Spørg Bolius
Kan genbrugsmaterialer indgå i beregning af energiramme?
Kære Bolius,
Vi bestræber os efter at bygge så bæredygtigt som muligt og har derfor købt et par ‘upcykled’ yderdøre. Dvs. at selve dørene er nye døre som er kommet i overskud fra andre byggerier og nye karme til, er lavet af en snedker.
Nu er vi nået dertil hvor der skal regnes på energirammen kommer jeg i tvivl omkring hvis jeg har dummet mig.
Til øvrige vinduer og døre i huset har vi ordrebekræftelser med al mulig info som kan bruges til regnestykket. I ordrebekræftelsen til de ‘upcyklede’ døre står der blot mål, materiale og at det er med 3-lags rude à 2x isoruder.
Jeg bliver usikker på om jeg har dummet mig helt, og nu skal skifte dørene ud til nye, eller om der er flere måder at dokumentere dørenes duelighed på?
Som nævnt er det jo nye døre, som blot har fået nye karme og en ny 3-lags rude… Kan det være forskel på hvad forskellige energikonsulenter kræver af dokumentation?
Venlig hilsen,
Elvira B
Hej Elvira
Jeg synes på ingen måder, I har dummet jer ved at købe upcyclede byggematerialer – næsten tvært imod. Jo mindre vi kan bruge af nyt, og jo mere vi kan bruge af det, der allerede er produceret, taler direkte ind i en mere bæredygtig tankegang.
Men lige med hensyn til at lave beregning af energirammen, vil der dog være en lille udfordring, når nu I ikke har tal fra en producent. Men med kendskab til dimensioner og tykkelse på glasset mv, er det muligt at regne værdier for dørene. Har I ikke allerede en bygningskonstruktør eller ingeniør ind over projektet, vil jeg anbefale, I kontakter en.
Fortsæt med de gode bæredygtige tanker trods udfordringerne. God fornøjelse med projektet.
Med venlig hilsen