Spørg Bolius

Hvordan forebygger vi, at støj fra varmepumper generer naboer - så vi undgår dårligt ry og nabokonflikter?

Kære Bolius

Jeg har lige læst Morten K. Mathiessens bekymring vedrørende støj fra varmepumper. Her på stedet har vi for nylig afsluttet en retssag desangående. Men uagtet at vi vandt sagen finder vi, at det har været unødigt belastende, både for os og retssystemet, og jeg har derfor tænkt over, hvordan man kunne forebygge slige sager.

Energistyrelsens støjberegner er et nemt og hurtigt værktøj til en plausibel placering af udedelen, og hvis man kunne formå installatørerne til (gerne obligatorisk) at anvende dette værktøj i deres vejledning af kunden og dermed være medansvarlig for korrekt installation, tror jeg, at meget ville være vundet.

Jeg tror også, at det ville tjene den grønne omstilling, at varmepumper ikke får ry for at være konfliktskabende.

Spørgsmålet er: Hvordan når vi dertil?

Mvh. Poul R

 

Hej Poul R

Det er et super godt og relevant spørgsmål. Hvordan bliver de bæredygtige varmepumper et plus for alle?
Et meget vigtigt parameter i svaret er installatørerne. Og der er faktisk opmærksomhed på den del, da valg af varmepumpe, placering og montering kan være helt afgørende for, hvor godt de fungerer OG hvor generende de er for omgivelserne. 

Derfor er det også muligt (og forhåbentlig et krav en dag) for installatører at blive VE-godkendt. Det vil sige, at et firma eller en installatør har dokumenteret kompetencer til at arbejde med Vedvarende Energi-anlæg. Energistyrelsen står for godkendelserne af VE-installatører, og Sparenergi har en liste over de godkendte. VE-godkendelsesordning | Energistyrelsen og Liste over VEG-virksomheder | Energistyrelsen .
Som det kan ses er der i øjeblikket 1.139 godkendte installatører, så alle burde kunne finde en i nærheden.

Men et andet parameter som fylder, for at vi kommer helt tæt til løsningen, er dem, som ønsker sig en varmepumpe. Vi skal være meget bedre til at sætte krav. For som med alt andet er det muligt at købe noget hurtigt, nemt og billigt. Og igen, som med alt (i hvert fald meget) andet, så er der en sammenhæng mellem pris og kvalitet. Og med varmepumper, så er lavt støjniveau en del af god kvalitet. Heldigvis er der jo opmærksomhed på, at pumperne skal støje så lidt som muligt, så der produceres mange varmepumper, som er om ikke støjsvage så i hvert fald mindre støjende end andre. Og det er sammen med effektiviteten også noget af det, der lægges vægt på i den liste, som Sparenergi har liggende her: Varmepumpelisten | Energistyrelsen

Og hvordan kan vi så rykke på det? Vi er opmærksomme på de mange gode kvaliteter i varmepumper, men ved også at der er udfordringer. Så 4. oktober 2022 er det faktisk planlagt at vores magasin "Bolius" udkommer med netop et tema om varmepumper. Og lur mig, om ikke støj bliver en del af emnet. For livskvalitet er et vigtigt parameter i vores vision, og her spiller støj en stor rolle.

Håber du med glæde vil læse med til oktober.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden