De fleste kan lægge et klikgulv, men gulvet kan også blive ujævnt og grimt, hvis du ikke gør det ordentligt.
I denne artikel kan du læse og se videoer, hvor tømrer Henrik Læssøe viser præcis, hvad du skal gøre, så du får det flotteste klikgulv.
Vil du hellere læse fremgangsmåden, er der et billedgalleri med tekst nederst i artiklen.
Undgå fejl, når du lægger klikgulv
Mange laver en række fejl, når de lægger et klikgulv, men det kan undgås, hvis du er opmærksom på dem. Tænk især over planlægge og måle rigtigt op, underlaget skal være jævnt, pas på, at gulvet ikke giver nogen lyde fra sig, husk, at der skal være luft mellem væg og gulv, og klik brædderne helt sammen.
Klikgulv: Tjek underlaget for ujævnheder
Bare nogle få millimeter ujævnheder på betongulvet eller et underliggende trægulv kan skabe store problemer, når du lægger et klikgulv af træ ovenpå. Derfor bør du først tjekke og udbedre ujævnheder.
Du kan læse i instruktionen til dit klikgulv, hvor store ujævnhederne på underlaget må være. Typisk må der være ca. 2 mm niveauforskel på 2 meter.
Sådan får du gulvet plant
Ret små ujævnheder på et betongulv til. Slib mindre buler på gulvet væk med fx en slibesten som vist i videoen. Læg lidt gulvpap mellem dit trindæmpende underlag og klikgulvet, hvis der er en mindre fordybning.
Ved større ujævnheder kan du ikke lægge et klikgulv. Dog kan underlaget gøres plant med fx en selvnivellerende spartelmasse.
Se videoen 'Sådan tjekker du klikgulvet for ujævnheder'
Klikgulv: Dette værktøj skal du bruge
Når du skal lægge et klikgulv af træ, skal du bruge forskelligt værktøj og remedier. Ifølge tømrer Henrik Læssøe bør du have følgende:
- Afstandsklodser i den rette bredde
- Slagjern
- Slagklods
- Stiksav med en god stiksavsklinge
- Knæbeskyttere/knæpuder.
Alle de nævnte ting kan købes i byggemarkeder eller i webshops. Køb afstandsklodser eller skær dem selv ud af en fx en MDF-plade i den rette tykkelse.
Se videoen 'Dette værktøj skal du bruge til at lægge klikgulv'
Sådan måler du ud til dit klikgulv af træ
Ved at opmåle dit rum, inden du går i gang, sikrer du, at du ikke ender op med et gulvbræt, der er for smalt til at lægge. Samtidig kan du tage højde for forhindringer i rummet som fx en væg, der går ud i rummet, eller rør der stikker op af gulvet.
Tømrer Henrik Læssøe viser, hvordan du måler rigtigt op.
Se videoen 'Mål korrekt ud til klikgulv'
Trindæmpende underlag til dit klikgulv
Der skal altid være et trindæmpende underlag under dit klikgulv, så gulvet ikke klaprer. Underlaget er lavet i et blødt materiale, så det optager lyd og ujævnheder.
- Klikgulv ovenpå betongulv: Brug en såkaldt foam med fugtspærre.
- Klikgulv ovenpå et trægulv: Brug en foam uden fugtspærre.
Vil du have ekstra lyddæmpning, fx, hvis du lægger et klikgulv på en 1. sal og ikke vil høre skridt nedenunder, kan du få specielle lyddæmpende plader i et tykkere materiale.
Læg et almindeligt stykke plastik/folie 10 cm op ad væggen og mindst 20 mm ud på gulvet.
Læg en bane foam ad gangen.
Se videoen 'Sådan gør du klikgulvet trindæmpende'
Sådan starter du dit klikgulv af træ
Det er vigtigt, at du får startet dit klikgulv rigtigt, så du har den korrekte afstand til væggene og ikke ender op med et lille hjørnestykke.
Tjek i instruktionen til dit klikgulv, hvad afstanden mellem gulvet og væg skal være. Typisk skal der være 1 mm luft pr. meter gulv. Dog minimum 6 mm.
Afstanden holdes nemmest ved at købe eller lave nogle afstandsklodser i den ønskede tykkelse. Brug ca. 4 afstandsklodser på et gulvbræt i fuld længde.
Se videoen 'Lægge klikgulv: Sådan starter du'
Læg et stabilt klikgulv - uden spild
Tænk over, hvordan dine gulvbrædder kommer til at ligge i forhold til hinanden, når du lægger klikgulvet. Der skal være minimum 60 cm mellem samlingerne fra række til række for at lave gulvet stabilt.
