Der er ingen tvivl om, at det letteste ville være at gå i byggemarkedet og købe et havetelt.
Vores helt eget. Som kunne ligge i skuret og i gennemsnit blive brugt en gang hvert andet år. Måske ikke mere end 10 gange på et helt liv. Men selvom det ville være lettere, virker det unødvendigt, at vi hver især har et festtelt liggende, som sjældent bliver brugt. Så vi vælger at kaste os ud i et eksperiment. Kan vi købe et havetelt sammen med vores naboer? Kan vi gå sammen om at dele ting, som mange kan have gavn af få gange? Kan vi finde opbakning til et delefællesskab med de mennesker, der bor på vores vej?
Problemet er, at vi ikke kender vores naboer.
Traditioner og skikke var sat på pause. Der kom ingen naboer og bankede på vores dør for at byde os velkommen til vejen. Vores samfund holdt to meters afstand. Vi skiftede fortov, når vi passerede folk på gaden. Vi lukkede os alle inde, og med corona havde vi også selv fået en belejlig undskyldning for ikke at gå en runde og præsentere os blandt naboerne.
I sommeren 2021 talte vi om, at det måske var på tide at lære nogle naboer at kende, og skulle vi invitere til ”åben have”? Men vi halsede efter en perlerække af sociale arrangementer, der pludselig skulle indhentes med en genåbning af samfundet, og det blev undskyldningen for, at vi ikke fik taget os sammen til at arrangere noget for en masse mennesker, vi ikke kendte.
Og således gik tiden, og vi er fremme i november 2023 – tre år efter at vi flyttede ind – hvor vi kaster os ud i dette eksperiment. Under udviklingen af dette magasintema blev jeg nemlig mindet om, at det egentlig er lidt ærgerligt, at vi ikke kender flere af vores naboer, og jeg besluttede at give det et skud mere til denne artikel.
En grundejerforening ville sikkert have større værdi end et havetelt.
Men helt ærligt. Hvad ville jeg tænke, hvis jeg selv fik en seddel i postkassen, hvor vi skulle tage stilling til en grundejerforening? Det lyder som den sikre vej til en bestyrelsespost og lange møder, hvor vi diskuterer paragraffer, vejbump og hurtigere internet. Alt sammen vigtigt. Men kedeligt. Et havetelt derimod. Det lyder som fest, sjov og hyggelige stunder. Også vigtigt. Og slet ikke kedeligt.
Så derfor blev det festteltet, som skal danne grundlag for eksperimentet.
Vi er faktisk godt i gang med at dele vores ting i Danmark, men vi kan godt blive bedre. Over halvdelen af os – nemlig 58 procent – deler, bytter eller låner nogle af vores ting. Samtidig mener 48 procent, at vi bør dele, bytte eller låne mere.
Vi var spændte på, hvordan det kom til at gå. Der er i alt 60 husstande på vores vej. Hvor mange melder tilbage? Hvor mange vil være med til at købe et festtelt sammen? Og lærer vi nogle af vores naboer på vejen at kende undervejs? Det vender vi tilbage til.
Måske er der gode odds for vores festtelt. Festudstyr – herunder telt, service og klapstole – er nemlig på tredjepladsen over de ting, som danskerne allerede deler. Vi håber, at vi kan samle mindst 10 ud af de 60 husstande på vores villavej til at købe et festtelt.
Mens vi venter på svar fra naboerne, tager jeg fat i Emil Busch, der er CEO og stifter af firmaet WeUse.
Firmaet har arbejdet med delefællesskaber i flere år med en app, hvor du kan oprette et fællesskab og registrere værktøj, maskiner, husholdningsapparater og alle de andre genstande, du vil dele med naboer eller andre.
Jeg spørger Emil Busch, hvad han tænker om mit eksperiment. Han peger på, at det er vigtigt, at der er tænkt over de praktiske forhold.
Vi oplever, at de fleste er klar til at dele ting, og her er et festtelt et godt eksempel. Vi bruger det ret sjældent, men de fleste vil gerne låne det en gang imellem. Vi kan alle blive enige om, at det er en god idé, men det skal implementeres korrekt for at lykkes. Og her melder sig nogle spørgsmål: Hvem skal opbevare det? Hvordan ved jeg, at der ikke er en anden nabo, der låner teltet, når jeg skal bruge det?
På vores seddel til naboerne har vi skrevet nogle tanker om, hvordan det kunne fungere. Vi vil administrere ordningen via en Facebook-gruppe til formålet, hvis der er opbakning til det. Og inspireret af, hvad vi har hørt, fungerer andre steder, foreslår vi, at den husstand, der senest har lånt og brugt teltet, opbevarer det, indtil den næste skal bruge det.
Det er smart, tænker vi, men det viser sig at være et problem.
Emil Busch ved godt, at det kræver noget at starte et delefællesskab.
Vores mission er, at vi skal have folk til at dele flere ting. Vi ved, at vi er oppe mod stærke kræfter, hvor lige så snart du åbner din telefon, så popper det op med tilbud, hvor du kan købe alt muligt. Vores kultur er, at hvis vi har brug for noget, så køber vi det.
Emil Busch læser min seddel igennem for at bedømme, om den har en chance for at skabe opbakning blandt naboerne til at dele noget.
Den rammer de tre forskellige ting, der motiverer folk. Den første ting er bæredygtighed. At det er mere grønt og godt for planeten at spare på ressourcerne og deles om et telt i stedet for at købe hvert sit. Den anden ting er, at det er nemt. Hvorfor gå i byggemarkedet og lede efter et telt, når jeg ved, at naboen har det? Den tredje ting er muligheden for at spare penge og dele omkostningerne til et telt.
Emil Busch er begejstret og optimistisk omkring mit projekt, hvilket er ret opmuntrende, da der en uge inde i eksperimentet endnu ikke er kommet nogen tilbagemeldinger fra naboerne. Men så falder han også over en formulering, som trækker i den modsatte retning.
Det er en lille ting, men I skriver, at I meget gerne vil lære jeres naboer at kende. For nogle vil det være fint. Men for andre kan det virke afskrækkende, og de vil tænke, at ”vi skal ikke være bedste venner”.
Eller hvad de nu hedder. For det ved vi faktisk ikke.
Mens vi – stadig – venter på opbakning til haveteltet, begynder jeg at tælle sammen, hvor mange af naboerne i de 60 husstande på vejen jeg kender navnene på. Min optælling viser, at jeg kender navnene på naboerne i seks husstande. I det ene hus ved jeg også, hvad hunden hedder. I yderligere tre husstande kender jeg navnet på én af beboerne.
Hvis jeg går en tur på den vej, jeg nu har boet på i mere end tre år, vil næsten ni ud af ti naboer altså være så fremmede for mig, at vi ikke engang vil sige hej. Og for at være helt ærlig har jeg endda fået hjælp til at pynte på statistikken. Fra mine børn. Størstedelen af de nabonavne, jeg kender, kender jeg gennem deres skole eller fritidsaktiviteter. Tager jeg dem fra, kan jeg navnene på de to nærmeste naboer – fire navne i alt. Og det viser sig, at jeg har husket det ene navn forkert. Jeg kunne sikkert have gået i troen på, at naboen hed Birte i mange år, hvis ikke jeg havde tjekket det til denne artikel.
Den første melding om opbakning til vores havetelt kommer også fra en familie, som vi kender fra børnenes fritidsaktiviteter. Den næste kommer fra endnu en børnefamilie, som vi kender fra skolen.
Jeg tænker over, om det er nødvendigt at have et fællesskab med sine naboer, før man kan starte en deleordning?
Skulle vi alligevel være startet med en grundejerforening og så først senere have indkøbt havetelt, pælebor eller rullestillads? Eller kan en deleordning føre til mere fællesskab?
