Havens fugle i august

Udbredelse: Solsorten forekommer i hele Europa bortset fra det nordligste Skandinavien og østpå gennem det centrale Asien til Stillehavet. Helt frem til omkring 1880 forekom solsorten i Danmark blot i skove og kun fåtalligt. Herfra begyndte den at vænne sig til mennesker og bredte sig til byerne. Den er i dag udbredt i hele Danmark, men forekommer mest talrigt i den østlige del af landet.

Bolig: Solsorten bygger en solid rede og er bestemt ikke kræsen i forhold til placeringen. Det kan være i udhuset, på en bjælke under tagudhænget, i en hæk eller i en busk. Den forer reden med græs eller visne blade. Det er hunnen, der bygger, men hannen hjælper til med at samle grene og blade.

Solsorten er den mest talrige og den mest almindelige ynglefugl i Danmark. Man regner med, at antallet af ynglepar runder to millioner på årsbasis, og succesen skyldes i høj grad de meget store bestande i vores parcelhuskvarterer. 

Solsorten er kendt for at bygge rede alle mulige - og umulige – steder. I haver anbringes reden i hække eller mere udsat på en stige, i en kvasbunke eller i udhuse og carporte. Den rugende hun har simpelthen vænnet sig til at være tæt på os mennesker. I skoven bygger den rede i krat, i træernes grenkløfter eller på stubbe. 

I april lægges det første kuld på 4-6 blågrønne, plettede æg, og har fuglene fået placeret reden så skjult, at hverken katte eller husskaden har fundet den, kommer ungerne ud 14 dage efter. Endnu et par uger efter kan man så høre de endnu ikke flyvefærdige unger, som har forladt reden. Med et specielt kald sidder de rundt omkring i haven og gør forældrene opmærksomme på, hvor på jorden de sidder og venter på noget at spise.

Ældre fugle kan få op til tre-fire kuld unger på en sæson. De fleste danske solsorte er standfugle, men et vist antal hunner og ungfugle trækker til Tyskland, Storbritannien eller Frankrig om vinteren.

Solsorten finder en stor del af sin føde ude på græsplænen, hvor den leder efter insekter, regnorme og snegle. I vintertiden tilbringer den meget tid ved foderbrættet, hvor den nærmest er altædende, men dog mest glad for frugt og bær. Kaster du et æble ud på græsplæne i et almindeligt villaområde, er der da også næsten 100 procent sandsynlighed for, at det er fundet af en solsort i løbet af et par timer. 

I sommerperioden kan denne appetit på frugt i øvrigt også være ret irriterende for folk med fx jordbærbed eller kirsebærtræ. Mange steder kan det være nødvendigt at skærme afgrøderne af med net, hvis man selv drømmer om at få del i høsten.  

Udbredelse: Med undtagelse af det nordligste Skandinavien og et mindre område i Sydøsteuropa yngler arten i hele Europa. I Danmark er gærdesmutten da også en meget almindelig ynglefugl i hele landet.

Bolig: Gærdesmutten yngler fortrinsvis i tæt, fugtig vegetation i både løv- og nåleskov, men buske og krat i nærheden af vand er også yndet. Den kugleformede rede bygges af mos, visne blade, græs og grene. Hunnerne udvælger hannerne ud fra, hvor mange og hvor fine reder, de har bygget.

Denne lille, rustbrune fugl er Europas næstmindste, og den er med sin oprette hale meget let genkendelig. Fuglens størrelse taget i betragtning har den en meget kraftig sang bestående af triller og klare fløjtetoner. Sangen kan i øvrigt høres året rundt, fordi den også om vinteren forsvarer sit fødeterritorium med sang. Den ses oftest i ældre haver, hvor der er krat, tætte buskadser eller kvasbunker. 

De danske fugle er primært standfugle, men der kommer også trækgæster nordfra især i oktober og april/maj. Der er derfor også stor variation i antallet af overvintrende gærdesmutter fra år til år, men langt de fleste fugle overvintrer dog herhjemme i milde vintre.