I videoen her kan du se, hvordan du sikrer det, samtidig med, at du minimerer spild ved at bruge afskæringer fra en række som starten på den næste række.
Se videoen 'Lægge klikgulv: Sådan bliver det stabilt'
Klikgulv: Sådan gør du ved forhindringer
Grundlaget for, at du kan få et pænt resultat ved forhindringer i rummet, er, at du har planlagt det fra start.
I denne video viser tømrer Henrik Læssøe, hvordan du måler op og skærer korrekt gulvbrædderne til, og hvordan du nemmest fører dit klikgulv rundt om en væg, eller andet, der stikker ud i rummet, så du får et pænt resultat.
Se videoen 'Sådan løser du forhindringer, når du lægger klikgulv'
Klikgulv af træ: 2 metoder til rør i gulvet
Har du et rør, der skal gå op igennem dit klikgulv til fx en radiator, er der 2 mulige løsninger for et pænt resultat.
Den første metode er den nemmeste, men kræver, at der kun er ét rør i gulvet, og at du passer det til, så du får en samling mellem 2 brædder lige ved røret. Husk at regne med 6 mm luft omkring radiatorrøret.
Den anden metode er lidt sværere og kræver, at du skærer en kile i dit gulvbræt. Har du flere radiatorrør i forbindelse med hinanden, er det denne metode, du skal benytte. Her skal du bl.a. bruge en vinkelmåler til at skære en kile ud fra centrum af hullet i brættet – brug en vinkel på 30-45 grader. Lim kilen fast med trælim.
Ved begge metoder skal du bruge et kopbor. Sæt de 2 brædder, du skal bruge, sammen, og bor med kopboret i samlingen.
Se videoen '2 metoder til rør i klikgulvet'
Sådan afslutter du dit klikgulv
Et par rækker inden, du når til afslutningen af dit klikgulv, skal du planlægge det, så det bliver pænt, og du ikke ender med en lille stump i hjørnet.
Brug et slagjern til at slå de sidste gulvbrædder sammen.
Lim enderne af gulvbrædderne sammen, Hvis det sidste stykke gulv ind mod væggen bliver smalt.
Se videoen 'Lægge klikgulv: Sådan afslutter du'
Guide: Læg et klikgulv trin-for-trin
Værktøjet
Det skal du bruge: Sav, kniv, koben, hammer, slåklods, vinkel, stemmejern og vaterpas på 2 meter – eller en retskinne.
Rart at have: Dyksav eller rundsav til de lange snit, stiksav, multicutter, skruemaskine med hulbor, trækjern, syl og bred spartel.
Mål op og køb ind
Mål rummet, hvor gulvet skal ligge, så du ved, hvor meget gulv du skal købe.
På pakken kan du se, hvor mange kvadratmeter gulvbelægning, den indeholder. Køb ca. 5 procent ekstra.
Før du går i gang
Tjek altid, at underlaget er plant. Læg dit 2 meter lange vaterpas ud og se, om gulvet er relativt plant. Der må højst være 2 mm niveauforskel på 2 meter.
Er gulvet ujævnt i overfladen, fx som på et råt betongulv, bør du plane overfalden ud, fx med selvnivellerende spartelmasse. Spørg i dit byggemarked om den rigtige løsning til netop din gulvtype.
Læs i øvrigt altid brugsanvisningen i pakken med gulv, før du går i gang.
Tjek dørene
Læg et lille stykke gulv og underlag under alle døre, der åbner ind i rummet, og tjek, om de støder på det nye gulv.
Støder dørene på, så tag dem af, INDEN du lægger gulvet.
Når de skal på igen, skal der skæres lidt af – det vender vi tilbage til.
Lirk forsigtigt dørtrin af
Fjern de eksisterende dørtrin ved at lirke dem op med en tyk, bred spartel eller et stemmejern.
Hvis dørtrinet er skruet sammen med dørrammen, kan du bruge en multicutter med metalklinge til at skære det fri med.
Lirk forsigtigt panelerne fri med et koben. Brug en klods bag kobenet, så væggen skånes.
Kort dørpaneler af
Skær dørpanelerne til, der hvor det nye gulv kommer til at gå til, så gulvet går ind under panelet.
Brug en multicutter eller en sav og støt evt. mod et gulvbræt med underlag under, så det bliver lige og ens på alle paneler.
Rul underlag ud
Støvsug gulvet, inden du ruller det trindæmpende underlag ud. Begynd med en enkelt bane, og læg først nye baner ud, når du har lagt gulv på den forrige.
