Jeg gør det aldrig igen, bedyrer tv-vært og influencer Lisbeth Østergaard, som noget af det første, når snakken falder på hende og manden Ralf Christensens husprojekt. At lave så gennemgribende en renovering inklusive en stor tilbygning - ovenikøbet samtidig med et stort bryllup og småbørn i familien på en gang - det trækker tænder ud.

Det var egentlig slet ikke meningen, at de skulle købe et hus, men da nogle gode venner fortalte, at deres nabos hus var til salg, slog de til.

- Første gang vi var i huset, sagde vi begge to ”Nej, nej, nej”. Alt var galt, og alt skulle laves om. Vi kunne slet ikke se mulighederne, husker Lisbeth Østergaard og griner ved sig selv, når hun ser tilbage på billederne af det gamle hus.

For et par år siden var vi med i DR-programmet ”Kender du typen”, og der sagde de, at der ikke var så meget personlighed over vores daværende hjem. Det ramte mig nok lidt.
Lisbeth Østergaard, husejer

Vi er ikke gør det selv-mennesker

I dag er det slet ikke til at se, hvor det gamle hus sluttede og det nye begyndte. Det er stort set kun ydervæggene, der er tilbage.

- Det var vitterligt forfærdeligt, for vi er ikke gør det selv-mennesker, og der er nok også en del ting, jeg ville have gjort anderledes i dag. Men i dag er vi meget glade for vores hjem, siger Lisbeth.

Stor ombygning og 70 m2 tilbygning

Parret flyttede ind, da det oprindelige hus var blevet istandsat, og så gik håndværkerne i gang med den 70 m2 store tilbygning, og til sidst blev haven ordnet.

Huset er i tre plan, hvis man tæller kælderen med - i alt omkring 250 m2. I stueplan ligger husets hjerte: et åbent køkken og stue. Her er indrettet med et stort, rundt spisebord og et legehjørne til børnene, så alle kan være sammen, uanset hvad man laver.

Fra stuen er der udgang til en pragtfuld, lukket baghave med morgensol.

Boligen kort

Hvem bor her: Tv-vært og influencer Lisbeth Østergaard, 40, pædagogisk holdleder Ralf Østergaard Christensen, 42, samt børnene Viggo 5 og Carlo på 2 år.

Hvilket slags hus: Halvt dobbelthus fra 1950’erne i tre plan, udvidet og renoveret i 2016-2017

Hvor mange m2: Ca. 250 m2 inklusive kælder

Sådan var ombygningen: Kaotisk, gennemgribende og fuldstændig rædselsfuld undervejs, hvis du spørger boligejerne. De sværger, de aldrig ville gøre det igen, men de knuselsker resultatet og de mange praktiske løsninger.

Specielle forhold: Med et hus i tre plan skulle der tænkes kreativt, når alt skal være praktisk og nemt i hverdagen med små børn og travle forældre.

Tid og pris: Købt i 2016 og startet renovering samme år. Huset kostede 5 millioner kr. og istandsættelse, tilbygning og indretning af haven 3,5 millioner kr.

Lisbeth Østergård og mand flytter i tilbygning, når børnene bliver store

På første sal er der soveafdeling til drengene Viggo og Carlo, som deler soveværelse, så længe de er små, samt et forældresoveværelse. Planen er, at når drengene bliver teenagere, flytter forældrene ned i gæsteværelset i tilbygningen med adgang til bad og toilet i kælderen.

- Vores hjem skal være den base, hvor man føler sig tryg, og hvor man kan blive nulstillet og finde ro. Børnene må alt her - stort set. Ting er til for at bruges, og det må godt kunne ses, at vi har to børn, siger Lisbeth Østergaard.

Efter ”Kender du typen”: Hjemmet skal være personligt

Lisbeth går ikke så meget op i designermøbler eller i at følge en bestemt trend. Vigtigst er, at hjemmet er et personligt hjem.

- For et par år siden var vi med i DR-programmet ”Kender du typen”, og der sagde de, at der ikke var så meget personlighed over vores daværende hjem. Det ramte mig nok lidt. Nu har vi mange ting, som signalerer, hvem vi er: Star Wars-ting, børnenes legetøj og min mormors gamle vase, siger Lisbeth.

Stil? Rodet, tilfældig og praktisk

Hvis man beder hende beskrive sin stil med tre ord, siger hun:

- Rodet, tilfældig, praktisk. Hvis vi mangler en stol, så køber jeg en stol. Det tænker vi ikke så meget over.

Lisbeth og hendes mand, Ralf, elsker at være i haven med deres børn. I forhaven er græsset kunstgræs, mens baghaven er flisebelagt.

- Alt skal være så nemt som muligt for os. Vi kan ikke finde ud af at lave noget håndværk selv, og derfor står der fx også et billede, som burde blive hængt op, men som venter på, at min svigerfar kommer forbi med en hammer, siger Lisbeth Østergaard og slår en hjertelig latter op.