Hvis du kan lide at have dyr i dit hjem, er der umiddelbart kun begrænsning for antallet af hunde og landbrugsdyr blandt de tilladte dyr.

Du må gerne have bl.a. hunde, katte, kaniner, hamstere, visse fugle, akvariefisk og i visse tilfælde landbrugsdyr som heste, får, høns og geder.

Tilladelse til at holde landbrugsdyr afhænger af, om du bor i en landzone, byzone, et sommerhusområde eller et boligområde i en landzone.

Hvis du er i tvivl om, hvilke dyr du må holde på din grund, kan du læse om de overordnede regler for, hvilke dyr du må holde som privatperson i Miljøministeriets Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter i 3. kapitel, ’Ikke-erhvervsmæssigt dyrehold’.

Du kan også spørge teknisk forvaltning i din kommune.

Vær opmærksom på, at grundejer- eller andelsboligforeninger kan vedtage lokale forbud mod bestemte typer dyrehold.

Hvilke dyr er der regler for i boligen?

Se her, hvilke dyr du gerne må have i din bolig, og hvilke regler de evt. er underlagt.

  • Hunde: Du må højst have 4 voksne hunde med hvalpe under 18 uger. Er der flere end 4 hunde, anses det for en kennel, hvilket kræver en særlig tilladelse. Dog er det forbudt at besidde og opdrætte 13 særlige hunderacer – bl.a. Pitbull terrier og Amerikansk bulldog (læs mere i Hundeloven).
  • Katte: Ingen begrænsning i antal (læs mere i Dyreværnsloven, Bekendtgørelse om overdragelse af kattekillinger og  Lov om mark- og vejfred).
  • Indendørsfugle som undulater, parakitter og kanariefugle: Ingen begrænsning i antal.
  • Udendørsfugle: For fugle, der færdes udendørs, som høns, gæs, ænder, kalkuner og duer udstikker kommunen særlige regler som maks. antal og krav til de fysiske forhold som placering og indhegning. Ved klager fra naboerne fx med hensyn til støj og lugtgener kan kommunen kræve forbedringer af hønsehuset eller slagtning af hanen.
    Hønsehold er som udgangspunkt lovligt alle andre steder end i kommuner, hvor der er udstedt et generelt eller lokalt forbud, og det er kun få, der har det. I visse kommuner, hvor hønsehold er tilladt, må du højst have én hane (læs mere på din kommunes hjemmeside og i Dyreværnsloven). Du må højst have 30 høns, dog kan kommunen i særlige tilfælde dispensere fra det - læs mere i Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter, §8.
  • Gnavere som kaniner, mus, marsvin, hamstere og ørkenrotter: Ingen begrænsning i antal. Dog har kommunen ifølge Miljøministeriets Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter mulighed for at gribe ind, hvis det vurderes, at dyreholdet kan anses for at være erhvervsmæssigt (fx som føde for krybdyr) og/eller giver store gener i forhold til forurening eller hygiejne.
  • Husdyr/landbrugsdyr som køer, svin, heste, får og geder: I mange tilfælde kan du få tilladelse til at holde et par geder eller rideheste på din grund, men det kræver en dispensation, da den slags dyr umiddelbart kun må holdes i landzoner og ikke i byzone, sommerhusområder eller landzone udlagt til boligområder. Du skal desuden overholde de krav til stalde, folde m.m., som kommunen stiller i forbindelse med tilladelsen (læs mere på Fødevarestyrelsen.dk, og i Dyreværnsloven)

Hvilke dyr er det ikke tilladt at have i din bolig?

Nogle dyr er forbudte at holde for private. Det kan enten være, fordi de er farlige, eller fordi det ikke anses for muligt at holde dem på en dyreværnsmæssigt forsvarlig måde.

Det drejer sig om mange forskellige typer pattedyr, bl.a. større rovdyr, havlevende pattedyr som sæler og hvaler og visse typer gnavere og pungdyr.

Det er forbudt at holde mange slags fugle, fx storke, natravne, strudse og pingviner. Visse typer krokodiller og kvælerslanger og alle typer giftsnoge og hugorme er der også forbud mod at have i dit hjem.

Når det gælder fisk, er det især hajarter, som står på listen over forbudte dyr. Flere typer af varaner, blæksprutter, giftige skorpioner og edderkopper er også forbudte at holde.

Læs, hvilke dyr det er forbudt at have i dit hjem i Bekendtgørelse om forbud om privates hold af særlige dyr.

Hvor klager du over naboens dyrehold?

Hvis du vil klage over dine naboers dyr, fordi der fx er for mange af dem, i forhold til, hvad loven tillader, eller hvis de larmer eller lugter, kan du først prøve at tale med naboen om det på en pæn måde.

Ellers skal du i første omgang henvende dig til kommunen.

Hvis du har mistanke om, at dyrene mistrives, kan du ringe på 1812, der sender hjælp ud, eller kan fortælle dig, hvor du skal henvende dig.