Hvis vi ellers er heldige med den danske sommer, er der varmt i haven i juli. Har du et godt fuglebad, er det da også nu, hvor der for alvor kan gå badeanstalt i den. Småfuglene, solsorte og duer har brug for nedkøling og drikkelse, og der kan til tider opstå decideret kø til badet, hvor fuglene må sidde og vente på at komme til. Haven er nu fuld af insekter, og det er praktisk, for millioner af uerfarne fugleunger har forladt reden og har brug for nemme måltider. Det er også i juli, du kan få besøg af store stæreflokke, som kaster sig grådigt over dine kirsebær eller moreller. Og så forstummer en del af fuglesangen desværre også nu, simpelthen fordi ynglesæsonen er forbi.  

Tre fugle du kan møde i haven i juli

Spurvehøg

Udbredelse: Spurvehøgen findes over næsten hele Europa, det nordvestligste Afrika og et bredt bælte gennem Asien østpå til Stillehavskysten. Den findes udbredt i hele Danmark, og det eneste krav synes at være, at der er rigeligt med småfugle og samtidig buske og træer, som muliggør overraskelsesangreb.

Bolig: Reden bygges på ny hvert år og placeres mest i granskov i 5-8 meters højde. Typisk placeres reden på grænsen mellem granernes døde og levende grene.

Spurvehøgen ynglede tidligere overvejende i granskove, men i de seneste årtier er den også begyndt at yngle almindeligt i byområder. Selv i København yngler der mange par - ofte i parker og baggårde. I flere år har spurvehøgen for eksempel ynglet i Tivoli og Fælledparken.

Spurvehøgen er en rovfugl, hvilket betyder, at det ofte er ret dramatisk, når den aflægger haven besøg. Som et projektil styrter den gennem haven og slår pludselig ned i en af småfuglene, som synes chanceløs. Det er drabeligt, men det er også fascinerende. Det er kort sagt naturens barske orden, som udspiller sig lige uden for vinduet.

Langt de fleste af spurvehøgens jagter ender dog uden resultat, simpelthen fordi småfuglene har udviklet et ret effektivt forsvarssystem. Når en af dem opdager den jagende høg, udsender den øjeblikkeligt en høj, pibende lyd, og småfugleflokken farer i skjul i nærmeste busk. I praksis betyder det da også, at spurvehøgen skal foretage ca. 20 jagter, før den får gevinst. Men at den har heldet med sig fra tid til anden, kan man se, når der pludselig ligger en bunke fjer på fx terrassen eller i havegangen.

Spurvehøgen jager alt fra mejser til ringduer. Men på grund af den betydelige størrelsesforskel tager han og hun forskelligt bytte. Hannen tager småfugle op til solsortestørrelse, mens hunnen, der er næsten dobbelt så stor, kan tage bytte op til duestørrelse. 

Om sommeren tages mange nyudfløjne fugleunger, som er et nemt bytte. Jagten foregår gerne fra et skjul i et træ og sker altid som overraskelsesangreb, hvor spurvehøgen forsøger at komme helt tæt på byttet, inden den slår ned.

Når vi i vinterperioden fodrer småfuglene, kan det ikke undgås, at vi også inviterer spurvehøgen. Den opdager hurtigt, at der er et samlingssted for småfuglene og holder naturligvis øje med det. Men placerer du foderpladsen fornuftigt – nær ved en hæk eller en tæt busk – når småfuglene næsten altid i skjul i rette tid, godt hjulpet af deres fælles advarselssystem.

Sanglærken

Udbredelse: I Danmark er sanglærken stadig meget almindelig, og i Europa forekommer den overalt på nær i Island. Fuglen ses altså over hele landet, men bestandstætheden er størst i Jylland.

Bolig: Sanglærken placerer sin rede på jorden godt skjult i lav vegetation på marker og enge. De 4-6 brune æg er godt kamuflerede, hvilket er nødvendigt, da lærkereder ofte plyndres af rovdyr, skader og krager. Sikkert af samme grund foretrækker sanglærken at yngle i det åbne land uden træer, da træer og større buske fungerer som observationsposter for rov- og kragefugle.

Det kommer sikkert bag på nogle, og måske især byboere, at sanglærken er Danmarks tredjemest almindelige fugl efter solsorten og bogfinken. Men ude for byerne findes den talstærk i hele landet, og man bliver som oftest opmærksom på den, når man hører dens charmerende sang.

