jeg kan forestille mig, er tanken om en mor eller far, der slår sit barn ihjel. At de mennesker, der skal give barnet allermest tryghed og kærlighed, kramme hende og i ømhed betragte hende, mens hun sover – at de kan finde på at stikke en kniv i hjertet på deres barn, det er slet ikke til at bære.

Derfor har jeg tit tænkt på, hvad der mon sker med de huse, hvor der sker en tragedie. Hvad er skæbnen for den villa, hvor en hel familie er blevet udryddet? Lejligheden, hvor en ulykkelig kvinde hænger sig selv i stuen? Eller rækkehuset, hvor det ældre ægtepar blev udsat for et voldsomt og invaliderende hjemmerøveri? Hvem har nogensinde lyst til at bo der?

I hvert fald ikke mig, har jeg altid tænkt, hver eneste gang jeg har læst om en frygtelig drabssag eller hørt om en omfattende sag om børnemisbrug.

Jeg ved godt, at verden er fuld af ulykker, og det er selvfølgelig ikke husets skyld, at der er sket noget frygteligt. Men hvordan skulle jeg kunne hygge mig ved aftensmaden vel vidende, at en mand forblødte lige derhenne foran køleskabet? Eller hvordan skulle jeg kunne putte mine egne børn i deres senge med tanken om, at en far gennem flere år lod venner misbruge sine børn i netop dette værelse?

Nej, selvom alle spor blev visket væk, kunne jeg aldrig bo i sådan et hus, har jeg altid tænkt. Jeg ville ikke føle mig hjemme. Men som så meget andet i livet skal det vise sig, at jeg bliver klogere. 

Mord, selvmord, hjemmerøveri og misbrug af børn er noget, der kan få folk til at droppe et hus. Det viser en rundspørge blandt 1.005 danskere, som YouGov har foretaget for Videncentret Bolius. Her har vi spurgt, hvor mange der ville fravælge et hus, som de ellers ville have købt, hvis der ikke var sket en af de nævnte begivenheder.

Næsten hver anden vil fravælge et hus, der har været gerningssted for misbrug mod børn inden for de seneste 10 år, mens henholdsvis 37 og 40 procent vil vende ryggen til et hus, hvor der er sket et selvmord eller et mord.

Men hvad er årsagen til, at folk afviser et hus med en uhyggelig fortid? Det har jeg spurgt Mark Vacher om. Han er antropolog ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet og har forsket i vores opfattelse af, hvad et hjem er.

– Hjem er en tilstand, der ofte er forbundet med tryghed. Hjem er der bare, og det er et sted, du kan stole på, siger Mark Vacher.

Hjem er altså stedet, hvor vi er os selv. Hvor vi går rundt uden tøj på, hvor vi prutter og skændes, og hvor vi har vores faste base. Det er et sted, der bare er der; et sted, hvor vi bare er.

Mark Vacher har set nærmere på, hvordan ordet ”hjem” optræder i sproget. Han peger på, at ordet typisk optræder, når vi ikke er hjemme. Når folk rejser ud, begynder de at snakke om ”hjemme”. Når vi er i byen, taler vi om at ”gå hjem”, eller manden derhjemme spørger: ”Hvornår kommer du hjem?”

Hjemmet er et sted, som er det modsatte af begivenheder, forklarer han:

– Det er et sted, hvor du ikke stiller nogen spørgsmål. Men i det øjeblik, der er sket noget uhyggeligt, så bliver hjemmet til en begivenhed, og det vækker en uro, fordi det rejser en masse spørgsmål. Hvis en far har slået sine børn ihjel, spørger vi: Hvem kunne finde på sådan noget? Hvad var det for en far? Hvad er jeg for en far? 

Ikke alle stiller de ubehagelige spørgsmål. Eller måske gør de, men det får dem ikke til at løbe skrigende væk fra drømmehuset.

Mens 40 procent ville fravælge drømmehuset, hvis der var begået et mord inden for de seneste 10 år, ville 42 procent ikke have noget imod at købe det.

Når jeg har talt med kilder, kolleger og venner om, at jeg arbejder på denne historie, så nævner alle ét bestemt hus. Nemlig det hus i Rødovre, hvor en af de mest omtalte drabssager i nyere tid – ja, nok den mest omtalte drabssag, indtil Peter Madsen sidste år sejlede af sted med den svenske journalist Kim Wall, der ikke kom levende tilbage.

Men i Rødovre ligger et hus, der i år 2000 kom på avisernes forsider. I huset blev Marianne Pedersen og hendes to sønner på 10 og 12 år dræbt og parteret af Peter Lundin, som efterfølgende blev idømt fængsel på livstid for tredobbelt drab. Ligene blev aldrig fundet, men politiet fandt blandt andet blodspor efter drabene i kælderen og garagen.

Selv 17 år efter at drabssagen ryddede landets avisforsider, er det stadig en sag – og et hus – der dukker op i manges bevidsthed. Jeg kontakter derfor husets nuværende ejere, der købte huset i 2006. De ønsker ikke at stille op til foto, men vil gerne fortælle om deres overvejelser på skrift. Da de i efteråret 2006 tog ud for at kigge nærmere på huset, var de ikke bekendt med husets fortid. Men ejendomsmægleren gjorde som noget af det første opmærksom på den særlige historie.

– Vi var ret hurtigt enige om, at det faktum var uden betydning for vores valg af hus. Huset havde en dyster fortid, men det var det helt rigtige hus for os. Vi kunne godt abstrahere fra tragedien, som var hændt nogle år forinden, skriver Trine Winther til mig på mail.

– Huset havde en god størrelse og en god planløsning. Værelserne var store og lyse. Der var en dejlig have i en pæn størrelse, garage med værksted og skur. Og så den helt perfekte beliggenhed – tæt på sø, park, Rødovre Centrum og med gode trafikale forbindelser til København. Derudover var der ”mulighed for at sætte sit eget præg på huset”, som det vist hedder på ejendomsmæglersprog, og det brugte vi de næste to år på, forklarer Trine Winther.

Efter at have købt huset brugte Trine og hendes mand to år på en indvendig totalrenovering, og huset blev også sat i stand udvendigt. De rev en høj træterrasse ned og fik i stedet bygget en udestue.

– Vi synes selv, at vi gennem årene har skabt et dejligt, hyggeligt hjem. 

med en uhyggelig fortid er irrationelt. Det er ikke væggene, der har slået en mor ihjel.

Jeg kontakter Thomas Klint, der er psykolog, for at finde ud af, hvorfor et drømmehus alligevel kan ændre sig til et skrækhus alene ud fra en viden om, at der tidligere er sket noget tragisk. Thomas Klint arbejder med angst og tryghed, og ifølge ham skyldes det, at mennesket har et livslangt behov for at føle sig tryg.

– Vi mennesker har en unik forestillingsevne. Det vil sige, at vi kan forestille os noget ske, selvom det ikke er sket eller måske aldrig vil ske. Den evne gør os til den dominerende art på kloden, men den gør også, at vi meget let kan få udfordret vores følelse af tryghed, forklarer Thomas Klint.

Når følelsen af tryghed bliver udfordret i hjemmet, er det ekstra svært, fordi hjemmet har en særlig status.

– Vores hjem er en base, som bidrager til en følelse af tryghed og stabilitet. Vi bor sammen med mennesker, vi elsker, og ting, vi kender og er trygge ved. Det er vores trygge fristed, lyder det fra Thomas Klint. 

Så selvom det er irrationelt at være bange for et hus, fordi der er sket en tragedie i fortiden, så skyldes det, at vi mennesker stadig har en primitiv hjerne. I urtiden overlevede de af vores forfædre, som instinktivt gemte sig eller bevæbnede sig, når det puslede uden for grotten, mens dem, som ignorerede lydene og nysgerrigt kiggede ud, ikke overlevede, fordi de blev til bytte for rovdyr, forklarer Thomas Klint.

– Fakta er jo, at husfundamenter og matrikelnumre ikke slår ihjel, tvinger os til selvmord eller bryder ind om natten. Det er mennesker, som gør det. Men selvom verden er langt mere civiliseret i dag end i urtiden, er vores hjerne ikke fulgt med. Når vi oplever angst og frygt, falder fornuften. Det kan forklare, at nogle af os reagerer ’ufornuftigt’ på et hus, hvor der er blevet begået overgreb, sket et mord, selvmord eller hjemmerøveri. Hvis de samme mennesker IKKE havde hørt om husets tragiske historie, ville de sandsynligvis købe det, hvis de kunne lide det. Men vores urgamle nervesystem tager over, når vi får den viden, og nogle af os kan ikke komme uden om flugtimpulsen. 

Jeg havde interviewet Mark Vacher, antropologen på Københavns Universitet, og kort efter havde Trine Winther fra Rødovre skrevet til mig og sat ord på nogle af sine tanker om sit hus, som Peter Lundin havde gjort berømt og berygtet.

Vi var netop kommet hjem fra min svigerindes bryllup og havde smidt os på sofaen for at hvile benene inden aftenens fest. Min mand læste en artikel om gamle drabssager på mobilen og spurgte pludselig, hvilket nummer vi boede i, dengang vi boede på Tjørnerækken.

Vi boede i nummer 2. Vores første hjem sammen. Vores søns første hjem.

Nå, sagde han. Der var blevet begået et mord engang. På Tjørnerækken 2 slog en 59-årig mand sin 60-årige ven ihjel med en lægtehammer i november 2005.

Verden er fuld af ulykker. Og hvem har lyst til at bo et sted, hvor nogen er blevet slået ihjel? I hvert fald ikke mig, havde jeg jo tænkt. Måske var det slet ikke et valg, jeg fik mulighed for at træffe selv.

Der var otte lejligheder i vores opgang. Jeg går i gang med at undersøge, om det var i lige netop vores lejlighed, at lægtehammeren faldt. I mellemtiden flyver tankerne. I stueetagen ligger en børnehave – det er nok ikke der, at drabet fandt sted. Kvinden på 1. sal og naboen på 3. sal havde begge boet der i evigheder. Det er nok heller ikke der. Men hvordan var det nu med vores lejlighed? Kunne det have været der?

Sådan bliver det i hvert fald inde i mit hoved. Her havde jeg siddet og hygget mig ved aftensmaden i det lille køkken, hvor en bordplade kunne klappes op, så der lige var plads til to. Havde der ligget en mand og blødt ihjel henne ved køleskabet en halv meter fra min faste spiseplads? Her havde jeg puttet vores søn og kravlet på knæ ud af værelset for ikke at vække ham i tremmesengen. Havde en 60-årig mand ligget død i fire måneder, inden han blev fundet lige der på gulvet, hvor tremmesengen stod?

trænge ind over mine minder om lejligheden på Tjørnerækken, lader jeg revner opstå. Revner var sådan noget, der opstod efter fyrværkeriulykken i Seest, fandt antropolog Mark Vacher ud af. Flere år efter ulykken, da husene var istandsat, skaderne repareret og beboerne flyttet ind igen, begyndte der at opstå revner. Små revner og sætningsskader. Og så er det egentlig ligegyldigt, om fyrværkeriulykken var direkte årsag til revnerne eller ej, for beboerne tænkte, at der var en sammenhæng.

