Spørg Bolius
Har brugt mussegift - hvor længe kan en død mus ligge og lugte så grimt?
Hej Bolius
Hvorfor kan en død mus lugte i mange, mange måneder?
Sidste efterår fangede jeg mus udenfor mit gamle bondehus med fælder, men det gik ikke hurtigt nok, og så lagde jeg lidt gift der, hvor jeg vidste, de kom ind i huset.
Det skulle jeg aldrig have gjort!
En lagde sig til at dø i hulrummet mellem inder- og ydervæg, og der ligger den endnu 8 mdr. efter og FORPESTER indeklimaet. Hvordan kan den lugte i så lang tid?
I naturen forsvinder de jo i løbet af få dage. Min datter har oplevet det samme under gulvet i sit sommerhus. Det tog halvandet år, før lugten forsvandt.
Venligst Jette S
Kære Jette S
Hvor længe en død mus ligger og lugter, afhænger blandt andet af hvordan fugtforholdene er lige der hvor musen ligger død.
Hvis den døde mus ligger er et sted hvor der er tør luft og god luftgennemstrømning, vil forrådnelsen ret hurtigt stoppe fordi bakterierne ikke får tilført alt den væske de skal bruge for at holde gang i forrådnelsen. - Så vil musekroppen tørre ud, blive mumificeret og ikke længere afgive lugt.
Men hvis der er tilstrækkelig fugt kan det tage tid, give store lugtgener og man kan risikere at fluer lægger æg i ådslet.
Når det går hurtigere i naturen, skyldes det alle de mindre dyr, snegle, insekter og andre organismer der ude i naturen indgår i formuldningsprocessen.
Læs mere her om hvordan du fremover undgår at musene kommer ind i huset - og hvis de alligevel kommer ind, hvordan du så på anden måde kan bekæmpe dem så du undgår problemet med lugten fra den rådnende mus: Undgå mus i dit hus
Med venlig hilsen