Mange har prøvet at stå i en husjagt, hvor drømmeboligen ikke nødvendigvis passer helt på det hus, man i sidste ende kommer til at bo i. Det kan Morten Eghøj Vanggaard og Leoni Christensen tale med om. Parret drømte om at bygge et helt nyt hus, der kunne huse familien på fire, og der var en helt særlig årsag til, at de ville bo i noget helt nyt.
- Vi ønskede ikke at leve i en renovering, der bliver taget rum for rum og står på i ti år. Det har vi prøvet med vores egne forældre, fortæller Morten Eghøj Vanggaard.
Om ombygningen
- Huset: Dobbelthus i to etager, bygget i år 1900 og beliggende i Brønshøj.
- Renoveringens omfang: Totalrenovering inkl. udgravning af kælder, der øgede antallet af brugskvadratmeter her. Har fået lagt nyt tag, nye døre og vinduer, ligesom huset er blevet facadeisoleret. Indvendigt er der kommet nye gulve, nye vvs-installationer og ny el i hele huset, ligesom alle kvadratmeter af huset er blevet istandsat. Ligeledes har de tilkoblet huset til fjernvarmenettet.
- Fordele: Har renoveret sig til alle de fordele, der er ved nybyg – men for færre penge. Og renoveringsprojektet har givet dem gode relationer til mange af naboerne i kvarteret.
- Bæredygtige tiltag: Renoverede i stedet for at bygge et nyt hus. Har beholdt de gamle spær, ligesom husets trappe er blevet bevaret.
- Renoveringspris: 1.600.000 kr.
Men selvom ønsket var en nybygget bolig, og parret var i dialog med et typehusfirma, så endte det ikke der. Byggegrunden, som parret havde fundet, fandt de ud af var forurenet, hvilket betød de måtte finde en anden løsning. I stedet faldt de over et dobbelthus i Brønshøj – men heller ikke her var målet at renovere.
- Jeg undersøgte igen med typehusfirmaet, om de kunne rive halvdelen af huset ned og bygge et nyt, for jeg kunne godt regne ud, at det ville koste nogenlunde det samme som at renovere. Men det gjorde de ikke på daværende tidspunkt, siger Morten Eghøj Vanggaard.
Lyt til din nabo, før du renoverer
Derfor endte parret med at gøre det, de ikke havde lyst til – nemlig at renovere. Men i stedet for at leve på en byggeplads i årevis, valgte de at igangsætte en totalrenovering, før de flyttede ind. Her var de ikke bange for at banke på hos deres nye naboer for at sikre, at de valgte de bedste løsninger til deres nye hus. Faktisk gik der helt sport i den for parret at besøge naboer på de tre veje i byen, hvor der ligger dobbelthuse, som ligner familiens.
– Vi talte med flere naboer og fik gode ideer til, hvad der var smart og ikke smart, forklarer Leoni Christensen og fortsætter.
– Her var en af læringerne, at det ville være en god idé at få gravet kælderen ud. Det var ikke noget, vi selv havde tænkt over, og det tog også lige et halvt år at udføre. Men vi har reelt fået 30 kvadratmeter ekstra i et hus på 94 m2.
Og netop udgravningen af kælderen var et af de projekter, de er glade for at have fået øjnene op for, inden de gik i gang. For ellers er de enige om, at det næppe var blevet udført. Og med parrets drømme om at skabe nybygdrømmen i et hus bygget i år 1900, så krævede det, at alt skulle gennemgås.
– Vi ville generelt gerne renovere huset, så det opfyldte moderne standarder, når det handlede om isolering og indeklima. Vi havde et stort fokus på, at vi gerne ville have et godt isoleret hus, og det er svært at opfylde med et gammelt hus som vores. Derfor fik vi til sidst i projektet lavet facadeisolering – igen fordi en af naboerne havde foreslået det, siger Morten Eghøj Vanggaard.
Om Igenbo
Projektet "Igenbo: renovér eller riv ned?" har til formål at belyse, hvordan flere enfamiliehuse fremover kan renoveres og bevares fremfor, at de bliver revet ned, og der bliver bygget et nyt hus. Bag projektet står Teknologisk Institut, BUILD ved Aalborg Universitet og Responsible Assets med finansiering fra Forenet Kredit.
Mens renoveringen stod på i halvandet år, boede parret blandt andet i deres lejelejlighed. Renoveringen stod færdig i 2018, mens facadeisoleringen blev udført i 2019 – efter parret var flyttet ind. De undersøgte at få lavet hele renoveringen som en totalentreprise, men det viste sig at være for dyrt. Derfor gik de til håndværkere, de kendte og havde tillid til kunne udføre arbejdet, som de ønskede. Og de er endt med at få et hus, der på mange måder føles som de nybyggede huse, flere af parrets venner bor i.
- Jeg føler, vi har fået det bedste fra begge verdener, siger Morten og suppleres af Leoni:
- Jeg synes også, vi har fået alt det, vi gerne ville have ved et nybygget hus, fordi vi har renoveret fra A til Z. Og så bruger vi utrolig begrænset båndbredde på vedligeholdelsesarbejde.
Vil vælge renovering igen fremfor nybyg
Selvom Morten og Leoni stod fuldt og fast på at bygge et nyt hus i starten af deres husdrøm, og de også stadig kan blive duperet over venners nybyggede huse på over 200 m2, så har deres renoveringsprojekt alligevel pillet ved deres holdning til nybyg. For nu er der ikke rigtig nogen tvivl om, hvad de vil vælge, hvis de en dag flytter fra dobbelthuset i Brønshøj.
- Jo længere tid der går, jo mere klar bliver vi på at renovere igen. Og vi har for sjov været ude at kigge på et hus, der ligger lidt længere nede af vejen, som også skal renoveres. Vi synes, det kunne være sjovt at prøve at renovere igen, fordi vi har fundet ud af, at vi kan gøre flere ting smartere, hvis vi skal renovere igen, siger Leoni.
Men indtil videre nyder de, at huset i Brønshøj er blevet, som de ønskede det. Også selvom det ikke er et nybygget hus, men derimod en bolig med mere end 120 års historie.
Parrets tre råd til andre, der står foran en totalrenovering
- Parret anbefaler, at man sætter sig godt ind i tingene, for uanset hvad, så kommer man til at skulle have en ret dyb forståelse for alt fra håndværkernes proces til konstruktionsmæssige udfordringer. Morten anbefaler konkret, at man køber sig adgang til BygErfa.
- De vil råde andre til at besøge deres naboer, der evt. også har renoveret. Parret oplevede, at alle var imødekommende og glade for, at nogen spurgte til deres projekt og løsninger
- For ikke at blive overvældet af beslutninger, når du skal vælge vægmaling, køkken, gardiner osv. anbefaler Leoni, som har stået mest for denne del, at man kører ud til forhandlere i stedet for at browse på nettet. Selv ville hun, set i bakspejlet, finde en rådgiver til noget indretning, farvevalg og materialevalg, så renoveringen også er tro mod husets ånd.
Klik for større billeder og swipe for flere billeder