– Men revner kan også være noget, du ikke kan se. Det er ligesom spøgelser. De er rigtig gode til at forklare, hvad et dårligt minde er. De fleste af os tror ikke på spøgelser, men vi er bange for dem. Og når der kommer revner, ved du aldrig helt, hvornår det er lukket. Hvornår holder en begivenhed op med at hjemsøge et sted, forklarer Mark Vacher.

Selvom revner kan være imaginære og mentale, så kan de begynde at materialisere sig. Revner, begivenheder og spøgelser får fylde.

– Og det er det, der er urovækkende. Normalt, når du siger, at du er hjemme, så har det ikke noget koordinat. Det er ikke sådan, at du er mere hjemme, hvis du træder fem meter ind i lejligheden, end hvis du er tre meter inde. Men hvis der er sket en begivenhed, så har den et koordinat. Skete det derinde i det værelse? Ovre i hjørnet? Hvor stod sengen, hun blev kvalt i? Så skal jeg i hvert fald ikke sove der, og så tager begivenheden pludselig plads, selvom ligene er væk, siger Mark Vacher. 

ikke altid noget, du bliver oplyst om, når du køber en bolig. I 2005 købte en af mine kolleger et sommerhus, som han ville renovere sammen med sin kone. Efter at de var flyttet ind, gik der ikke lang tid, før min kollega under en gåtur med hunden mødte en af sine nye naboer. Naboen fortalte, at den tidligere ejer af huset havde taget sit eget liv ved at drukne sig i badekarret.

– Jeg tænkte, at det var en forfærdelig historie. Men det påvirkede ikke, hvordan jeg havde det med huset. Men jeg valgte ikke at fortælle historien til min kone, for jeg tænkte, at hun godt kunne have det på en anden måde, fortæller Jens Bo Nielsen, underdirektør i Videncentret Bolius.

Jens Bo havde ingen betænkeligheder ved huset, selvom han nu vidste, hvad der var sket på badeværelset. Han kunne sagtens tage bad uden at tænke på, at den tidligere ejer havde endt sit liv her.

Men så alligevel … der var jo faktisk lige det forhold, at der var nogle problemer med afløbet på badeværelset. Og der var også noget mærkeligt med hunden. Den fulgte dem ellers overalt, men lige netop her ville den helst ikke med ind i huset.

– Selvom min kone ikke kendte historien om selvmordet, gav hun nogle gange udtryk for, at hun ikke rigtig følte sig hjemme i huset. Og vores gamle hund kom kun ind i huset, når vi nærmest beordrede den til det, eller når vi skulle sove om natten, og det var ikke en adfærd, vi kendte. Så der var nogle ting undervejs, hvor jeg havde husets historie i baghovedet, men det var mere sådan, at jeg forbandt det med andres adfærd eller udsagn, end at det var noget, der gik mig selv på.

Da badeværelset viste sig at være dårligt bygget, besluttede Jens Bo og hans kone at rive det ned, da de istandsatte huset – og det havde Jens Bo ikke noget imod, for måske ville det blive lettere for ham at fortælle historien til sin kone en dag. Efter ni år i huset solgte de det igen, og Jens Bo afslørede husets hemmelighed.

– Det gav mening for hende, at hun aldrig havde følt sig helt tilpas. Jeg tror faktisk, at hun var glad for, at jeg ikke havde fortalt det. Og hun var også glad for, at vi havde solgt huset igen, siger Jens Bo.

At han ikke havde problemer med husets uhyggelige fortid, forklarer han med, at han ikke tænkte på netop dette hus som et hjem.

– Jeg betragtede sommerhuset som et projekt. For det var det jo. Vi købte noget, og der var ikke mange, som kunne se, at det kunne blive til et godt hus eller et godt hjem. Men så brugte vi nogle år på at sætte det i stand, og det synes jeg, var det spændende, siger han. 

så er det netop et hus og ikke et hjem, der er til salg. Vi sælger rammen, ikke begivenhederne. Vi sælger altså ikke villaen med den store, lyse stue, hvor den tidligere ejer skød sine tre børn, inden han tog livet af sig selv. Ligesom vi heller ikke sælger sommerhuset, hvor vi skuttede os nervøst under orkanen i 1999 eller den toværelses lejlighed, hvor drengen tog de første skridt i livet, eller hvor den hyggeligste juleaften, familien kan huske, blev holdt i stuen. Det forklarer Mark Vacher, da jeg taler med ham på hans kontor på Københavns Universitet. 

