Myteknuser: Sviner det mere at lave mad på gaskomfur?

Er det rigtigt, at et gaskomfur sviner mere end induktion eller en glaskeramisk kogeplade? Få svaret her.

Sviner det mere at lave mad på et gaskomfur? Bolius har undersøgt sagen. Foto: Hanne Gabel Christensen.

Det er en velkendt påstand, at madlavning på gaskomfur sviner mere end madlavning med induktion eller på en glaskeramisk kogeplade.

Men det er en påstand uden hold i, fastslår Jesper Torp, der er installationstekniker ved Frederiksberg Forsyning i København.

Jesper Torp forklarer, at det kun er maden, der fedter, hvis det sprøjter, når du arbejder ved komfuret. Og det sprøjter kun, hvis du steger ved for høj temperatur.

Gassen er ren

  • Ikke alle steder bruges den samme gas. I København, Hvidovre, Rødovre, Tårnby, Frederiksberg og Aalborg Kommune bruges bygas
  • Bygas består af 50 procent atmosfærisk luft og 50 procent gas. 30 procent af gassen er CO2-neutral biogas, og resten er naturgas
  • Andre steder i landet bruger man 100 procent naturgas, enten til madlavning eller opvarmning. Natur- og biogas forurener langt mindre end kul og olie, der blandt andet bruges til at fremstille elektricitet
  • Du kan få tips til bedre madlavning på gaskomfur hos GasEntusiasterne på Facebook.

Mange bruger gaskomfuret forkert

- Jeg oplever tit, at folk bruger gaskomfuret forkert. Flammen skal kun være under gryden, men ofte står flammerne langt op ad siderne på gryderne. På den måde trækker du osen op i luften, og så kan det godt fedte.

- Hvis du holder varmen under gryden, så fedter det ikke på samme måde, fastslår Jesper Torp, som også har set mange gryder med grimme afmærkninger, fordi grydernes ejere har brugt gaskomfurets brændere forkert med alt for høje flammer.

Hvis vi skruer tiden tilbage, kan Jesper Torp bedre anerkende kritikken af gaskomfuret.

- Førhen var det selve gasblandingen, som fedtede lidt mere, end den gør i dag. Men det er mange år siden. Dengang blandede man gas på kul. Og samtidig var der mange, der ligesom i dag brugte gaskomfuret forkert, lyder det fra Jesper Torp.

Når gas sviner, er det ofte, fordi det bliver brugt forkert. Sørg fx for at holde flammen under gryden eller panden. Foto: moerschy / Creative Commons.

Færre bruger gaskomfurer

Alligevel synes brugen af gas at være nedadgående, vurderer Jesper Torp.

- Vi har ikke tal på, hvor mange færre der bruger gas i dag i forhold til tidligere. Vi ved bare, at vi får flere afmeldinger end tilmeldinger.

Jesper Torp mener selv, det handler om temperament. I gastronomiens verden foretrækker kokkene eksempelvis stadig gaskomfuret.

Mens færre laver mad på gaskomfurer i lejligheder og huse, er salget af gasgriller til udendørsbrug steget voldsomt de senere år.

- Kokke kan godt lide gas, fordi de mener, at det er nemmere at styre mere præcist end induktion. Og jeg oplever da også, at folk beder om at få gassen tilbage efter en periode med induktion.

Installationsteknikeren kan dog godt se, at induktion i nogle tilfælde kan være lettere at rengøre.

- Med et gaskomfur er der flere ting at løfte op, hvis du skal have det helt rent. Men det er nu meget enkelt ved nye gaskomfurer. I sidste ende handler det om temperament, siger Jesper Torp.

Så meget CO² bruger du, når du opvarmer to liter vand fra 10 til 100 °C

Apparat Gram CO² (1 gang) Kg CO² (150 x om året)
Kilde: Energitjenesten.dk (2017)
Elkoger 84 13
Gaskomfur 96 14
Induktionskogeplade 112 17
Glaskeramisk kogeplade 140 21
Gammeldags kogeplade 168 25

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab