Spørg Bolius
Hvem betaler for byggestrøm?
Vi har for nylig bygget et arkitekttegnet hus, som vi i det store hele er godt tilfredse med. I forbindelse med afleveringen og betalingen for de sidste småting er der imidlertid opstået en tvist mellem os og vores entreprenør om, hvem der skal betale for byggestrøm og -vand. Vores hus er som nævnt tegnet af en arkitekt, der ligeledes har udformet den kontrakt, som huset er bygget i henhold til. Kontrakten nævner ikke noget om strøm og vand, men henviser blot til AB92.
Da vi har fået tørret huset, er strømforbruget ganske betragteligt, vel omkring 10.000 kr. Vi mener, at forbrug af strøm og vand må være en del af byggeriet (ligesom søm og skruer osv.) og som sådan noget, entreprenøren skal betale, da AB92 § 10, stk. 2, siger: "Entreprenøren skal levere alle materialer og præstere alle fornødne biydelser til arbejdet færdiggørelse". Vores entreprenør mener derimod, at vi selv skal betale for vand og strøm, for "sådan plejer det at være". Hvem har ret?
Det mest almindelige er, at bygherren betaler særskilt for forbruget af vand og strøm. Det burde have stået som et særskilt punkt i den kontrakt, jeres arkitekt har lavet for jer, hvis I ikke skulle betale.
Det er ikke nok at henvise til AB92 generelt, da det af disse fremgår, at der er flere specifikke forhold, der skal anføres særskilt i en konkret kontrakt.
Jeg synes derfor, I skal drøfte situationen med jeres arkitekt for evt. at opnå, at han/hun betaler en mindre part (10 procent) som bod for den fejl, der er begået. Men I skal være opmærksomme på, at det naturligvis er jer, der skal betale for de ydelser, I får leveret, herunder strømforbruget.
Det er kotyme, at det ikke er entreprenøren, der skal betale for byggestrøm, medmindre det klart fremgår af udbudsmaterialet og kontrakten.
At arkitekten har begået en fejl, er ærgerligt, så man må håbe, at jeres budget indeholder en post, der hedder "uforudsete ydelser", der kan dække beløbet.
Med venlig hilsen