ikke fik plejet hinanden i weekenderne som kærester. Vi mistede fokus, siger Lone og Morten.

Lone og Morten fandt sammen igen i lejebolig

Lone flyttede i lejebolig i Harlev, mens Morten i første omgang blev boende i huset. Her gik han og ordnede lidt småting, men det var ikke meget, for nu var der slet ingen penge at gøre godt med.

I stedet satte de huset til salg. Efter et år fra hinanden fandt parret sammen igen, og kort efter blev huset solgt.

- Vi tabte ca. 70.000 kr. på det i forhold til, hvor meget vi havde skudt i det. Men det var bare fedt at komme af med det. Og nu er vi blevet så meget klogere, siger Morten, der flyttede ind til Lone og drengene i lejeboligen.

Lone og Mortens råd til gør det selv-par

  • Hvis I køber et ”håndværkertilbud”, er det en god idé at få noget rådgivning af fagfolk. De kan bl.a. hjælpe med et realistisk budget.
  • Find ud af, hvilke behov, I har – og prioritér dem.
  • Hvis I desperat mangler et bryggers, hvor I kan tørre tøj, eller et værelse til børnene, så mor og far kan få dobbeltsengen for sig selv – så start med det.
  • Lad være med at gå i gang over det hele.
  • Tag et rum eller en ting af gangen – og gør det færdig, før I går i gang med noget nyt.
  • Væbn jer med tålmodighed. Det er bedre, at projektet tager ti år, end at I bliver skilt.

Intet håndværkertilbud men et nyt hus uden så mange fejl

I 2005 fandt de så det ”perfekte” hus for dem. Et parcelhus i Harlev på 160 kvadratmeter til 1,7 millioner kr.

Her var der stadig nogle ting, de gerne ville renovere, men det var ikke noget, der hastede. Kun måtte de lave et nyt badeværelse få måneder efter overtagelsen af huset, da der var en vandskade under gulvet i badeværelset. 

Lone hjælper med renovering

I dag er drengene blevet så meget større, at Lone og Morten nu kan deles om de opgaver, der er på huset i Harlev.  Det er stadig Morten, der laver de mere grove ting med maskinerne, der sviner og larmer. Mens Lone kommer på banen, når der skal pudses vægge op og males.

- Vi har lavet nyt bryggers med gulvvarme, så vi kan tørre vasketøj der. Vi har også anlagt en stor terrasse i haven, der var så tilgroet af træer, at vi ikke rigtig kunne bruge den, fortæller Morten.

Lone og Morten har også efterisoleret loftet og fået skiftet vinduer i halvdelen af huset, fordi det trak fra ruderne.

Kosmetiske forbedringer nedprioriteres

Men ellers har det almindelige vedligehold på huset haft kosmetisk karakter. Og netop den type opgaver er blevet kraftigt nedprioriteret i forhold til familien.

- Vi når det, når der er tid og lyst, men det er ikke længere på bekostning af andre aktiviteter i familien. Disse småprojekter kan nu overskues på få arbejdsdage, og startes først, når vi har lyst til det, siger Morten, mens Lone efterrationaliserer på hele forløbet:

- Vi smider ikke længere så mange penge i vores bolig, men sørger for også at prioritere at have råd til større rejser. Jeg tror, at min tankegang løb løbsk. Jeg ville have det perfekte hus med det samme. Nu har jeg erkendt, at vi er nødt til at afgrænse vores behov og tage en ting ad gangen, siger Lone Ejg.

Vi skal have tid sammen som familie

Morten er enig.

- Aldrig mere så store byggeprojekter. Der skal være tid til bare at være sammen som familie. Derfor tager vi ét projekt af gangen – og helst projekter, vi kan lukke døren ind til. Og når vi har afsluttet et projekt, siger vi stop for nu, og sætter først det næste i gang, når vi orker og har råd, siger Morten Lyngbak.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab