Havens fugle i november

Udbredelse: I Europa er arten stort set udbredt overalt på nær de allernordligste og mest bjergrige områder i Skandinavien. Undtaget nåleskovsplantager i Vest- og Midtjylland findes arten også overalt i Danmark. Grønirisken har således tilpasset sig en lang række biotoper, men dens foretrukne er parcelhushaver og kirkegårde. Den højeste tæthed finder man i Storkøbenhavn.

Bolig: Når parret er dannet, finder de et egnet nåletræ eller en busk, hvor reden bygges af græs, mos og rødder. Indvendigt fores reden med små, fine strå og trævler af rødder.

Grønirisken er en typisk have- og parkfugl og optræder hyppigt i de fleste villakvarterer. De danske ynglefugle er overvejende standfugle, men nogle grønirisker trækker også sydpå og overvintrer i Vest- og Sydeuropa. Forår, efterår og vinter besøges Danmark desuden også af en hel del skandinaviske fugle, visse år nærmest invasionsagtigt.

Under alle omstændigheder er grønirisk en af vores mest almindelige ynglefugle, og man regner med, at der findes omkring en halv million ynglende par i Danmark. Fuglen yngler gerne i beplantninger af forskellige nåle- og løvtræer vekslende med åbne arealer, som man ofte finder på kirkegårde og i sommerhusområder. I tættere skove holder den sig til skovbryn eller ud til lysninger. Reden bygges i april, og de 5-6 æg lægges i starten af maj.

Uden for yngletiden slår grøniriskerne sig ofte sammen i større eller mindre flokke, tit blandet med mejser og andre af vinterens småfugle. I milde vintre lader grønirisken sin trillende sang høre allerede fra midten af februar. Og vinteren skal komme meget voldsomt tilbage, hvis den skal få grønirisken til at indstille sangen.

Føden består især af frø, bær og knopper, og grønirisken er derfor også en meget almindelig gæst på foderbrættet. Her er den især vild med solsikkekerner og knækket majs. 

Udbredelse: Da rødhalsen helst yngler i løv- og blandskove med rig underskov, er den generelt mest almindelig på øerne og i Østjylland. I det mere åbne og nåleskovsprægede Vestjylland er rødhalsen mindre almindelig. I takt med at andelen af løvtræer tiltager vestpå, øger den dog også sin udbredelse her.

Bolig: Rødhalsen foretrækker at bygge sin rede i huller i træer, tæt busk og i stubbe nær jorden. Reden er bygget som en skål med blade, mos og græs og foret med hår. Hvis du vil hjælpe dem med en plads i haven, kan du hænge en halvåben redekasse op i tæt beplantning, fx i en efeu eller en tæt busk.

Rødhalsen er en meget almindelig dansk fugl, og for mange er den kendt som rødkælk. Navnene er synonyme, idet "rødkælk" kommer fra det tyske rotkehlchen, hvor kehlchen betyder strube.

De danske rødhalse er kortdistancetrækkere, som overvintrer i Vest- og Sydvesteuropa. I milde vintre overvintrer en del af bestanden også herhjemme. Desuden besøges Danmark af store mængder trækfugle fra de nordiske bestande, som i langt højere grad er trækfugle. Når vi ser rødhalsen trippe rundt under foderbrættet om vinteren, kan det altså både være en dansk fugl, som er blevet, eller en nordisk fugl, som er på besøg.

Rødhalsen er egentlig en løvskovsfugl, og den findes mange lignende steder, fx i blandingsskove med krat, i parker og haver med store træer. I ren nåleskov kan man også finde rødhalse, men bestanden er her mindre tæt.

Det er især hannerne, som overvintrer. Derved har de den fordel, at de er klar til at forsvare deres territorium og tiltrække en hun, når de andre rødhalse vender tilbage.

I yngleperioden er rødhalsen i øvrigt en af de første, som begynder at synge om morgenen. Den er også med blandt de sidste, som afslutter aftenkoret. Fuglens meget store øjne er sandsynligvis en tilpasning til at være aktiv under svage lysforhold og nok også forklaringen på den tidlige og sene sang.

Rødhalsen kan få to kuld om året med 5-6 gulhvide æg med gulbrune prikker og pletter. Så snart første kulds unger er fløjet fra reden, bygger hunnen en ny rede og begynder æglægningen. Imens tager hannen sig alene af ungerne fra første kuld i de følgende tre uger, mens hunnen ruger den andet kuld.

Rødhalsen finder sin føde på jorden og lever af insekter og deres larver. Dette gør, at de ofte nyder godt af andre dyrs eller menneskers gravearbejde, som blotlægger insekter og larver.

Udbredelse: Gulspurven er en af de mest almindelige fugle i Danmark, og den yngler i en række forskellige naturtyper - hovedsageligt af åben eller halvåben karakter. De bryder sig ikke om byområder og yngler heller ikke i helt lukket skov.

Bolig: Reden placeres på jorden eller lavt i en busk. Hunnen bygger selv reden, som formes af græs, plantestængler og mos og fores med hår og tynde græsstrå.

Gulspurven er hovedsageligt standfugl i Danmark og kan ses her året rundt. Fugle fra de nordskandinaviske lande trækker i begrænset omfang sydpå og ses primært her i landet i månederne oktober/november og marts/april. Om vinteren er det ikke usædvanligt at se gulspurven i haven, ligesom den også ofte ses i flokke på marker og enge. 

Gulspurven lever hovedsageligt af insekter om sommeren, som deres unger også fodres op med. Uden for yngletiden opholder gulspurven sig især på dyrkede områder, hvor den søger frø og korn. Den optræder også i haver på landet, hvor den søger føde under foderbrættet. 

Ynglesæsonen begynder i slutningen af april, og Gulspurven kan have op til tre kuld i løbet af en sæson. Hunnen bygger reden, og den en placeres typisk på jorden skjult i vegetationen tæt ved en hæk eller lignende, men kan også bygges i en tæt busk. I så fald placeres den som regel lavere end 1 meter over jorden. Kuldet består normalt af 3-5 æg, som udruges af hunnen alene i løbet af 11-14 dage. Ungerne fodres af begge forældre, og de forlader reden efter 9-14 dage. Ungerne er dog først i stand til at flyve i en alder af ca. 16 dage. 

Forskning har vist, at hunnerne foretrækker de mest gule hanner, som gerne er de ældste og måske de sundeste. Faktisk tiltrækkes hunnerne så meget af disse hanner, at en markant del af ungerne i en rede ofte ikke er redehannens egne.

Den danske bestand har oplevet en gradvis nedgang fra sidste halvdel af 80'erne med omkring en tredjedel, men som helhed har den europæiske bestand været stabil gennem samme periode. Nedgangen i Danmark tillægges især den effektiviserede danske landbrugsproduktion. På økologisk dyrkede marker er arten mere almindelig end på traditionelt dyrkede marker, ligesom gulspurvene der lægger flere æg og får større ynglekuld.