Som en prik højt på himlen synger lærken energisk allerede fra de første forårsdage. Og er vinteren mild, synger lærken foråret i møde allerede i februar. Selve fuglen er beskeden grå og brun i farven, men lærkens sang gør den skattet som en af de mest afholdte fugle i Danmark. 

Sanglærken lever af insekter, grønne plantedele og frø. Insekter, korn og ukrudtsfrø er vigtige i sommerhalvåret, mens blade og ukrudtsfrø udgør en stor del af føden om vinteren.

Fuglen oplevede en voldsom tilbagegang i 1970'erne, hvilket især tilskrives brugen af sprøjtegifte mod insekter, der reducerede lærkernes væsentligste fødekilde i sommerhalvåret. Når lærken dog stadig er en almindelig fugl, skyldes det, at den har tilpasset sig landbrugslandets marker, og den er i dag en almindelig ynglefugl på enge og græsmarker.

Sanglærken er en såkaldt vejrfugl, dvs. at trækket i høj grad bestemmes af vejrforholdene. I milde vintre overvintrer en del sanglærker herhjemme, men ellers trækker bestanden til overvintring sydvest for Danmark. Det sydligste fund af en ringmærket dansk fugl er fra Spanien. Sanglærken kan godt trække frem og tilbage flere gange i løbet af vinteren i takt med vejret. Danmark besøges også af trækgæster fra det nordlige Skandinavien.

Gråkrage

Udbredelse: Gråkragen lever i Europa, Mellemøsten og i Rusland til en linje lidt øst for Ural. I Danmark yngler den i hele landet, men den er relativt sparsomt forekommende i Nordvest- og Sydvestjylland og i områder med tæt bymæssig bebyggelse. Den er karakterfugl i det åbne landskab med spredte, høje træer, men træffes sjældent i tætte skove. I byerne yngler den også i stort tal i parker.

Bolig: Kragernes reder er store og kan virke lidt rodede i opbygningen. Førhen blev betegnelsen ”kragerede”, da også brugt om en meget uglet og vild frisure. Reden bygges højt oppe i store træer, og ofte benyttes samme rede flere år i træk.

I Danmark har vi to typer krager, gråkrage og sortkrage. Kragen er ikke en klassisk havefugl, men i fremtiden kan den faktisk sagtens gå hen og blive det. Fuglen er nemlig klog, og i de senere år er gråkragen rykket ind i mere bymæssig bebyggelse og ses nu hyppigt i villahaver og i parker. Mens kragerne er yderst sky i det åbne land, har de vænnet sig til mennesker i byerne. Ligesom de andre arter i gruppen kragefugle er de yderst lærenemme og opdager hurtigt, hvornår mennesket er farligt, og hvornår det er uskadeligt.

Danske krager er overvejende standfugle. I vintermånederne – fra oktober til april – besøges landet af tusindvis af krager fra det øvrige Skandinavien og Rusland. Om vinteren overnatter kragerne ofte sammen i tusindtallige flokke sammen med andre kragefugle. Om dagen flyver de ud til fødesøgningsområderne, der kan ligge op til 50 km borte.

Krager danner par i yngletiden og opretter velafgrænsede territorier. Reden er stor og bygges nær toppen af et træ. Rederne er ofte udsat for plyndring, og røverne er især andre krager, som regel ikke-ynglende fugle, der lever i flokke. Krageparret samarbejder i forsvaret af reden og udfører knibtangsangreb på nærgående artsfæller. Det er i de fleste tilfælde nok til at afværge en plyndring. Sker det alligevel, at en rede bliver tømt, kan tidligt ynglende kragepar nå at begynde på et nyt kuld.

Kragen er altædende. Frø, smådyr som insekter og regnorme samt ådsler udgør den vigtigste føde, men krager går heller ikke af vejen for at tage fugleæg og -unger, hvis lejligheden byder sig. I byerne undersøger de gerne åbne affaldsspande for madrester og kan på den måde være ganske irriterende ved at sprede alt affaldet ud på jorden.

Kragernes plyndren af andre arters reder for æg og unger har lagt dem for had. Imidlertid har undersøgelser vist, at disse røverier ikke har nogen målelig effekt på bestandene af de fuglearter, det går ud over. Fx går bestanden af ringdue og husskade frem på trods af, at kragebestanden også er i fremgang. Uden tvivl går plyndringen især ud over dårligt skjulte reder, som under alle omstændigheder har stor risiko for at blive plyndret.