Hvad er et brændetårn?

Et brændetårn eller et palletårn er på omkring 1,8 rummeter (m³) og består af stablet brænde.

Først steg priserne på brænde voldomt i 2021 og 2022. I 2023 og 2024 faldt de noget igen, men i 2025 er det igen blevet lidt dyrere at købe brænde til din brændeovn eller pejs.

Det viser en stor test af priser på ovntørret brænde, som Videncentret Bolius har lavet i de senere år, senest i uge 39 2025.

Det er stadig værd at tjekke prisen hos forskellige forhandlere, for der kan være stor prisforskel på brændepriserne.

    Sådan har vi undersøgt priser på brænde

    Vi har undersøgt priserne for et palletårn ovntørret brænde på 21 hjemmesider i uge 39 2025. Flere tidligere brændeudbydere sælger ikke længere brænde, mens andre skriver ”Udsolgt”, eller ikke har alle typer brændetårne, da vi undersøgte priserne.

    Vi har kun undersøgt priserne hos brændeleverandører, der leverer brænde til hele landet (brofaste øer). Vi har tjekket priserne på både bøg, birk, ask, eg og blandet løv. Brændepriserne er inklusive levering, der dog kan variere afhængigt af din bopæl. Hvis brændetårnene har været på tilbud i de uger, hvor vi tjekkede prisen, er tilbudsprisen medtaget.

    Hvad koster et palletårn med brænde?

    Gennemsnitspriserne – vi har kun medtaget priserne for de steder, hvor der ikke er udsolgt – for et palletårn i uge 39 2025 er (i parentes forskellen i procent i forhold til uge 38 2023):

    • Bøg: 3.389 (2 %)
    • Ask: 3.273 kr. (1 %)
    • Birk: 2.993 kr. (12 %)
    • Blandet løv: 2.685 kr. (3 %)
    • Eg: 3.154 kr. (11 %)

    Derfor var brændepriser høje i 2021 og 2022

    Specielt i 2021 og 2022 var brændepriserne høje. Det var de stigende energipriser på fx naturgas og el, der var med til at hæve brændepriserne, fordi det øgede efterspørgslen på brænde. Så da naturgaspriserne og elpriserne faldt, medvirkede det til, at priserne på brænde gik ned igen.

    Spar penge på at købe brænde

    Du kan spare mange penge ved at tjekke priserne, når du køber brænde - uanset, om det er bøg, ask, birk, eg eller blandet løv. Oftest er der nogle hundrede kroner at spare, men i nogle tilfælde er der op til flere tusinde kroners forskel på priserne fra den billigste til den dyreste leverandør.

    Vær opmærksom på, at de ekstra højre priser fra Nettobraendeshop skyldes, at denne forhandler sælger brændetårne på ca. 3 rummeter, mens de andre typisk er omkring 1,8 rummeter.

    Generelt kan du ifølge pristjekket spare 1.400-1.900 kr. afhængig af træsort ved at købe dit brænde det billigste sted. Bauhaus har de billigste priser på fire af fem typer brænde, mens du kan købe det billigste brændetårn med blandet løv hos Jemogfix. Bygma har de højeste priser i alle tilfælde. 

    Vær opmærksom på, at flere af brændeleverandørerne giver rabat, hvis du køber flere brændetårne. Det er ikke medregnet i pristjekket.

    Lokale og regionale sælgere er heller ikke medregnet, så der kan være penge at spare, hvis du undersøger markedet i dit område mere detaljeret.

    Sank dit brænde i skoven – billigt

    Den billigste måde at købe brænde på er typisk i skoven, men brændet kan dog være hurtigt udsolgt. Her er der flere muligheder:

    Sank brænde og selvskovning

    Du kan købe sankebrænde – afmærket træ, der skal opsamles eller fældes – hos Naturstyrelsen. Både hos Naturstyrelsen og i private skove er der også mulighed for selvskovning, hvor du selv må fælde træer, der som regel er afmærket.

    Naturstyrelsen har indført et nyt landsdækkende salg af sankebrænde via nettet. Tilmeld dig nyhedsbrevet Brændeinfo og få besked, når der er sanketræ i dit område. Herefter køber du sankekortet og får tilsendt en købskvittering, og hvor brændet kan afhentes. Du skal hente brændet senest 3 måneder fra købsdatoen.

    Du kan også sanke og købe færdigt brænde i private skove. Find kontaktoplysninger på Dansk Skovforenings hjemmeside.

    Billigt at købe træ hos private eller i løs vægt

    Det billigste brænde får du dog ikke hos de konventionelle brændesælgere.

    Som regel kan du få træet endnu billigere, hvis du finder et brændeudsalg hos en privat eller et savværk, men husk, at der kommer transportomkostninger oveni.

    Der kan også være penge at spare, hvis du får leveret brænde i løs vægt.

    I nogle tilfælde kan du være heldig at få lov at afhente træer, som private har fældet, gratis. Tjek fx i forskellige lokale grupper på Facebook.

    Billigst at sanke brændet selv

    Det allerbilligste er dog typisk i en af de danske statsskove, hvor du har flere muligheder for at få fat på brænde ved at købe sankebrænde eller selv stå for selvskovning. Det kræver dog, at du gør en del arbejde selv.

    Levering af brænde kan koste dyrt

    Flere forhandlere differentierer imellem levering øst og vest for Storebælt, hvoraf levering øst for Storebælt normalt er billigst.

