Køb af naturgas til din bolig

Du kan frit vælge, hvilket naturgasselskab der skal levere naturgas til din bolig. Tjek priser på Gasprisguiden.dk.

Du kan selv vælge, hvilken af de tre leverandører, der skal levere gas til dit naturgasfyr.

Du kan selv vælge, hvilken af de tre leverandører, der skal levere gas til dit naturgasfyr.

Kan du frit vælge, hos hvilket selskab du vil købe naturgas?

Ja. Den 1. januar 2004 blev det danske naturgasmarked frit. Det betyder, at du frit kan vælge, hvem der skal levere naturgas til din bolig.

Der vil dog altid være et bestemt selskab, der har forsyningspligt i lige netop dit område, dvs. skal levere gas til dig, hvis du ønsker det, og vil gøre det automatisk, hvis du ikke vælger et andet selskab.Tjek priserne på Gasprisguiden.dk

Hvad bør du overveje, når du køber naturgas til din bolig?

Der er ikke grund til de store overvejelser, når du køber naturgas. Priserne er normalt ret ens, og naturgassen bliver leveret i de samme rør under jorden uanset, hvilket selskab du bruger.

Hvordan finder du det billigste naturgasselskab?

Energitilsynet har pålagt naturgasselskaberne at offentliggøre standardpriser og betingelser på deres hjemmesider. Desuden skal naturgasselskaberne løbende melde standardpriser ind til forbrugerportalen Gasprisguiden.dk, hvor du kan sammenligne naturgaspriser og beregne prisen på dit gasforbrug hos de forskellige leverandører.

Priserne på naturgas svinger i løbet af året, afhængigt af markedet. Derfor er det altid en god idé også selv at indhente tilbud hos gasleverandørerne. Prisen på naturgas er sammensat af flere elementer, og selve naturgassen udgør kun ca. 40 procent af den samlede pris. Dertil kommer afgifter, moms og distribution.

Sådan er prisen på naturgas sammensat:

  • Naturgas, 40 procent 
  • Afgifter, 35 procent
  • CO2 og NOx afgifter, 7 procent
  • Distribution, 18 procent.

Naturgasprisen indeholder både prisen for selve naturgassen og omkostninger til lager og overføring af energi. Det er kun prisen på selve gassen, der stiger og falder, samt momsen, som følger prisen.

Afgifter er energi- og CO2-afgifter. Afgifterne er faste uanset leverandør.

Prisen for at få naturgassen helt frem til din bolig inkluderer også omkostninger til bl.a. naturgasnettet, måler og sikkerhed. Denne pris er fast uanset, hvem du vælger som gasleverandør. Prisen for distribution reguleres hvert år pr. 1. januar.

Hos nogle selskaber er det muligt at få prisen låst fast, så du på den måde kender udgiften til naturgas et år eller to ud i fremtiden. Gør du det på det rigtige tidspunkt, hvor prisen på gas er lav, kan der være penge at spare.

Hvordan skifter du naturgasselskab?

Det er enkelt at skifte gasselskab. Du skal blot ringe til det naturgasselskab, du ønsker, og derefter ordner de resten. Du skal oplyse dit aftagernummer, som står på din regning. Skift af naturgasleverandør kan foretages med en måneds varsel til den 1. i måneden.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab