Framelding af indenfrosset grundskyld – sådan gør du

  1. Klik ind på "Fra-/tilmelding af indefrosset grundskyld" på borger.dk
  2. Klik på ”Videre”
  3. Log på med NemID
  4. Klik på ”Frameld”

Du behøver ikke længere at vente til 2024, eller til du sælger din bolig, med at betale indefrossen grundskyld, har Folketinget besluttet.

Siden 2018 har boligejere fået indefrosset de årlige stigninger i grundskylden (den kommunale ejendomsskat), og med lovændringen kan du fra 1. maj 2021 både betale den indefrosne grundskyld, du allerede har stående, samt de kommende stigninger. Fravælger du indefrysnings-ordningen, skal du betale det beløb, der allerede er indefrosset.

Det er kun din andel af indefrysningen på ejendommen, der frameldes. Så er I flere, der ejer huset, ejerlejligheden eller sommerhuset, skal den anden/de andre selv framelde sig ordningen, hvis de ønsker det.

Muligt at tilmelde sig indefrysningsordning igen

Når du har fravalgt indefrysningsordningen, kan du ikke fortryde dit valg. Men du kan tilmelde dig ordningen igen fra og med næste grundskyldsrate (du betaler grundskyld to gange om året), og så bliver evt. fremtidige stigninger i grundskylden igen indefrosset.

Der bliver ikke beregnet renter af det indefrosne beløb. Det sker kun, hvis du fravælger ordningen og ikke indbetaler det indefrosne beløb indenfor betalingsfristen, oplyser Skattestyrelsen.

Indefrysning af grundskyld

Alle boligejere, der har haft en stigning i grundskylden (ejendomsskatten) fra 2017-2018, har været tvunget til få indefrosset stigningen i stedet for at kunne betale den. Det blev besluttet i forbindelse med vedtagelsen af Boligskattereformen i 2017.

I første omgang gjaldt indefrysningen til og med 2020, men den blev forlænget til ultimo 2023, da Boligskattereformen blev udskudt til 2024. Men nu kan du altså fra 1. maj 2021 selv beslutte, om indefrysningen skal fortsætte eller ej - vil du stoppe den, skal den indefrosne gæld betales.

Indefrysningen betyder i praksis, at kommunen låner dig penge til at betale for en evt. stigning i ejendomsskatten.

Siden skattestoppet i 2001 er der lagt begrænsninger på stigninger i grundskylden, da grundens vurdering højst kan stige med 5–7 procent årligt. Det er denne stigning, som bliver indefrosset som gæld i boligen.

Frivilligt, om du vil betale stigninger i grundskyld

Det er op til dig selv, om du vil stoppe med indefrysningsordningen og dermed betale den grundskyld, der allerede er indefrosset, og stoppe med at indefryse grundskylden fremadrettet.

Hvis du ikke fravælger ordningen, skal du først betale det samlede beløb, når du sælger din bolig.

Hvordan ser man indefrosset grundskyld?

Hvis du ejer en bolig, får du i begyndelsen af hvert år i e-boks tilsendt ”Indefrysning af grundskyldsstigning Årsopgørelse”.

Her kan du se, hvor stort et beløb du har fået indefrosset i grundskyld – både pr. år og de to rater, du betaler hvert år.

Nederst i dokumentet står der ”Indefrysning på sag…”, og her står det samlede beløb, der er blevet indefrosset for din bolig.

Forskel på, hvor meget indefrosset gæld man har

Hvor meget du skylder din kommune afhænger af, hvor meget du betaler i grundskyld. Jo mere du betaler, desto flere penge er blevet indefrosset. Derfor har boligejere i hovedstadsområdet ofte et større beløb indefrosset end de steder, hvor boligpriserne ikke er så høje.

For mange boligejere vil den indefrosne gæld være relativ beskeden, hvis de vælger at betale den fra 1. maj 2021. Den kan dog løbe op, hvis de vælger fortsat at indefryse stigningerne i grundskylden.

Som tommelfingerregel kan du gå ud fra, at du primo 2024 skylder kommunen tredive gange så meget som stigningen på grundskylden udgjorde i 2018. Hvis stigningen i grundskyld eksempelvis udgjorde 350 kr. i 2018. vil du primo 2024 skylde ca. 10.000 kr. til kommunen.

For at tommelfingerreglen er gældende, er det en forudsætning, at den såkaldte grundskatteloftværdi i perioden endnu ikke er kravlet op over grundværdien.

Indefrosset grundskyld kan løbe op i 60.000-70.000 kr. i 2024

En beregning, som Videncentret Bolius’ boligøkonomiske ekspert, Jørgen Munksgaard Rasmussen, tidligere har foretaget, viser, at der vil være en samlet indefrosset grundskyld på 60.000-70.000 kr. i 2024 for en typisk familiebolig i København, mens den formentlig vil være lidt mere end 10.000 kr. for to boliger i henholdsvis Vejle og Svendborg.  

Betal den indefrosne grundskyld, hvis du betaler negativ rente

Da staten ikke forlanger rente på det indfrosne beløb, vil du opnå en lille gevinst, hvis du har gæld i forvejen og bruger besparelsen ved indefrysningen på at nedbringe trækket på en dyr kassekredit.

Men i nogle tilfælde kan det godt betale sig at indfri gælden, anfører Jørgen Munksgaard Rasmussen.

- Hvis du har du overskydende penge på kontoen og måske betaler negativ rente til banken, vil det være en god idé at betale den indefrosne grundskyld så snart, det er muligt, vurderer han.

Derudover peger Jørgen Munksgaard Rasmussen på, at det for nogle boligejere kan opleves som ubehageligt at skylde penge til kommunen. Er det tilfældet, er det også en god idé at indfri gælden så hurtigt som muligt.