Spørg Bolius

Hvordan får jeg gulvvarme i gammelt hus, skal der graves ud, isoleres, fugtspærre m.v?

Hej Bolius

Jeg ønsker at etablere gulvvarme i et hus fra 1901, og har derfor fjernet en del af det gamle gulv for at få syn for sagen. Der er et terrændæk bestående af beton med max 50 mm (måske slet ingen) isolering under, og mellem terrændæk og undersiden af eksisterende gulv er der ca. 17 cm. Flere artikler beskriver hvordan en dampspærre skal etableres på det eksisterende terrændæk, samt isolering på max 50-75 mm for at undgå fugt ved dampspærren.

Tanken er at etablere gulvvarme via varmefordelingsplader på gulvvarmespånplader. Vil varmetabet blive for stort pga. den manglende mængde isolering eller har det mindre betydning?

Der er ikke tegninger eller andre beskrivelser over husets fundament, og jeg ved derfor ikke om opgravning og etablering af nyt terrændæk med tilstrækkelig isolering er en mulighed.

Mvh

Bo C

Hej Bo J

Der er flere forhold der spiller ind, når man ønsker at renovere/ombygge. Et forhold er at man har muligheden for at trække konstruktionen op til en nutidig standard, idet man blandt andet kan få sikret bedre mod fugt, få sikret mod radon og sikre et lavt energiforbrug. En andet forhold er, at der er et Bygningsreglement som skal overholdes.

Da konstruktioner i dag kan udføres på forskellige måder, sætter Bygningsreglementet nogle krav til fx varmetab som skal følges – også ved renovering/ombygning. For terrændæk er det fx et krav at U-værdien (varmetab) skal være 0,10 W/m²K hvilket opnås ved en isoleringstykkelse på ca. 300 mm. Læs mere i Bygningsreglementet her:http://bygningsreglementet.dk/Tekniske-bestemmelser/11/Krav

Hvis dit terrændæk er det oprindelige fra 1901, vil jeg som udgangspunkt vurdere, at der ikke er noget isolering neden under. Og hvis der kun kan være 50-75 mm isolering i en opbygning, vil der være et betragteligt varmetab fra gulvvarmen.

For at der er plads til 300 mm isolering + den resterende konstruktion, er det dog væsentligt, at der kan graves så meget ud og at det sikres at husets sokkel går tilstrækkelig langt ned. Dette skal undersøges inden man går i gang. Læs mere om opbygningen af et terrændæk i vores artikel på dette link: www.bolius.dk/terraendaek-18853

For at få syn for sagen vil jeg anbefale, at du retter henvendelse til en fagmand eller et byggefirma. De vil kunne rådgive dig til den bedste løsning til netop dit hus.

Held og lykke med projektet.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden