Foto: Tor Kjarval Løkken
Fuglene i Sussi Handbergs have er godt tilfredse med, at hun valgte at bygge et hus af halm, ler og muslingeskaller. Når de har brug for tætning til deres reder, hakker de blot lidt i husets mur, og det daglige kalktilskud får de fra muslingeskallerne, som danner husets fundament.
– Jeg vedligeholder murene med en lerkost og ler fra et hul i haven. Det skal bare klaskes på, forklarer Sussi Handberg med et smil.
Boligen kort
Hvem bor her: Sussi Handberg er cand.-scient.adm. fra Roskilde Universitet, ph.d. fra Aalborg Universitet i 1992 og har undervist i miljøplanlægning på Aalborg Universitet, men fik i 1995 tre blodpropper i hjernen og blev i 1997 invalidepensionist.
Hvilken slags hus: Et lerklinet halmhus rejst på punktfundamenter med en meter isolerende lag af muslingeskaller og et gulv af 15 centimeter stampet ler, der er efterbehandlet med linolie. Taget består af halmballer, der er lagt tæt sammen omkring minknet for at skabe luft, og en hel masse muslingeskaller, der er samlet under en form for badehætte af bassinfolie og med 80 cm tagudhæng, der sikrer ventilationen, og med en vækst af små, grønne planter. Det er både isolerende, ligesom planterne helt naturligt suger fugten.
Økonomi: Bygget i 2003-2005 for 750.000 kr. for halmhuset og 250.000 kr. for udhuset.
Hvor mange m2:128 m2 plus anneks.
Hun har selv tegnet sit runde hus på Purkervej i Skørping og kalder det ”et resultat af mit nørderi”.
– Jeg byggede med ler og tændstikker og har lavet de første 100 modeller, der klaskede sammen, men jeg ville vise, at man kan bygge bæredygtigt og af lokale materialer. Samtidig skulle huset være noget, som alle ville have råd til at bygge, forklarer hun.
Hun valgte træ, ler og halm, fordi ler er billigt, halm er fornybart og muslingeskaller er et affaldsprodukt. Sussi Handberg kendte til lerhuse, fordi hun har været med til at bygge hytter af ler i Lejre. Trækonstruktionen som et selvbærende tag så hun senere hos samerne. Hun er sociolog og har undervist i miljøplanlægning på Aalborg Universitet, inden hun i 1995 blev ramt af tre blodpropper og måtte stoppe med at arbejde. I år 2000 købte hun grunden, som det runde hus siden blev bygget på, og bestemte sig for, at huset af ler og halm skulle være hendes livsprojekt.
– Jeg er projektmager, og min stærke side er at organisere. Det er vildt at tænke på, at en situation, der er så forfærdelig, gav mig den her mulighed for at bygge. Havde jeg haft et fuldtidsjob som akademiker, havde jeg ikke haft tiden til at gå så dybt ind i det, erkender hun.
Kollektiv skulptur
Det runde hus er en form, der er valgt primært pga. energioptimering. En rund overflade har en mindre overflade end en firkantet. Samtidig betyder den, at vestenvinden, der er den største energisluger i mange huse, ikke betyder så meget fordi vinden bliver splittet op. Foto: Tor Kjarval Løkken
Huset er bygget op over et skelet af træer, som er fældet her på grunden, skallerne er hentet i Limfjorden, leret lige nord for fjorden og halmen er fra Rebild Skovhuse. Den eneste cement, der har fundet vej til Sussi Handbergs hus, er de punktfundamenter, som husets bærende stolper er støbt i. Det, der udleder meget CO2, når man bygger huse af tegl og cement. Der har næsten ikke været noget affald under byggeprocessen, og de fleste byggematerialer kan genbruges eller komposteres efter endt brug, fortæller Sussi Handberg.
Hendes mission er at skabe diskussion om det bæredygtige hus, og det er også derfor, hun har åbnet sin dør for tusindvis af mennesker de seneste 20 år.
– Det er vigtigt for mig, at alle ville have adgang til at bygge sådan et hus, og vi skal fortælle verden, at vi kan en hel masse, hvis vi genopdager de gamle håndværk og biobaserede materialer. 30 par hænder har bygget huset, så det er en kollektiv skulptur. Jeg kunne aldrig have bygget huset alene, understreger Sussi Handberg.
Huset er et bindingsværkshus, hvor træskelettet er bærende, og har halmvægge med ler på begge sider og lergulv. Det skulle tørre i et halvt år, før rammerne af egetræ med de enorme vinduespartier blev sat i. De er behandlet med linolie én gang på 20 år. De indvendige
skillevægge er bygget op af mursten, som ikke er brændt, fordi det sparer energi. Med ubrændte mursten murer man med ler og ikke mørtel.
Klik for større billeder og swipe for flere billeder
Billig opvarmning og godt indeklima
Sussi Handberg har efterfølgende malet med lermaling, som hun selv laver. Det skaber bedre luftgennemstrømning i huset – og er bl.a. grunden til, at hun ikke har brug for en emhætte i køkkenet.
Materialerne i huset er gennemgående naturlige - fra selve huset og til indretning med møbler og inventar. Foto: Tor Kjarval Løkken.
– Indeklimaet er super, og min fjernvarmeregning ligger på 600 kr. om måneden. De ubrændte sten lydisolerer bedre. Det havde jeg ikke overvejet på forhånd, men herinde i huset er der helt lyddødt som i et musikstudie. Vi kan sidde 60 mennesker i det her store rum og stadig høre, hvad hinanden siger, og så har vi holdt gode koncerter her, forklarer Sussi.
Huset står oven på et stort hul fyldt med muslingeskaller. De isolerer, og vand kan ikke trænge op gennem skallerne, og derfor er der ingen problemer med fugt i huset. Kombinationen af et lergulv og skallerne, der bliver mast sammen over årene, betyder, at gulvet sætter sig, hvilket ses ved en af de store, bærende stolper af ahorntræ i stuen. Men som Sussi siger, skal der jo bare klaskes mere ler og linolie på.
– Alle processer omkring huset er blevet til i et samarbejde. Vi holdt nogle lange frokostpauser, da vi byggede, så vi kunne snakke om, hvordan vi skulle gøre det. Alle følte, at de fik indflydelse på arbejdet, siger Sussi.
Huset blev bygget til både Sussi Handberg og hendes søn, Toke, som fik sit eget anneks i haven. Han er for længst flyttet, og i dag er Sussi Handberg glad for, at hun dengang fik lavet forrådskammer derude, for det betyder, at hun kun har brug for et lille køleskab i sit køkken, der er bygget af egetræ, som er behandlet med bivoks. Hun holder af de naturlige materialer, som er bæredygtige og minder hende om barndommen:
– Jeg er vokset op i en skov med min mormor og morfar i huset ved siden af. Jeg trives bedst tæt ved jorden og tæt ved skoven. Min far lærte mig at lytte til naturen, og jeg har en plads neden for mit store bøgetræ, hvor jeg sidder og mindes, at min far sagde: ”Alle taler om at se bøgen springe ud. Nu skal vi høre bøgen springe ud” – for det kan man, når man lytter til naturen.
Klik for større billeder og swipe for flere billeder