Haveejernes nyeste fjende: Sådan bekæmper du voldsneglen

De danske haveejere døjer i forvejen med den iberiske dræbersnegl, men nu har endnu en invasiv snegleart invaderet de danske haver. Læs her, hvordan du bekæmper plettet voldsnegl.

Voldsnegle invaderer de danske haver

Den plettede voldsnegl betegnes lig den iberiske skovsnegl som en invasiv art, der bør udryddes. Foto: Josefine Møller, Miljøstyrelsen.

De danske haveejere har fået endnu en invasiv snegleart at bøvle med i jagten på flotte planter.

Miljøstyrelsen melder om en stigning i antallet af plettede voldsnegle - en snegl, der ligesom den iberiske skovsnegl, spiser de fleste planter og blomster i haven. Derudover er der risiko for, at voldsneglen på sigt kan udkonkurrere andre nyttige sneglearter, da den kommer i meget store mængder grundet en nem befrugtningsproces.

Sneglen, der på latin hedder Cantareus aspersus el. Helix aspersa, har egentlig huseret i Danmark siden 1800-tallet, hvor den blev udsat på Christianshavns Vold grundet det flotte udseende, og fordi man kan spise den. Men indenfor de seneste år har Miljøstyrelsen oplevet et stigende antal henvendelser, hvorfor de nu melder den plettede voldsnegl som invasiv, og derfor skal udryddes.

Voldsneglen kendes ved et brunt mønster af tværstriber på huset

Voldsneglen kendes på dets brune hus med et mønster af tværstriber. Foto: Hans Erik Svart, Miljøstyrelsen.

Voldsneglens udseende

Selvom voldsneglen minder om dræbersneglen, ligner den mere en vinbjergsnegl. Mens vinbjergsneglen har et lyst hus, har den plettede voldsnegl dog et brunt hus på ryggen, ofte mønstret med tværstriber. Derudover er huset mellem 2,5 og 4 cm i diameter, hvilket er lidt mindre end på en vinbjergsnegl.

Voldsneglen er hermafrodit og kan derfor formere sig hurtigt, hvilket gør, at den tit kommer i store mængder.

Her findes den plettede voldsnegl

Voldsneglen, der oprindeligt stammer fra middelhavsområdet, er i Danmark langt fra ligeså udbredt som den iberiske skovsnegl. Men Miljøstyrelsen forklarer, at voldsneglen er fundet i alle landsdele i Danmark, og findes altså både i Jylland, på Fyn, Sjælland, Bornholm og en række mindre øer. Sneglen findes primært omkring byer, hvor den har nemmere ved at sprede sig, især i villakvarter hvor bevoksningen af dækplanter, køkkenhaver og stauder ofte er tæt og lav.

Generelt er bestanden af voldsnegle stigende, så endnu flere haveejere landet over vil formentlig døje med dem fremover. 

I haven vil voldsneglen typisk findes bag skyggende og skærmende planter eller på plantestængler. Sneglen trives ligesom dræbersneglen primært i fugtige områder, men kan også leve på tørre områder, hvor den så vil sætte sig fast på faste overflader fx husmuren, terrassen eller planker.

Sådan bekæmpes voldsneglen

Den plettede voldsnegl skal bekæmpes på samme måde og i samme måneder som den iberiske dræbersnegl.

Bolius' haveekspert, Jesper Carl Corfitzen, anbefaler, at du klipper eller hakker sneglen over med en saks eller spade. 

Alternativt kan du knuse den med dine fødder eller en tung genstand eller indsamle den og spise den på samme måde som en vinbjergsnegl. 

Det er vigtigt, at sneglen dør med det samme. Derfor anbefaler hverken Bolius eller Miljøstyrelsen, at du bruger salt eller ølfælder eller lignende metoder.

Voldsneglen kan parre sig med alle andre voldsnegle, da de er tvekønnet. En enkelt lægger typisk mellem 30-150 æg i maj-juli. Det er derfor en fordel at bekæmpe voldsneglen i foråret, før den lægger æg, og bekæmpe både sneglen og dens æg fra maj og frem. 

TEMASIDE: Dræbersnegle

Video: Sådan ser du forskel på voldsneglen og vinbjergsneglen

Det kan være svært at se forskel på den skadelige voldsnegl og nyttedyret vinbjergsneglen. 

Overodnet set er vinbjergsneglen en smule større. Men den største forskel på de to snegle findes på huset. Mønsteret på vinbjergsneglens hus er lige, rene linjer, mens voldsneglens er mere buede og plettede. Derudover er voldsneglens hus mørkere i farven.

Se Jesper Carl Corfitzen forklare forskellene i videoen herunder. Se også, hvordan du kan bekæmpe voldsneglen.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab