Hvilket materiale skal du bruge til din kompostbeholder?

Der findes flere typer kompostbeholdere, og særligt materialet er vigtigt, når du skal vælge, hvilken du har brug for. Materialet er nemlig afgørende for, hvor lang levetid beholderen får.

En kompostbeholder i træ kan holde i mange år, hvis den er bygget i gode træsorter som tuja, lærk, ceder eller eg. Dyrker du din have økologisk, skal du vælge træ, som ikke er imprægneret.

Skal din kompostbeholder ikke være i træ, kan du vælge modeller i plast eller galvaniseret stål. Begge muligheder er meget solide, og kan tåle det omskiftelige vejr, der bølger gennem haven.

Skal kompostbeholderen være åben eller lukket?

Der er flere måder, du kan kompostere på, og foruden en bunke på jorden kan du vælge en lukket og en åben kompostbeholder. Den vigtigste forudsætning for at danne god humus er, at beholderen har en åben bund. Det giver kompostormene mulighed for at komme ind til det organiske materiale, så de kan omsætte det, og samtidig kan kompostvæske og vand løbe væk.

En åben bunke på jorden

Når du komposterer dit haveaffald i en bunke, er det let for dig at stikke den om. Samtidig kan du også hurtigt smide afskårne blomster, hækafklip og nedfaldsblade i bunken uden at fjerne et låg først. Vælger du denne løsning, kan det være en fordel at lægge fliser omkring komposteringsstedet, så du forhindrer mosegrise i at slå sig ned.

Åben kompostbeholder

Vil du udelukkende kompostere hækafklip, visne blomster, smågrene og andet haveaffald, er en åben kompostbeholder et godt valg. Vælger du en åben kompostbeholder til din have, er det en fordel at opsætte en model med 2 rum, så du lettere kan stikke komposten om.

Er det en varm sommer, som sendes ind over landet, må du dække komposten med en presenning, så den ikke tørrer ud. Det samme må du gøre om vinteren, når regn og sne skyller ned over haven, for den tunge nedbør kan vaske de vigtige næringsstoffer ud af komposten.

Lukket kompostbeholder

En lukket kompostbeholder har den klare fordel, at regnvand, tøsne og blæst ikke kan trænge ned i beholderen. Det er afgørende, for i det lukkede miljø holdes temperaturen stabil og fugtniveauet højt, så der er mindre risiko for udtørring. Samtidig bliver næringsstofferne heller ikke vasket ud, når du komposterer i en lukket beholder.

Derudover er en lukket kompostbeholder rottesikret, og derfor kan du med ro i maven smide både køkkenaffald og haveaffald i beholderen. En kombination af vådt køkkenaffald og tørt haveaffald er perfekt til at skabe en god omsætning i kompostbeholderen.

Fordele og ulemper ved at have en kompostbeholder

Der er både fordele og ulemper ved de tre komposteringsmetoder. En lukket kompostbeholder har den fordel, at den er diskret at have stående i den lille parcelhushave samtidig med, at den er sikret mod rotter. Ulemperne er, at den har begrænset kapacitet og kan være sværere at stikke om. Det vil du ikke opleve, hvis du vælger en åben kompostbeholder, for den kan du udvide og tilpasse efter dine behov.

Uanset, hvilken metode du vælger, er der flere fordele forbundet med at lave sin egen kompost. Fx at du gør noget godt for miljøet, og samtidig slipper for turene til genbrugspladsen med haveaffaldet, for det kan smides direkte i kompostbeholderen, hvor ormene omsætter det til humusrig jord, du kan bruge i dine bede.

Rottesikring – sådan undgår du skadedyr i komposten

Haveejerens største frygt er, at rotterne flytter ind på matriklen. Gnaverne kan nemlig være svære at slippe af med, og de kan hurtigt gøre stor skade. Du kan dog roligt etablere en kompostbunke uden at være nervøs for, om rotterne følger med.

Almindeligt haveaffald tiltrækker ikke rotter, men smider du køkkenaffald i dyngen, kan det tiltrække dyrene, og derfor skal du ikke lægge forarbejdet mad, kødrester og æggeskaller på komposten.

Vil du være på den sikre side, kan du vælge en rottesikret kompostbeholder. Den er udformet med et kraftigt trådnet i bunden, så skadedyrene ikke kan komme ind til have- og køkkenaffaldet.
En lukket kompostbeholder er rottesikret, for her forhindrer en bund dyrene i at trænge ind til komposten.

Hvordan bygger du selv en kompostbeholder?

Tager du turen til byggemarkedet, kan du finde et stort udvalg af kompostbeholdere, som leveres i samlesæt. Hjemme i din have kan du selv samle og opsætte din nye beholder og hurtigt komme i gang med at kompostere dit haveaffald.

Har du derimod særlige ønsker til, hvordan din kompostbeholder skal se ud, kan du bygge din egen.

Når du bygger en hjemmelavet kompostbeholder, må du være opmærksom på, at beholderen kan holde på fugten. Det er nemlig afgørende for, at komposten bliver omsat. Du sikrer, at det fugtige miljø opnås ved ikke at have for store mellemrum mellem de brædder, der udgør kompostbeholderens sider. Der skal højst være 0,5 centimeter mellem dem, for på den måde kan der også komme luft ind i beholderen.

Kompost skal stikkes om, og det kan du med fordel tage højde for, når du selv bygger din kompostbeholder. Byg derfor beholderen med to kamre, så du kan have gang i to forskudte kompostdynger på samme tid, og kan den ene side af kompostbeholderen fjernes, vil det også gøre det lettere for dig at stikke materialet om.