    I Videncentret Bolius’ prisundersøgelse er der medregnet levering til Sjælland, Lolland, Falster og Møn. Det kan derfor godt betale sig at undersøge leveringsomkostningerne for netop din adresse, før du beslutter dig for, hvor du vil købe dit brænde.

    Brænde "til døren" er ikke altid til døren

    Langt de fleste firmaer tilbyder at levere brændet til dit fortov gratis. Priserne i Videncentret Bolius’ undersøgelse er inklusive levering til fortovet.

    Flere skriver, at de leverer brændet "til døren", men det kan du ikke nødvendigvis tage bogstaveligt. Ofte betyder det blot, at firmaerne sætter det tonstunge brændetårn på fortovet ud for din matrikel.

    Har du en lang indkørsel, er du dårlig til bens, eller gider du bare ikke besværet med at slæbe brændet fra fortovet og ind i brændeskuret, er det værd at notere sig, hvem der tilbyder transport helt ind, hvor du vil have brændet stående, samt hvor meget det koster.

    Husk, at firmaerne er afhængige af, at underlaget er fast, da brændet + gaffeltrucken kan veje 2-3 ton. Derfor fraskriver flere firmaer sig også ethvert ansvar for skader - som fx knækkede fliser - i forbindelse med levering inde på grunden.

    Forskel på, hvad der bliver leveret

    Det kan også betale sig at tjekke, hvad det enkelte firma leverer. Der kan således være forskel på størrelsen af brændetårne. De fleste leverandører oplyser, at deres brændetårne er ca. 1,8 m3.

    Vær opmærksom på, at du hos nogle firmaer skal bestille minimum to paller for at få dem leveret.

    Lufttørret vs. ovntørret brænde

    Videncentret Bolius har kun undersøgt priserne på ovntørret træ hos brændesælgerne. Det ovntørrede brænde bør være klar til brug, når du får det leveret, selvom du ikke kan være helt sikker på det.

    Leverandørerne sælger også lufttørret træ, hvilket typisk betyder, at det ikke er tørt endnu og stadig har brug for at ligge nogle måneder eller et års tid endnu for at tørre helt igennem.

    Er der mere vand i træet, er det sværere at tænde, og du får mindre varme og mere sod, der kan føre til løbesod i skorstenen og i værste fald skorstensbrand.

    Se filmen 'Sådan tjekker du om dit brænde er tørt'

    Hvad skal du være opmærksom på, når du køber ovntørret brænde?

    • Brændværdi – forskellige træsorter har forskellig vægtfylde, der har en afgørende betydning for, hvor meget energi der er i brændet. Bøg har den højeste brændværdi efterfulgt af ask/eg og birk.
    • Fugtindhold – bør være højst 18 %, tjek det med en fugtmåler, når du får det leveret.
    • Brændets kvalitet – jo mere kernetræ jo bedre, jo flere grene jo dårligere.
    • Levering – er prisen inkl. levering, og leveres brændet til fortov eller døren?
    • Mængden af brænde – angiver sælgeren brændetårnets indvendige eller udvendige mål (du får mest brænde, hvis det er indvendige mål)? Tjek, at du fået den korrekte mængde, når brændet leveres.
    • Brændeleverandørens omdømme – tjek evt, anmeldelser af firmaet på Trustpilot.dk eller på Google.

    Brænde skal have et fugtindhold på højst 18 %

    Brænde bør have en fugtighed på omkring 18 %, når du putter det i brændeovnen, fordi du dermed sikrer en såkaldt ren forbrænding, hvor du får fuld udnyttelse af træets energi og dermed mest mulig varme.

    Aftal fugtindhold med leverandøren

    Når du bestiller brænde, bør du aftale med sælgeren, hvilken fugtighedsprocent brændet skal leveres med, og du bør kontrollere, om det leverede brænde har den aftalte fugtighedsprocent, inden lastbilen kører igen.

    Det gør du med en fugtighedsmåler til brænde, der kan fås til et par hundrede kroner i byggemarkeder. Stik måleren ind omkring centrum af træet, og aflæs fugtighedsprocenten. Er den højere end det aftalte, bør du sende brændet tilbage eller få et afslag i prisen.

    Tjek brændeleverandøren

    Det kan være en god idé at tjekke, om brændeleverandøren er god nok, inden du køber brænde.

    Du kan fx google navnet på leverandøren og se, om der dukker nogle omtaler op, eller tjekke anmeldelser på sites som Trustpilot.

    Hvilket brænde har størst brændværdi?

    Træets brændværdi er den mængde varme, der udvikles ved fuldstændig forbrænding. Brændværdien afgør altså, hvor meget energi der er i brændet – jo højere brændværdi, jo bedre.

    For næsten alle træarter er veddet bygget op på omtrent samme måde. Derfor er brændværdien for forskellige træarter nogenlunde ens, nemlig 19 megajoule (MJ) pr. kilo tørt træ. Men fordi løvtræ vejer mere end nåletræ pr. rummål, er der mere brændværdi i en kævle løvtræ end i en kævle nåletræ af samme størrelse.

    Blandt de forskellige sorter af løvtræ er er der mest brændværdi pr. rummål i bøg. Der er altså størst brændværdi i et palletårn af bøgetræ end af andre træsorter. Eg, ask, elm og birk har også en rigtig god brændværdi.

    Træart

    Rumtæthed (kg tørstof/m³)

    Bøg

    580

    Eg

    570

    Ask

    570

    Elm

    565

    Birk

    540

    Ahorn

    500

    Bjergfyr

    490

    Pil

    460

    El

    440

    Skovfyr

    430

    Lind

    420

    Gran

    370

    Poppel

    370