Jeg ringer til Stengaardens Grundejerforening i Bagsværd. Her er der nemlig både en grundejerforening og en ordning, hvor foreningens medlemmer deler en trailer, en pladevibrator, et vildtkamera og en håndfuld andre ting, som jeg kan jeg se på foreningens hjemmeside. Foreningens formand, Kristian Voigt, fortæller, at det er foreningen, som har købt de forskellige ting.
Det handler blandt andet om at skabe en værdi for vores medlemmer. Ud over at vi som forening skal hjælpe grundejerne med udfordringer, der er relateret til ens grund, så har vi også et andet værditilbud, nemlig at man kan låne ting i foreningen.
Stengaardens Grundejerforening er ikke obligatorisk at være medlem af. Den omfatter i dag omkring 360 husstande, og her kom grundejerforeningen altså før delefællesskabet – og ikke omvendt. Det er foreningen, som køber og ejer de forskellige maskiner og værktøj, der bliver opbevaret hos frivillige, der har meldt sig. Stengaardens Grundejerforening har haft penge på kontoen, mens andre grundejerforeninger fx har benyttet sig af en pulje hos Nordea-fonden til at købe værktøj i fællesskab.
Vi har egentlig penge til at købe flere ting, og det ville vi også gerne, men hvor skal det stå henne, og hvem vil stå for at låne det ud? Særligt trailere er der stor interesse for, og lige nu har vi plads til dem, vi har, men det er en udfordring i forhold til indkøb og udlån af nye redskaber.
Og manglen på plads er også en udfordring, når det kommer til at opbevare et havetelt. Til et socialt skolearrangement taler vi med en anden familie på vejen. De vil egentlig gerne være med til at købe et telt, men de har ikke mulighed for at opbevare det efter brug, som vi foreslår på vores seddel til naboerne. Derfor har de ikke meldt tilbage. Heldigvis kan vi godt opbevare teltet, så det aftaler vi, og endnu en familie er med.
På min barndomsgade kendte vi navnene på alle naboerne. Hver og en.
Også dem, der holdt sig for sig selv. Vi holdt sankthansfester og fastelavnsfester, vi spillede rundbold på vejen, og når naboerne kom kørende hjem, trillede de stille og roligt forbi, mens de vinkede ud til alle på fortovet.
Og nu bor jeg så på en vej, hvor jeg ikke kender ni ud af ti af mine naboer. Jeg er faktisk lidt ærgerlig over statistikken. Ikke fordi jeg har brug for flere venner. Men føler man sig mon ikke mere hjemme, hvis man bor et sted, hvor man siger hej til sin naboer? Er det ikke nemmere at låne to æg af naboerne, hvis man kender deres navne? Og er der ikke større chance for at løse forskellige holdninger til nabostøj, biodiversitet og parkering, hvis man kan tale med sine naboer og ved, at de lige er blevet bedsteforældre eller har mistet deres hund?
Om haven skal beriges med et festtelt eller hjemmehørende planter, er ikke så afgørende – så længe du har en konkret idé, lyder det fra Marina Janell Søndergaard. Hun arbejder med et stærkt fællesskab som centrum for klimahandling i sin rolle som chefkonsulent hos DeltagerDanmark, en erhvervsdrivende fond, der har fokus på fællesskaber omkring bæredygtighed. Og så er hun sekretariatsleder i initiativet ”Grønne Nabofællesskaber”, som er en masse lokale grupper, hvor medlemmer hjælper hinanden med at etablere flere vilde haver eller at dele flere ting.
Hvis nogen siger: ”lad os lave et fællesskab,” hvad betyder det så? Det bliver mere håndgribeligt, hvis det bliver bygget op om en konkret aktivitet eller et konkret projekt.
Hun peger på, at når vi først har de vilde haver eller festteltet, kan det føre til mere fællesskab.
