Udefra ligner Sønder Bjert Menighedshus næsten sig selv. Men sandheden er, at ingenting længere er, hvad det var engang. For godt 100 år siden mødtes egnens missionsfolk her og fik læst teksten. Senere blev huset sognegård for den lokale kirke, og i nyere tid er huset også brugt af spejdere og dagplejemødre.

Men i dag bor her en familie med to børn.

Billedserie: Menighedshuset blev forvandlet til moderne familiebolig

Sjov ide blev til alvorlig boligdrøm

For knap fem år siden solgte designer Heidi Reinholdt og hendes mand, Steen Engelbrecht, deres 60'er hus i Kolding og ledte derfor efter et nyt hus, gerne i Sønder Bjert, der er et attraktivt boligområde. Med på husjagten var Heidis far, arkitekt og medlem af DanskeBoligarkitekter Claus Reinholdt. Nærmest for sjov fortalte ejendomsmægleren efter en del fremvisninger, at menighedshuset var til salg.

- Fint, lad os se på det, tænkte jeg. Og fra det øjeblik jeg stod inde i den store sal, var jeg overbevist om, at det her kunne blive helt fantastisk, fortæller Heidi Reinholdt, mens hun netop står i selv samme menighedssal, der i dag agerer både køkken, spisestue, opholdsstue og arbejdsværelse.

I alt 130 kvadratmeter i et rum med 5,3 meter til loftet.

SE FLERE ARKITEKTTEGNEDE BYGGEPROJEKTER HER

Bevaringsværdig renovering ude og inde

Menighedshuset blev indviet i 1897 og er erklæret bevaringsværdigt, hvorfor de udvendige rammer ikke bare kunne ændres under renoveringen.

- Vi har bevaret alt, hvad der kunne bevares, selv om hele huset på et tidspunkt stod med stort set kun de rå mure og tagkonstruktionen tilbage, siger Claus Reinholdt.

Huset har fået nyt skifertag, nyt gulv med varme i, og der er isoleret efter tidens krav. Mod haven har ejerne fået lov til at lade fire terrassedøre erstatte vinduerne, dog i samme stil som de buede vinduer mod gaden. Alle husets døre og den gamle trappe op til balkonen er genbrugt. I hallen er det oprindelige terrazzogulv blevet slebet og poleret.

SE OGSÅ: Gamle kirker bliver til nye luksusboliger

Smukt, gammelt loft under loftsplader

Når man renoverer gamle huse, dukker der ofte ubehagelige overraskelser op, men i tilfældet med menighedshuset var overraskelserne overvejende positive. Fx det smukke buede loft, der skjulte sig under de nyere loftsplader.

Boligens areal er på 252 kvadratmeter plus kælder. Alligevel er der ikke blevet plads til et gæsteværelse.

- Den pris betaler vi gerne. Det ville være synd at ødelægge idéen med et stort rum i huset bare for at få flere værelser. Vi valgte jo netop dette hus for at udnytte den store sal til beboelse.

Mange lokale har været forbi for at se huset, og næsten alle har en historie ift. huset om deres spejdertid, en julestue eller et menighedsrådsmøde.

- Vi kunne have bygget et nyt hus for det, renoveringen har kostet, men sjæl og den gode historie kan man ikke købe for penge, siger Heidi Reinholdt.

LÆS OGSÅ: Køb din egen kirke på Nørrebro

Sådan indretter du store rum

  • Inddel rummet i funktioner.
  • Tænk i store dimensioner omkring de vigtigste møbler og køkkenet.
  • Tænk i detaljer, der binder rummet sammen, fx er bænken langs den ene langside skabt med det formål.
  • Undgå at bryde rummet op. Lad fritstående skillevægge stå helt fri af ydervæggen. Det giver luft
  • Tænk i opbevaring. Rumdelere kan have en opbevaringsfunktion, når der ikke er mulighed for store skabsvægge.
  • Udnyt loftshøjden. Fx med spændende kig til spær som på børneværelset. Også en høj hems, senge med hyggekrog under, en gynge fra loftet etc.

Arkitektens råd

  • Tjek først hos kommunen, om du kan få tilladelse til at bruge den tidligere offentlige bygning til privatbolig.
  • Gør op med dig selv, om du er parat til at vedligeholde og rengøre et gammelt hus med over 5 meter til loft.
  • Søg kompetent rådgivning - både hvad angår det arkitektoniske og det byggetekniske.
  • Brug tid på skitsering og dialog med din arkitekt, det kan godt være en fordel at have flere løsninger i spil.
  • Selv om huset ikke er bevaringsværdigt, så prøv alligevel at finde den oprindelige stil frem og byg videre på den.
  • Bevar oprindelige bygningsdele af god kvalitet - de må gerne indgå i nye sammenhænge.
  • Vælg gedigne og traditionelle bygningskonstruktioner og materialer til råhuset.
  • Gem de sjove og utraditionelle ting til indretning og inventar.
  • Stort set alle byggematerialer kan fås som genbrug. Gør det til en sport at finde de rigtige materialer og håndværksmæssigt korrekte løsninger.

Danske BoligArkitekter

En arkitekt kan se muligheder i dit hus, du måske ikke selv ser. Danske BoligArkitekter.dk er en sammenslutning af arkitekter, der har specialiseret sig i om- og tilbygninger – find inspiration blandt hundredevis af om- og tilbygninger, og find netop den arkitekt, der passer til dit byggeprojekt.