Spørg Bolius

Mine forældre vil bygge om så de kan blive boende i huset – hvem har faglig viden til at hjælpe os med at vurdere mulighederne?

Kære eksperter hos Bolius,

Mine forældre skal have renoveret stueetagen på deres hus, som er et halvdelen af et dobbelthus/muremestervilla fra 1946. De er begge gået på pension, og har brug for en opdatering af deres hjem, som også er mere handikap venligt, da min far efter gentagne sygdomsforløb er dårligt gående med rollator.

Stueetagen er delt op efter den tids standard med to stuer, en gang og et køkken på i alt ca. 62 m2.

Vi ønsker bl.a. at fjerne alle vægge og ombygge stueetagen således, at køkken og stue flyder ud i et, så min far let kan komme rundt med sin rollator.

Det er et ret omfattende projekt, og de håndværkere, jeg har talt med, nævner alle, de godt vil have tegninger af, hvordan det skal ende op med at se ud.

Mit spørgsmål til jer er, hvilken slags ekspert I vil anbefale mig at kontakte, så vi kan få vurderet, hvilke løsninger der er mulige i forhold til vores ønsker?

Allerhelst ville jeg godt have en projektbeskrivelse med krav til de håndværksmæssige opgaver, der skal udføres, og materialerne hertil, og en tegning, der viser, hvordan det ender op med at se ud, inkl. et ny Ikea køkken.

Jeg ved, at vi selvfølgelig skal have statiske beregninger hos en ingeniør på de vægge, der skal fjernes til det stål, der skal erstatte de bærende vægge. Men der er mange andre beslutninger, der skal tages, hvor det vil være rart med en ekspert, der kan anbefale de bedste overordnede løsninger samlet set, på tværs af de forskellige faggrupper af håndværkere, som skal trækkes ind i denne opgave. Gerne således, at vi efterfølgende har en opgavebeskrivelse til den entreprenør, som påtager sig opgaven.

Projektet har ifht omfanget også begrænsede økonomiske rammer, så vi ønsker ikke at betale en masse penge til en arkitekt for at tænke en masse specialløsninger ind, det handler mere om stillingtagen til, hvordan vi bedst kommer i mål, idet vi allerede har en god fornemmelse af, hvordan vi ønsker indretningen, men vi skal have en ekspert ind over og vurdere ,om det kan lade sig gøre, og hvad det kræver.

F.eks. ved vi, at vi godt vil have et vinylgulv (imiteret træ-look) og gulvvarme. Min far er dårligt gående og bruger skridsikre sokker, så har han brug for et behageligt underlag at gå på, og at det er skridsikkert. Men vi ønsker også, at linoleummet skal være naturtro, og ikke ligne en plastikkopi af et trægulv.

Eksisterende gulve er originale parketgulve, som er slidt helt ned, og som knirker, når man går på dem flere steder. Jeg har vedhæftet tegninger for at vise, hvordan de oprindelige optegnelser ser ud.

Skal det gamle gulv fjernes, fordi det knirker, eller kan det bevares?

Hvilken slags vinyl er bedst til mine forældres behov?

Er den løsning, som den Nordic gulvvarme tilbyder, god? Jeg har mødt en håndværker, der sagde, at udgiften til gulvarmen (med plader der fordeler varmen) uden selve gulvet koster ca .1.500 kr pr m2, og materialerne hos Nordic sælges som et samlet kit, der dækker 16 m2 for ca. 4.000 kr.

Håber I kan hjælpe med nogle råd.

Vh Kathrine

Hej Katrine

I skal have kontakt til en arkitekt, der kan hjælpe jer med at få overblik over, hvilke muligheder der er for at ændre på grundplanen på en måde, så det kan fungere for dine forældre. Men uden at der går for mange penge til det konstruktive, fx er det forholdsmæssigt en meget stor udgift at fjerne en bærende væg, da den så skal erstattes med konstruktive forstærkninger på anden måde.

Det overblik kan en dygtig og erfaren arkitekt hjælpe jer med, også med at udarbejde de tegninger og beskrivelser, der skal til for at få byggetilladelse, og til at håndværkeren kan give et realistisk tilbud. Og derefter på basis af det, har mulighed for at udføre arbejdet som aftalt, indenfor den aftalte tid - og ikke mindst til den aftalte pris.

En arkitektrådgivning er ikke altid at komme med nye ideer, men netop at rydde op i ideer, og sikre, at I får en bolig, der kan fungere, og at den økonomi, der er til rådighed, udnyttes bedst muligt, så flest muligt ønsker kan opfyldes. Det er altid jer, der bestemmer -  også hvad gælder jeres ønsker og smag med materialer, men arkitekten kan oplyse om tekniske og bygningsmæssige forhold, der har betydning, som I måske ikke har været opmærksomme på. Fx hvilke gulvtyper og produkter, der er egnede, hvis der etableres gulvvarme m.v. 

Større ombygninger betyder altid store udgifter, og det er komplekse forhold, der skal afdækkes og tages stilling til, så det er vigtigt at have en fagperson, som rådgiver. Samlet vil den udgift ofte være mere end tjent ind i de samlede udgifter.

Det er vigtigt at finde en arkitekt eller muligvis en erfaren bygningskonstruktør, der har erfaring og interesse for netop den type opgave. I skal så også sikre jer en klar aftale om, hvad han/hun skal yde - er det alene et idemøde for at afklare muligheder, skal der udarbejdes skitseprojekt med illustrationer, skal der udarbejdes ansøgning til myndigheder og tages kontakt til ingeniør, og skal der også udarbejdes detailtegninger og beskrivelse til entreprenør, skrives kontrakt med entreprenør - og føres tilsyn mens byggearbejdet er i gang?

 Det afhænger af, hvor kompleks opgaven er, og hvor meget rådgivning I har brug for, hvor mange timer den arkitekt skal bruge, og derfor hvor meget det kommer til at koste - det skal i bede om overslag på og få klart aftalt, inden I påbegynder arbejdet.
Se mere her: Køreplan til renovering af dit hus

Håber ikke, vi fik skræmt jer fra ideen, men det er vigtigt at få undersøgt forholdene og dannet sig et overblik for så at få lagt en realistisk plan - ellers kan man risikere at stå midt i et uoverskueligt, halvfærdigt projekt og ikke have økonomi til at få det gjort færdigt og beboeligt.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Tine Nielsen, arkitekt maa

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden