Hjælp – hvordan indretter vi vores kvadratiske stue bedst?

Selvom pladsen er rigelig, er det ikke altid let at indrette stuen godt. Læs arkitekt Morten Dalsgaards bud på en god løsning for Torben og frue.

Sådan ser Torben og fruens stue ud nu. Privatfoto.

Spørgsmål:

Hej Bolius

Vi er et par i 40'erne, der i 2009 byggede et arkitekttegnet hus på Fyn. Men vi har store udfordringer med indretning af vores stue.

Loftet i stuen går til kip og har et spot i hver tagflade. Skydedøren vender ud mod vores gårdhave, og det ene vindue er aflangt, mens de 2 andre er kvadratiske. Vinduerne er placeret i en højde, hvor vi har udsyn fra sofaen, når vi sidder ned.

Stuen er kvadratisk og måler 6,5 x 6,5 meter.

Kan I bidrage med lidt hjælp til indretningen?

Med venlig hilsen

Torben

indretningstegning af kvadratisk rum

Sofaer med chaiselong, et lille læsehjørne og en plante til et bedre indeklima kan give en god indretning af den kvadratiske stue. Illustration: Thomas Hjort, arkitekt MAA, m4 Arkitekter

Svar:

Kære Torben

I jeres nuværende indretning har I valgt at have sofaerne stående frit, hvilket er et rigtig godt udgangspunkt i den store stue, da det skaber luft og fri bevægelse.

Ulempen ved den nuværende placering er, som det ses på de medsendte fotos, at sofaerne vender ryggen til udsigten mod haven og gårdhaven og udelukkende retter blikket mod fjernsynet.

Hvis I roterer sofaerne 90 grader, får I fra begge sofaer frit udsyn til både have og gårdhave samt fjernsynet, som ændrer placering til væggen mellem det aflange og kvadratiske vindue. Et stort maleri ophænges på fjernsynets tidligere plads og vil være til skue, fra man træder ind i stuen.

indretningstegning af kvadratisk rum

Arkitektens bud på rummet ovenfra. Man får mere udsigt ved, at sofaerne står vendt rundt. Illustration: Thomas Hjort, arkitekt MAA, m4 Arkitekter

Jeg har i mit forslag "indkøbt" to nye ens sofaer med chaiselonger. Den nye sofagruppe ”samles” med et stort tæppe, som også har en lyddæmpende effekt i det højloftede rum, et par små, lave sofaborde og en stor gulvlampe, som giver stemningsfuld belysning til sofagruppen.

Den væghængte reol har allerede fundet sin plads og forbliver, hvor den er.

Hjørnet mellem det store vinduesparti og det kvadratiske vindue er inddraget som læsehjørne med plads til fordybelse ved hjælp af en stor lænestol eller divan med et lille sidebord.

Og sidst men ikke mindst er der ved indgangen til stuen blevet plads til en grøn plante, fx en stuebirk, som bidrager til et bedre indeklima.

Med venlig hilsen

Morten Dalsgaard, arkitekt, m4 Arkitekter

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab