Murer har sat fliser på en væg der ikke opfylder krav til vådrum - jeg selv har lavet væggen, hvem har ansvar for lovliggørelse?

Hej Bolius

Jeg er igang med at lave et nyt badeværelse på 1. salen af mit rækkehus. I den forbindelse har jeg allieret mig med en ven som er tømrer og han har hjulpet mig med at lave de ting som jeg selv må lave - herunder at lave skillevæggen samt at sætte gips op. Jeg overser i den forbindelse en meget vigtig detalje - nemlig at der skal være 2 lag vådrumsgips i rummet og at afstanden skruerne i yderkant skal have en max afstand på 20 cm og jeg klarmelder rummet til min murer. Denne går igang med støberiet, vådrumssikring, gummihud og så videre. Han sætter også klinker op inde i bruseniche. Indtil nu er alt godt tror jeg...

I forbindelse med en telefonsamtale omkring hvornår han kan komme og lave det sidst arbejde, fortæller han mig at min væg er ulovlig (grundet det jeg skrev lige herover), men at han alligevel uden at fortælle mig det, sætter klinker op på væggen som er ulovlig... Da jeg så spørger om det rigtige at gøre ikke er at pille det ned igen og lave væggen lovlig, svarer han at den jo er blevet stærkere og at han iøvrigt ikke har tid til at lave det, da han er booket massivt i den nærmeste tid.

Hvad gør jeg nu? Jeg vil jo gerne have det lavet lovligt og er klar over at det er min fejl... Men jeg mener samtidig at min murer har et stort ansvar i forhold til at fortælle mig at det er ulovligt inden han bare går videre med at sætte klinker op... og derfor skal han være med til at udbedre problemet... Eller hvad??

Jeg håber at I kan hjælpe mig med dette...

DBH Jesper C

Hej Jesper

Det var ikke så godt… og en dum situation.

Det er klart, at din murer skulle have stoppet op og have fortalt dig det INDEN han arbejdede videre med væggene. På den måde havde du som kunden kunne have sagt stop i tide.

Men situationen er rigtigt nok ikke nem, når det er dig selv der har lavet fejlen. En ting er det med skruerne, men kun et lag gipsplader er ikke godt. Der stilles jo også krav til afstanden mellem riglerne inde bagved, som ikke må stå med større afstand end 45 cm c/c, (fra midt til midt). Det er ikke godt med kun 1 lag alm. (12,5 mm) gipsplader. Der er relativt stor risiko for revner i klinkerne, og hvis det bliver opdaget får du en K3’er i en tilstandsrapport når du skal sælge huset.

Så du er desværre nødt til at få det lavet om.

Mureren bliver nok ikke begejstret for at skulle lave arbejdet to gange. Og da slet ikke hvis han ikke får betaling for dette. Jeg kender ikke jeres aftale, (og håber ikke det er sort). Men jeg ville nok forslå at du betalte ham ”noget” for det. Måske slog halv skade. Men om det holder og han vil være med, ved jeg ikke. Juridisk kan han godt blive hængt op på det, fordi han overtager ”ansvaret” for underlaget og det forudgående arbejde, idet han arbejder videre på, uden at sige fra.

Så reelt vil du nok godt kunne hænge ham op på det, men det bliver ikke en sjov samtale. Og du får så nok brug for en ny murer til at lave det anden gang.

Jeg ønsker dig held og lykke med det.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

Vis resten af forsiden