Spørg Bolius

Kan vi lægge laminatgulv ovenpå klinkegulvet, eller skal det fjernes først?

Hej Bolius

Vi har klinkegulv med brede fuger i vores køkken/alrum og fordelergang, og vi vil i stedet gerne have Pergo Laminatgulv. 

Vi har talt med en ven, som er murer, og han anbefaler, at vi blot lægger gulvet ovenpå de eksisterende klinker, da det vil være et stort arbejde at fjerne klinkerne, men jeg er i tvivl om, hvorvidt det nu også er den rette løsning. Vi har gulvvarme, og vil det stadig virke optimalt igennem klinker og efterfølgende laminatgulv?

Vil vi ikke skulle lægge et lyddæmpende underlag imellem klinker og laminatgulv, for at det bliver lyddæmpet, og vil det så give for stor niveauforskel til de tilstødende rum?

Han siger, vi kan gøre det samme i stuen og værelser, som vi gerne vil gøre ens, og hvor der p.t. er parketgulve, så vi også bare lægger nyt Pergo ovenpå dem.

Min mand har lettere nedsat hørelse, og vi håber derfor, at det vil gøre noget for lyden, at vi skifter til Pergo og lægger et underlag.

Kan eksisterende gulv forblive?

Tak

Heidi M

Hej Heidi

Altså… I kan gøre begge dele, men du har ret i dine bekymringer for det endelige resultat. 

Niveauforskellene er næsten det mindste, og hvis ikke man tager højde for det og planlægger løsningen lidt, så er der selvsagt risiko for forskellige uheldige løsninger her og der.

Dertil kan der opstå en række små detaljer her og der, som kan drille. Det kan være alt lige fra dørhøjder, kanter ved køkkensoklen, indfatning og fodlister.

Under et svømmende gulv skal der lægges et trinlydsdæmpende lag. Ellers vil gulvet larme meget og være ubehageligt at gå på. Og ja, det fylder også lige 2-3 mm.

Det bedste er at tage klinkerne af og få renset/slebet betongulvet rent og jævnt under. Men det er dyrt og omstændeligt, og så kan man ikke gå tilbage, skulle man fortryde valget om trægulve. 

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden