Hvor meget koster det at have en lyskæde tændt?

Forudsætninger: 24 timer i døgnet i 3 måneder.

Glødepærer40 watt226 kr.
Halogenpærer30 watt170 kr.
LED-pærer7 watt40 kr.

Udregnet på baggrund af en elpris på 2,62 kr./kWh (gennemsnit for oktober 2025) og afrundet til hele kroner.

Kilder: Videncentret Bolius/SparEnergi

Danskerne er vilde med udendørs og indendørs lyskæder. I alt er der ca. 3,6 millioner lyskæder i de danske hjem, viser en opgørelse fra Energistyrelsen.

Det kan blive en dyr omgang, hvis du har de lyskæder, der bruger mest strøm, og de er tændt uafbrudt eller i mange timer hvert døgn. Og set med klimaets briller løber det samlet op.

Sluk lyskæder om natten og skift fra glødepærer til LED-pærer og spar masser af strøm

Du kan spare 67 procent af energiforbruget ved, at lyskæderne lyser fra kl. 16-23 i stedet for døgnet rundt.

Og hvis du udskifter en gammel lyskæde med glødepærer til en lyskæde med LED-pærer, kan du både spare penge og mindske CO2-udledningen grundet det markant reducerede elforbrug. LED-lyskæder bruger ca. 80 procent mindre strøm end gløde- og halogenpærer.

Skal du kassere dine gamle lyskæder, så husk at afleve dem på genbrugsstationen. Elektronikken i dine gamle lyskæder kan genbruges.

Regn selv ud, hvad det koster at bruge dine lyskæder og lamper

Du kan selv regne ud, hvor mange kWh dine lamper bruger på et år, og dermed hvor meget de koster i strøm om året. For at lave regnestykket skal du finde ud af, hvor mange watt dine pærer bruger, og hvor mange timer om året de er tændt.

Regnestykket for én lampe ser således ud:

  • Antal watt x antal timer tændt i døgnet x 365 (et år).
  • Dividér ovenstående tal med 1.000 for at gå fra watt til kWh.
  • Gang med prisen pr. kWh.

Er din pære på 7 watt, har du tændt dem 11,8 timer i døgnet, og er kWh-prisen 2,78 kr., er regnestykket sådan:

  • 7 x 11,8 x 365 = 30.149 watt om året
  • 30.149 / 1.000 = 30,149 kWh
  • 30,149 x 2,78 = 84 kr. om året

Vær opmærksom på, at kWh-prisen varierer fra time til time, og har du en elaftale med en timebaseret afregning, er regnestykket ikke helt korrekt.

Brug tænd/sluk-ur til julelys

Hvis du vil sænke dit elforbrug, kan du nøjes med at have dine lyskæder tændt i færre timer i døgnet. Du kan selvfølgelig bare slukke kontakten, men ellers er det nemt at indstille med et tænd/sluk-ur.

Et tænd/sluk-ur kan købes for under 50 kroner i fx byggemarkeder.

Hvis du har variabel timeafregnet elpris og ønsker at spare penge, kan du slukke for lysene, når elprisen er højst. Du betaler fx en højere afgift for transport af strøm i tidsrummet 17-21. 

LED-lyskæde holder længere

En julelyskæde med LED-pærer er altså meget billigere i drift. Derudover kan den holde meget længere end en med glødepærer. En almindelig glødepære har en levetid på ca. 1.000 timer, mens en LED-lyskæde typisk lyser 25 gange så lang tid.

Energistyrelsen anbefaler udelukkende kæder med LED-lys.

Hvordan ved du, om lyskæden har LED-lys eller glødepærer?

Hvis du ikke ved, om din lyskæde bruger glødepærer eller LED-lys, kan du se på pærerne. Glødepærer i lyskæder er typisk aflange, og du kan se glødetråden i midten. Mærk forsigtigt på pæren, når lyset er tændt – en glødepære er varm at røre ved. 

Sådan køber du lyskæder

I videoen herunder giver belysningsekspert Mette Hvass gode råd om, hvad du skal se efter, når du køber lyskæder.