Vi ser ofte en spillover-effekt, hvor et skridt tager det næste. Har du først taget et skridt i den rigtige retning og fx plantet sommerfuglebuske i din have for at øge biodiversiteten, så er det mere sandsynligt, at du tager det næste skridt, og det kan være, at du måske overvejer at få solceller på taget. Det kan være, at I starter med at købe et havetelt sammen, og når I så har det, så er det nemt at slå op og arrangere, at I mødes til en fællesspisning.
Vi har ikke valgt vores naboer, på samme måde som vi har valgt vores venner, men derfor er der alligevel gevinster ved at opbygge et fællesskab med de mennesker, der bor omkring os. Men det kræver, at nogen tror på det og gør et forsøg.
Har I stærke relationer, er det det, der gør, at I har lyst til at indgå i en dialog med hinanden, når det bliver svært. Det er nemmere, når man har en relation og forstår hinanden. Det kræver tillid at opbygge et fællesskab, og særligt når det gælder dine naboer, fordi det er nogen, du støder på, men derudover kender du dem ikke rigtigt.
Der er gået halvanden måned af vores eksperiment, og det er tid til at gøre status.
Resultatet er, at vi er fire familier, der vil være med til at købe et havetelt. Alle er familier, som vi kendte i forvejen. Og har tillid til.
Der virker langt til de ti familier, vi gerne vil være for at købe haveteltet sammen. Det har nok ikke været det mest oplagte tidspunkt at gøre forsøget i november-december, hvor alle tænker på indkøb af julegaver snarere end havetelte, og hvor vi fylder op med julefrokoster, luciaoptog, morgenmad på skolen, juleafslutninger og meget andet i både blodbundne, selvvalgte og samfundsansvarlige fællesskaber – så hvem kan ærlig talt overskue tanken om at være med til at skabe et fællesskab på en villavej, når det er her, vi kan gå ind, lukke hoveddøren og endelig falde udmattede om på sofaen?
Jeg kommer til at tænke på en historie, som Emil Busch fra WeUse fortalte. Da WeUses deleplatform blev introduceret i et boligområde, var der en beboer, som lagde lystfiskerudstyr ind i appen, hvor man kan se, hvad folk vil låne eller leje ud. Det viste sig, at to naboer havde fisket i 15 år, men de havde aldrig talt om det. Vi er kommet så langt fra hinanden, at vi måske går glip af chancen for at finde en ny fiskemakker. Måske er det slet ikke farligt og forpligtende at komme tættere på hinanden. Vi behøver ikke at blive perlevenner med vores naboer på villavejen, men måske finder vi nogen, vi har noget til fælles med? Eller måske bliver vi bare bedre til at sige hej, når vi passerer hinanden, selvom det er lettere at kigge ned i fortovet?
Det var dette magasins deadline, der satte tidsrammen for eksperimentet. Når foråret kommer, og vi begynder at drømme om hygge og fest i haven, så giver vi det endnu et skud. Der er ingen tvivl om, at det letteste ville være at give op og gå i byggemarkedet og købe et havetelt. Vores helt eget. Som kunne ligge i skuret og i gennemsnit blive brugt en gang hvert andet år.
Men tilbage i november, da det hele startede med de sedler, min 11-årige og jeg delte rundt i 59 nabopostkasser, mødte vi en nabo helt nede for enden af vejen, hvor vi aldrig kommer. Hun gik foran sit hus og fejede fortovet. Hun spurgte, hvad det var for en seddel, vi kom med, og mens vi snakkede lidt, kom en lille, gråstribet kat forbi. ”Der kommer Batman,” sagde hun.
Et par dage senere fik vi en mail fra ægteparret. De har boet på vejen i 58 år og har ikke brug for hverken festtelt til haven eller andre ting. Men de skrev, fordi de gerne vil udtrykke deres sympati for initiativet og ønske os held og lykke med det.
Det var en dejlig opmuntring. Det kan godt være, vi ikke har fået opbakning til et havetelt endnu. Men nu kender jeg navnene på to naboer mere. Og en kat.