Gærdesmuttens yngletid begynder som regel i april, hvor hannen bygger indtil flere reder i sit territorium. Hunnen vælger dernæst imellem dem og forer den valgte rede med fjer. Det færdige resultat er en solid, rund rede - godt foret med fjer. 

Hunnen lægger typisk 5-8 æg, som hun udruger alene i løbet af 13-18 dage. Hannen har ofte flere forskellige hunner i sit territorium, men han hjælper som regel til med fodringen af alle sine unger. Ungerne tilbringer 15-20 dage i reden, før de er klar til at forlade den. Ofte får gærdesmutten to kuld per ynglesæson. 

Gærdesmutten spiser overvejende insekter, men den ses også tage enkelte bær og frø om vinteren. Insekter er dog livretten, og det er nok også derfor, at fuglen kun sjældent og uregelmæssigt besøger vores foderbrædder.

Udbredelse: Husskaden er vidt udbredt i Europa. Dog forekommer den ikke på Island samt i de højeste bjergområder i det nordlige Skandinavien og Alperne. I Danmark er husskaden også en meget udbredt ynglefugl, men med en bestandstæthed, der er lavest i den sydlige del af landet, særligt på Lolland-Falster. Den største tæthed finder man i byerne, specielt i hovedstadsområdet.

Bolig: Allerede sidst på vinteren begynder skaden at bygge sin rede eller foretage forbedringer på den gamle. Denne stadige tilførsel af nyt materiale gør reden til et ret omfattende bygningsværk. Nogle skadereder består kun af en lerklinet skål, mens andre er forsynet med et tag. Overbygningen sker især i områder, hvor rederne er truet af plyndring. 

Husskaden har gennem et par århundrede været en jaget fugl. Den kloge fugl har dog opdaget, at det er muligt at omgås mennesker i parcelhuskvarterer og storbyområder. Husskaden er derfor søgt mod byen og har efterhånden fundet ud af, at man sagtens kan slippe godt fra det. I København kan man fx opleve, at fuglen bygger deres store kuglerunde rede lige uden for folks vinduer, men i mange villahaver er det fortsat sådan, at den er lidt sky.  

Mange haveejere ser da også lidt skævt til denne i virkeligheden meget smukke fugl, og det hænger primært sammen med dens kostplan. På menuen står der nemlig, blandt meget andet, også fugleæg og -unger. Det kan godt være lidt dramatisk at være vidne til, at en skade tømmer solsortereden for unger. Men sådan er naturen, og det hører med til historien, at skaden faktisk ikke leder systematisk efter fuglereder. Den tømmer dem, den finder – dem der ligger åbenlyst. Solsorten vil med tiden lære at bygge reden et bedre og mere skjult sted. 

Æg og fugleunger udgør da også kun en meget lille del af husskadens føde, som især består af insekter, snegle, orme og ådsler. Husskaden gør utvivlsomt gavn ved ligesom stæren at tage ganske mange stankelbenslarver, som gør skade ved at gnave i rødderne af plænegræsset.

Husskadens store rede bygges i marts-april af kraftige grene. En skaderede kan veje over 20 kg, så grenen skal kunne holde til noget.

Begge mager deltager i redebygningen. Hannen kommer med grene og kviste, som hunnen bygger ind i reden. Undersøgelser har vist, at hunnen vurderer magens kvalitet på hans deltagelse i byggeriet. En hun, som har fået sig en hjælpsom han, lægger flere æg end en hun med en mere doven han.

I yngleperioden ser man ofte skadeparret søge føde tæt op ad hinanden. Hannen holder godt øje med hunnen og følger hende tæt. Det skyldes, at skadehanner ofte ser deres snit til at parre sig med en hun, der ikke er under opsyn.

Husskadernes værste fjender er andre kragefugle, inklusive deres egne artsfæller. Desuden er de altædende kragefugle konkurrenter til føden. Her står husskaden svagt, fordi den er mindre, og det er nok en af grundene til, at husskader ofte har bygget rede og søgt føde nær menneskeboliger, hvor de andre kragefugle har været for sky til at komme.