Kan højtryksrensning skade terrassefliserne? Og hjælper en imprægnering mod alger?

Hej Bolius

Jeg overvejer at få fjernet flisepest mv. på mine terrassefliser, men jeg er i tvivl, om det skader fliserne og gør deres overflade porøse og dermed mere sarte fremover.

Jeg har set reklamer fra flere firmaer, som kommer og giver fliserne et middel, som skulle gøre fliserne så gode somnye, men er det en god ide? Jeg vil selvfølgelig helst ikke ødelægge mine fliser.

Hvad er jeres erfaring med dette?

Venlig hilsen
Hanne B

Kære Hanne B

I Bolius har vi ingen erfaring med imprægnering af terrasser, men vi vil umiddelbart ikke anbefale at behandle terrassen, da terrassefliser er produceret til at kunne klare udevejr hele året - i mange år.

Men den fugtige vinter har givet gode vækstforhold for alger og flisepest, men det ændrer sig, så snart det bliver mere tørt vejr.

Du skal være opmærksom på, at højtryksrensning og behandlingen af fliserne kan give risiko for at skade flisernes overflade, som er langt hårdere end resten af flisen, da den er konstrueret til at kunne afvise vand, fugt, skidt og møg.

Og en rensning vil gøre overfladen mere åben og dermed modtagelig for fugt, alger og hvad der eller kommer på en udendørs vandret overflade. Det vil derfor give langt mere vedligeholdelsesarbejde fremover.

En efterbehandling med en eller anden form for forsegling eller andet kemisk middel vil ikke give en lige så robust og holdbar overflade og ville så skulle gentages jævnligt med de udgifter, det giver.

Derudover vil kemikalierne give en unødvendig belastning af miljøet.

Læs mere: Hvordan fjerner du alger fra din stenterrasse?

Med venlig hilsen

Bolius - et helejet Realdania selskab