
Du skal generelt undgå at bruge redskaber eller midler, der kan slibe og ridse glasset i din brændeovn. Arkivfoto.
Uren forbrænding i din brændeovn får glaslågen til at sode til. Det ser grimt ud, og du kan ikke kan se flammerne danse.
Vil du gerne have en ren og usodet glaslåge i din brændeovn kan du følge dette enkle rengøringstip.
Fugt et stykke køkkenrulle med lidt vand, og dyp det i noget af den hvide aske i bunden af brændeovnen. Gnid så lågen ren. Du kan også bruge avispapir i stedet for køkkenrulle.
Hvad kan du ellers bruge til at rense glaslågen i din brændeovn?
Aske og køkkenrulle er ikke den eneste måde at gøre det beskidte glas i brændeovnen rent på. Du kan bruge glaskeramisk rens af den slags, som du også kan bruge til at gøre din keramiske kogeplade ren med.
Nogle brændeovns-producenter markedsfører også rensemidler til brændeovne. Bemærk, at der naturligvis skal arbejdes lidt for at få renset ovnlågen tilstrækkeligt.
Hvis du bruger glaskeramisk rens, skal du huske at tørre alle rester af med en klud fugtet i rent vand, før du tager din brændeovn i brug igen.
Det er generelt en god idé at tjekke brugsanvisningen for din brændeovn samt høre sælgeren og/eller producenten om gode råd.
Hvad må du ikke bruge til at gøre glaslågen i brændeovnen ren?
Du skal generelt undgå at bruge redskaber eller midler, der kan slibe og ridse glasset i din brændeovn. Du må altså ikke bruge fx ståluld til at fjerne genstridigt og fastgroet sod, fordi du risikerer at ridse glasset.
Hvordan undgår du tilsodet glas i brændeovnen?
Glasset i brændeovnen bliver tilsodet, fordi forbrændingen i ovnen ikke er ren. Hvis du sørger for at fyre rigtigt, kan du helt slippe for at skulle rengøre glaslågen.
Sådan fyrer du rigtigt
Sørg for, at der er træk i skorstenen ved at åbne brændeovnens låge lidt, inden du tænder op.
Sørg for rigeligt med luft i brændeovnen gennem ventil eller spjæld, når du tænder op.
Sørg for, at ilden hurtigt får godt fat ved at bruge gamle aviser, tørrede kviste eller optændingsblokke til optændingen.
Vælg lette træsorter som fyr og gran til optænding.
Vælg tungere træsorter som bøg, eg og ask, hvis du skal varme huset op en hel dag. De brænder længere.
Brug kun tørt brænde med en fugtprocent på 18 eller derunder. Hvis træet har en fugtprocent på mere end 18, er det svært at få en ren forbrænding.
Brug ikke for store eller for små stykker brænde i forhold til ovnens brændkammer. For store stykker kan resultere i mangel på ilt til forbrændingen, og for små stykker giver for lav temperatur. Som regel er en længde på 25-35 cm passende.
Fyr ikke med spånplader eller træ, der er trykimprægneret, limet, malet, lakeret eller på anden måde behandlet. Det er ulovligt, da det udleder giftstoffet dioxin.
Fyr ikke med farvede tryksager, mælkekartoner, plastik og lignende. Det er forbudt, fordi der dannes giftige gasser ved afbrænding i brændeovn.
Fyr med lidt brænde ad gangen og tit. Så får du en optimal forbrænding og en mindre røgudvikling – og dermed mindre sod på glaslågen.
- Skru ned for luftspjældene, så luftmængden nedsættes, når der ikke længere er ret mange mørkegule flammer.