Du kan godt tjekke, om et stykke brænde er tørt nok til at smide i brændeovnen ved at spytte på det. Spyt på den ene ende af brændestykket og pust hårdt i den anden ende. Hvis træet er tørt, kommer der luft igennem brændestykket, og spytklatten vil boble.

Du kan også dyppe den ene ende af brændet i opvaskemiddel, hvis du ikke vil spytte. Den teknik kan du se demonstreret i videoen herunder

'Sådan tjekker du om dit brænde er tørt'

Hvad kan du ellers gøre for at tjekke om brænde er tørt?

Den sikreste måde at tjekke om brænde er tørt nok til at fyre med er ved at bruge en fugtmåler, som kan købes i de fleste byggemarkeder.

Brænde må højst have et vandindhold på 18 procent, ellers får du ringe varme, sur røg i stuen og ud af skorstenen samt løbesod i skorstenen. Du kan også risikere skorstensbrand, hvis du fyrer med for fugtigt brænde.