Underlagene må ikke overlappe hinanden, men du kan evt. tape dem sammen med malertape i samlingen, så det ikke skrider, når du arbejder på det.
Sørg for, at underlaget når ud i alle kanter og kroge som vist her. Også under dørtrin og i små hjørner.
Fer og not
På alle gulvbrædder er der en ’fer’ og en ’not’, dvs. en han og en hun.
Feren er den, der ’stikker ud’ - og noten er den, feren ’stikkes ind’ i.
På klikgulve låser de to sig sammen, og derfor har noten en ’udstikkende underlæbe’.
Skær fer og not af på kantbrædder
Skær feren og noten af på siden og enden af de brædder, der skal ligge i kanterne, så de går plant op imod væggen.
Klikgulvets første række
Det er forskelligt fra gulv til gulv, hvilken side det er smart at starte i, dvs. om not eller fer (som her) skal være mod væggen. Men husk altid ca. 1 cm mellemrum mellem gulv og væg, da gulvet skal have plads til at give sig. Den anbefalede afstand kan variere med nogle millimeter afhængigt af typen.
Hold gulvet på plads med klodser eller kiler, mens du arbejder.
Saml klikgulvet
Vip brædderne ind i hinanden og slå dem på plads.
Slå aldrig direkte på træet, da du risikerer at slå fer eller not i stykker og dermed ikke længere kan bruge dette bræt.
En slagklods kan købes for ca. 100 kr. i diverse byggemarkeder.
Hvis væggen buer
Vær opmærksom på væggens ujævnheder – og pas på, at disse ikke forplanter sig til resten af gulvet.
Derfor skal du først samle 3 baner/fulde længder og så måle efter, at alle samlinger er vinkelrette og lige, før du går videre.
Et par regler for gulvlægning
Overvej inden, du lægger første bræt, hvilket mønster du ønsker i gulvet.
HUSK: Det sidste bræt i en række må ikke være mindre, end vejledningen dikterer, her 30-50 cm. Evt. kan du justere længden på det første bræt i rækken.
Smid ikke små eller korte stykker ud, men brug dem i starten af en række.
Gulv under dørtrin
Skær ikke feren af på brættet op mod et dørtrin, da det skal gå ind under og løfte dørtrinnet op.
Under dørtrinet mødes to gulve – og reglen er her, at der generelt skal være 2-3 cm afstand mellem de to gulve.
Undgå for mange samlinger, der hvor I kommer til at gå mest, fx ud for døre og mellem centrale rum.
Sidste bræt i rækken
Mål af til det sidste bræt i rækken – minus ca. 1 cm. Gulvet skal have plads til at give sig.
Skær endebrættet til og vip det ind i enden på nabobrættet.
Placér evt. en kile for enden for at holde gulvet på plads, når du arbejder videre.
Brug et trækjern
Slå endebrættet helt på plads med et trækjern. Hold godt fast og slå til.
Brug evt. et koben i stedet, men husk at bruge et stødlag, så trykket fordeles ud på et større område og ikke laver mærker.
Lav udskæring til rør
Mål fra sidste bræt i rækken og ind til røret.
Overfør målingen til det bræt, der skal ligge som det sidste i rækken.
Skær et hul til røret med et hulbor eller en stiksav. Diameteren skal være ca. 2 cm større end rørets diameter, så der bliver ca. 1 cm på hver side af røret, som gulvet kan bevæge sig på. Mellemrummet dækkes med en rosette.
Indgang skæres skråt ind mod centrum af hullet i en vinkel på 30-45 grader med en stiksav.
Sæt bræt på plads ved rør
Sæt det sidste bræt på plads med et koben og hiv ind imod dig selv.
Igen: Vær forsigtig med væggen og placer evt. en klods bag kobenets hoved, så der ikke kommer mærker i væggen.
Skær døre til
Marker, hvor meget der skal saves af de døre, der åbner ind i rummet med det nye gulv.
Beskær dem med en dyksav, som du fører langs en skinne, og gør arbejdet udendørs. Det bliver resultatet pænest af, og du slipper for støvkaos indendørs.
Husk høreværn.Færdigt arbejde
Fjern kilerne i siderne af gulvet, og montér panelerne med skruer. Dup evt. skruerne med maling.
Husk også at skrue dørtrin fast igen.Og så er du færdig.
Har du været igennem hele denne artikel, burde du nu gerne have et godt lagt klikgulv. Så skal du bare sørge for at passe og pleje det fremover.