Naboen passede vores hus i ferien - hvem skal betale stor vandregning for løbende toilet?

Kære Bolius

Min kone og jeg har været på en længere ferie og aftalt med vores genboer, at de 'passer' huset, herunder vander blomster og tømmer postkassen.

Jeg bad dem også jævnligt om at lukke lidt vand i håndvasken i badeværelset og skylle toilettet. Der skete imidlertid det, 4 dage inden vi kom hjem (vi fik en sidste mail, at nu havde de lige vandet blomster og skyllet ud), at knappen på toilettet blev hængende, og vandet blev ved med at løbe.

Straks vi kom hjem, hørte jeg 'på vandrørene', at vandet løb. En aflæsning på vandmåleren viser, at der er løbet ca. 100 m3 vand i toilettet til en pris på ca. 5.500 kr.

Jeg har snakket med forsikringen, som desværre ikke dækker, ligesom jeg har snakket med vand- og kloakforsyningen, som ikke kan hjælpe.

Vores genboer tog selv på ferie lige inden, vi kom hjem, så vi har ikke snakket med dem - vi vil heller ikke sige noget, da de så vil føle skyld.

Er der hjælp at finde andre steder?

Hilsen Bent A.

Kære Bent A

Pokkers ærgerligt, men der er nok ingen hjælp at hente.

Naboen kan ikke gøres ansvarlig, da han ikke har begået nogen fejl ved sin handling, og at toilettet ikke virker, er husejerens risiko.

Se, hvordan du reparerer et løbende toilet i denne video: Toilet der løber – Sådan fikser du det

Det gode råd må være: Luk for alt, der ikke er nødvendigt, når man rejser på ferie (vand, varme om sommeren, og afbryd al el, der ikke er nødvendigt, tag antenne- og el-stik ud).

Hvis der havde være tale om fx en smadret vase,  kunne I undersøge, om I har en ”pludselig skadedækning” på indboforsikringen.

Naboen er også her kun ansvarlig, hvis der kan bebrejdes denne noget, altså, at der ikke kun er tale om et hændeligt uheld.

Læs mere om hvad du skal være opmærksom på, når du rejser på ferie: Luk huset ned for sommerferien

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden