Marianne og Steens rejse

Marianne og Steen flyttede i foråret 2019 ind i seniorbofællesskabet Kamelia Hus på Grønttorvet i Valby. Vi har fulgt dem før, under og efter indflytningen i lejlighedsbyggeriet, hvor de nu har en hverdag med beboerne i de 48 andre lejligheder i bofællesskabet.

Du kan finde de to første artikler i serien i bunden af denne artikel.

Læs mere om Kamelia Hus

En grå efterårsdag får ikke mange til frivilligt at forlade deres varme hjem. Men i seniorbofællesskabet Kamelia Hus i Valby er det jo så godt, at selvom beboerne går ud ad hoveddøren, kan de stadig være indendørs.

For med flere fællesarealer i bygningen hvor man kan sludre med andre, læse bøger eller finde en modstander til en omgang bordtennis, er der tilbud at vælge imellem selv sådan en grå, tirsdag formiddag.

Det er godt et halvt år siden, vi første gang mødte Marianne Albertsen og Steen Kjærsgaard og fulgte dem, da de pakkede de første flyttekasser ud i den lejlighed, hvor de nu bor dør om dør med omkring 60 andre seniorer.

– Jeg er glad for at være flyttet hertil, siger Marianne.

Hvorfor får vi et indblik i på en rundtur denne formiddag. Her møder vi flere af Marianne og Steens naboer og fornemmer engagementet i Kamelia Hus. Der bliver talt om det nye lys og hylder i værkstedet, ligesom de nye malerier øverst oppe bliver drøftet med naboer på rundturen.

– Alle er begejstret for huset, siger Steen.

Mange aktiviteter i gang i Kamelias Hus

Livet i seniorbofællesskabet giver i dag mange muligheder for Marianne og Steen. Hver mandag står Steen klar med battet ved bordtennisbordet, mens Marianne sammen med havegruppen har haft masser af planter i orangeriet denne sommer. Og er de med til fællesspisning cirka tre gange om ugen med alt fra 8-30 deltagere. 

– Jeg synes, der sker meget med yoga, gymnastik og bordtennis. Der er også godt gang i biblioteket, hvor folk også bare sætter sig op, fordi der er en rar stemning, siger Steen og fortsætter:

– I vores kreative afdeling på 4. og 5. sal, der endnu ikke er færdigindrettet, har det mere været spontane ting som strygning, brug af symaskiner og hårklipning, forklarer han.

Udfordringer for seniorfællesskabet

Det har været et travlt første halvår for det nye fællesskab. Mens der har været gang i fællesspisningerne, yogaundervisningen og boglæsningen, har seniorerne i Kamelia Hus også haft udfordringer undervejs, bl.a. med meget støv og støj fra nærliggende byggerier.

Grønttorvet, hvor seniorbofællesskabet er beliggende, er en bydel under opførsel, og nogle steder en stor byggeplads. Når blikket kastes ud af vinduerne i Marianne og Steens stuelejlighed, så ses både kraner og håndværkere i gang med at gøre boliger klar til nye beboere i bydelen. 

Ligeledes var Marianne og Steens lejlighed helt nybygget, da de rykkede ind i slutningen af februar. Mens selve lejligheden var blevet færdig til tiden, så haltede nogle af fællesarealerne. De findes på hver etage fra stueetagen til 5. sal og er med til at skabe de naturlige møderum for beboerne. 

- Vi flyttede ind i et hus, hvor fællesarealerne ikke var klar ved indflytning. Det har gjort det svært at finde de rammer, hvor fællesskabet skal opstå, siger Marianne. 

For høje forventninger til den første tid i bofællesskab

De indrømmer også, at de har haft høje forventninger til, hvordan fællesskabet i deres drømme skulle se ud efter et halvt år i Valby.

– Jeg havde helt klart store forhåbning omkring, hvordan det ville se ud allerede nu. Og set i bakspejlet ville det nok have været en god ide at sænke mine forventninger til, hvor hurtigt vi ville få fællesskabet i gang, siger Steen og uddyber.

– Vi er på ingen måder så utilfredse, at vi vil flytte. Vi er sikre på, at vi har været gennem den sværeste periode, og der er søde mennesker her, hvor der helt klart også er potentiale til mere fællesskab. Men samtidig tror jeg ikke, vi når det niveau, jeg havde håbet for halvandet år siden, forklarer han.

Kunne Marianne have givet sig selv et godt råd inden indflytningen, så ville det være at være indstillet på endnu flere kompromisser.

– Jeg er glad for at være flyttet ind her, men man kan ikke få alle ønsker opfyldt, når man er så mange forskellige mennesker samlet i et fællesskab. Der er mange dejlige mennesker her, og vi har allerede fået gode venskaber, som vi også dyrker uden for huset. Jeg synes generelt, vi her i huset giver meget til hinanden, så der et godt potentiale, og jeg tror, vi får et godt liv her, siger Marianne.

Positive om fremtiden i Kamelias Hus

Mens parret var klar til at indgå relationer med de mange nye naboer fra start, så har alle i bygningen haft brug for en tilvænningsperiode af forskellig længde. 

Nogle er flyttet langvejsfra og har brugt det første halve år på at finde sig til rette i bygningen og hovedstaden, hvorfor de først nu føler sig klar til for alvor at udbygge relationerne.

– Jeg tror, det kommer til at tage tid, siger Marianne og fortsætter.

– Jeg forventer, der går et par år, før vores fællesskab bliver det bedst mulige. Vi har været igennem en svær periode, og vi gør mange indsatser for at få alle med og sikre, at nye beboere er klar på at indgå i det fællesskab, der er lagt op til her i Kamelia Hus.

Glad for seniorbofællesskab i København

Selvom der er plads til forbedringer, så understreger de, at de alt i alt har været glade for at forlade livet i Faxe og flytte ind til København. 

- Vi ville tilbage til København, og vi får nu de muligheder og oplevelser, vi tidligere har manglet, siger Steen.

- Vi har fået brugt byen meget og er taget på ture ugentligt, hvor vi på cykel eller med toget er taget ud for at opleve byen. Vi har også været på besøg i nogle nabobygninger her på Grønttorvet, og vi glæder os til, at omgivelserne bliver færdige, siger Marianne.

Marianne og Steen har fulgt den drøm, som mange seniorer har, nemlig at indgå i et fællesskab. Som alle andre relationer, kræver det arbejde at få det til at blomstre. Men det virker til, at de sammen med resten af beboerne i Kamelia Hus er godt på vej.

6 gode råd fra Marianne og Steen

Inden du vælger at flytte ind i et nybygget seniorbofællesskab, så har Marianne og Steen følgende råd, som kan gøre oplevelsen bedst muligt

  1. Vælg gerne et projekt, hvor du har mulighed for at få indflydelse på udformningen af fællesarealerne.
  2. Sørg for at have et fyldigt værdigrundlag, så alle ved, hvilken grad af fællesskab, man går ind til.
  3. Afstem dine forventninger, inden du flytter ind, så du ikke bliver skuffet.
  4. Vær klar til at bruge tiden på at få fællesskabet til at fungere.
  5. Mange mennesker under ét tag betyder, at du skal kunne gå på kompromis.
  6. Når I er flyttet ind, så lav fra start en blå bog over samtlige beboere med navn, alder, kontaktoplysninger og kort livshistorie. Det hjælper til hurtigt at lære andre at kende på en overskuelig måde.