– Hjem er et forhold. Du køber altid en ejendom med henblik på at transformere den til et hjem. Det hedder ejendomsmæglere, ikke hjemsælgere, siger han.

De fleste boliger har en fortid, lige fra drabelig til drønkedelig. Måske er du ligeglad med husets fortid. Måske skal du have hjælp til at skabe et hjem.

– Så køber du et hus, der er malet hvidt, for det er nemmere at sælge, når det er gjort rent og renset for spor, og der er puttet polyfilla i hullerne. Og når du har købt det, så gør du det grundigt rent, for der skal i hvert fald ikke være nogen spor tilbage. Så er du klar til at begynde at proppe din gamle sofa ind i det nye hus, indtil du vænner dig til det, siger Mark Vacher.

Der er også noget, der tyder på, at tiden læger nogle revner. I hvert fald falder andelen, der vil fravælge drømmehuset på grund af børnemisbrug, mord, selvmord eller hjemmerøveri, hvis det er mere end 10 år siden, at ulykken fandt sted, viser YouGovs undersøgelse for Bolius.

For at skabe et trygt hjem kan man også bruge andre slags spartelmasse, for eksempel en åndemaner-polyfilla.

– Man kan få huset ”renset” for dårlig energi og ånder. Ikke at jeg kan stå inde for, at det virker, men tro kan flytte bjerge. Og hvis et sådant ritual virker for nogle i forhold til at få trygheden tilbage, hvorfor så ikke, siger psykolog Thomas Klint.

Mens den overtroiske spartelmasse vil hjælpe nogle, vil andre have gavn af den rationelle.

– Man kan også bruge fornuftens stemme. Fortælle sig selv, at nu flytter man ind med sin familie og skriver et nyt og kærligt kapitel i husets historie. Og at voldsomme hændelser ikke ”bor” i vægge og mursten, forklarer han. 

i vores lejlighed på Tjørnerækken – eller i en af naboernes? Det har jeg i første omgang ikke held til at finde ud af. Men jeg indstiller faktisk også opklaringsarbejdet, for jeg når frem til en erkendelse.

Selvom alle spor var visket væk, kunne jeg så godt udholde tanken om at bo et sted, hvor der var sket sådan en ulykke? Kunne jeg godt føle mig hjemme?

Ja.

Det var der, hvor min dreng følte den allerførste tryghed og kærlighed. Der krammede jeg ham og betragtede ham i ømhed, mens han sov – inden jeg kravlede ud på knæ for ikke at vække ham.

Jeg har altid troet, at jeg ikke kunne bo sådan et sted – men det kunne jeg jo godt, og mine minder fra det sted er stadig lige lykkelige. 

Der er selvfølgelig den forskel, at jeg ikke kendte til den uhyggelige fortid, da jeg boede der. Men når jeg forestiller mig, at jeg har boet et sted, hvor et forfærdeligt drab blev begået, så tænker jeg på, at der har jeg haft et dejligt hjem. Og derfor ved jeg nu, at det kunne jeg også få et andet sted.

Jeg har også fundet ud af, hvad der sker med de huse, hvor der sker en tragedie. Nogle nye mennesker flytter ind. Der er nogle, der ikke kan holde tanken ud og finder et andet drømmehus. Og så er der nogle, der godt kan holde tanken ud. Og de skaber deres eget hjem, hvor væggene får et nyt lag maling og gulvet nye ridser efter den hyggeligste juleaften, familien kommer til at kunne huske.