Med en hammer, et bræt og en dyknagle kan du ofte få dit trægulv til at stoppe med at knirke. Se, hvordan du gør i nedenstående billedserie.

Men før du går i gang med at reparere dit gulv, er det en god idé først at bestemme din gulvtype. Der kan nemlig være forskellige ting, du skal være opmærksom på, når du vil stoppe knirkeriet, alt efter hvilket trægulv du har.

Du kan undersøge, hvilken gulvtype du har, ved at kigge på bygningsdelstegninger af din bolig. Du kan fx have et gulv på bjælkelag, gulv på strøer eller svømmende gulv.

Hvilket gulv har du?

Gulv på bjælkelag:

  • Ofte i boliger fra før 1940.
  • Når gulve på bjælkelag knirker, kan det skyldes, at et gulvbræt har løsnet sig og ikke længere sidder godt fast i en af de bjælker, som bærer gulvet.
  • Her er det vigtigt at lokalisere, hvor den bærende bjælke er, så et evt. løst bræt kan fastgøres igen. I nogle tilfælde er gulvet sømmet synligt, og så er det tydeligt at se, hvor den bærende bjælke er.

Vær opmærksom på, at gulvet kan være sømmet “fordækt”. Dvs. at det er sømmet skråt ned i feren (siden af gulvbrættet), så du ikke kan se sømrækken oppefra. I sådan et tilfælde kan du prøve med en lægtesøger eller banke og lytte dig frem. Det kan imidlertid være svært at gøre præcist.

Du kan også fjerne et fodpanel, som sidder i gulvets længderetning. Her kan du ved nogle gulve se ned mellem gulv og væg efter tværgående bjælker. Dette kan dog også være en usikker metode, da det ikke er ved alle gulve, at man kan se ned. Ligesom der er en risiko for, at panelerne går i stykker, når du prøver at afmontere dem.

Gulv på strøer:

  • Ofte i boliger fra 1940-1990.
  • Har du et gulv på strøer, kan løsningen være den samme som ovenstående, nemlig at finde ud af hvor strøerne er og få fæstnet eventuelle løse brædder fast til disse.

Vær opmærksom på, at du ikke altid kan se, hvor strøerne er ved at fjerne fodpanelet, da strøerne ofte stopper et stykke fra væggen.

Det kan dog også være, at strøernes opklodsning er skredet, så der mangler understøtning et sted, hvilket kan resultere i, at gulvet giver efter. En reparation af denne art er ikke en gør det selv-opgave, så vi anbefaler dig at kontakte en fagmand.

Video: Slip af med lyden fra det knirkende trægulv

Svømmende gulv:

  • Ofte i nye boliger.
  • Hvis et svømmende gulv knirker, kan det skyldes, at undergulvet har løsnet sig. Det vil da være nødvendigt helt eller delvist at lægge gulvet om.
  • Knirkelyden kan også skyldes, at gulvet ikke er lagt med den nødvendige afstand ud til væggene. Hvis det er tilfældet, vil gulvet hæve sig ved fugtændringer, og det kan give knirken.
  • Løsningen, hvis gulvet er i spænd, er at demontere fodpanelerne og skære en rille langs gulvet, så der kommer en afstand på 12 mm ind til vægen. Ligesom at det er vigtigt at sørge for afstand til alle rørgennemføringer, så rørene kan glide frit.

Vær opmærksom på, at hvis du har gulvvarme, er det vigtigt, at du kontakter til en fagperson, inden du kaster dig ud i at bore og skære i dit gulv. Du kan nemlig være uheldig at ramme en gulvvarmeslange med vandskade til følge.

Sådan kan du selv få dit gulv til at stoppe med at knirke

I billedserien herunder kan du se, hvordan du kan få et gulvbræt til at stoppe med at knirke, hvis du har et gulv, der er sømmet fast på strøer eller bjælker.

Værktøj

  • En hammer
  • Dyknagle
  • En bræt til at slå på

Sådan gør du

1
Knagelyden

Knagelyden opstår ofte, når gulvet gnider mod et søm, eller hvis gulvet ligger tæt op ad et rør.
Brug noget tid på at lokalisere det knirkende bræt.
Lyt dig frem, eller få en til at gå på gulvet, mens du ligger ned og kigger hen over gulvet. Så vil du evt. kunne se, hvor det giver sig.

2
Slå ned i bræt

Læg et bræt på gulvet tæt på sømrækken, og slå gulvbrædderne ned, så de har kontakt med bjælkelaget.

3
Dyk sømmene

Dyk sømmene, så de igen har fat i brættet.
Begynder gulvet igen at knirke, må du gentage processen.
Har du brug for en mere varig løsning, må du ‘skrue og proppe’ gulvet. Det holder bedre, men reparationen vil til gengæld kunne ses.

Bor huller og prop gulvet

En anden mulighed er at bore huller i gulvbrædderne de steder, hvor gulvet knirker og 'proppe gulvet'.

Det vil sige, at du:

  1. Borer et hul med et 'propbor' i gulvbrættet lige over den bjælke, som gulvet er lagt på. Hullet til proppen skal kun være 1/3 til 1/2 af brættets tykkelse dybt.
  2. Skruer gulvbrættet fast nede i hullet med en skrue.
  3. Propper hullet til med lidt lim og en træprop, som du har boret ud et sted i gulvet, hvor det ikke ses.

På den måde sætter du brædderne rigtig godt fast og skjuler skruerne. Men det kræver gør det selv-erfaring at proppe et gulv. Ligesom at det kræver, at du anskaffer dig et propbor.