Da Lærke Fladers børn var små, kunne de godt lide at lege inde i det dybe, indbyggede skab i det daværende soveværelse oppe på kvisten. Skabet blev indrettet med madrasser på gulvet og lyskæder, så ungerne kunne lege i det huleagtige skab.

Det var ikke første gang i rækkehusets historie, at en beboer har måttet gemme sig i det store skab. 

– Da Khrusjtjov, lederen af det daværende Sovjetunionen, var på besøg i 1964, var der snigskytter alle vegne, og Helle Virkner kunne ikke skifte rober, uden at nogen kunne se hende, så hun klædte om i det indbyggede skab, fortæller Lærke Flader, branchedirektør hos Dansk Industri.

Rækkehus med historie

Hun købte stedet i 2004 sammen med sin daværende mand og er dermed den sjette ejer af rækkehuset, der blev bygget i 1928 af arkitekterne Thorkild Henningsen og Hans Dahlerup Berthelsen.

Rækkehusbebyggelsen er en del af det kendte Fuglebakkekvarter på Frederiksberg, men deres rækkehus har en ekstra historisk dimension på grund af dets berømte beboere.

Helles Virkner købte rækkehus og boede der først med Ebbe Rode

Faktisk tilhørte rækkehuset i sin tid kun skuespiller Helle Virkner, der købte det for 105.000 kr. i 1950’erne, da hun havde arvet et større beløb efter sin farmor. På det tidspunkt var Helle Virkner gift med skuespillerkollegaen Ebbe Rode, der flyttede med sin kone ind i rækkehuset.

Huset var sjovt nok også hans barndomshjem. Husets første ejere var nemlig forfatterparret Edith og Helge Rode, der boede i det store rækkehus med deres fire børn. Forfatterparret solgte senere huset til en landsretssagfører, som så solgte det til Helle Virkner, der boede i det 234 kvadratmeter store rækkehus fra 1950’erne og frem til 1980’erne.

Statsministertelefon og indbyggede reoler fra Jens Otto Krag

Rækkehuset blev især berømt, da hendes tredje ægtemand, politikeren Jens Otto Krag, flyttede ind. I dag er der stadig mange spor efter det kendte par. I soveværelset oppe på kvisten, hvor Helle Virkner måtte gemme sig i skabet, hænger der stadig den telefon, som skulle skaffe direkte kontakt til Jens Otto Krag i hans statsminister-periode. 

Da jeg kom hjem fra arbejde den dag og kiggede på boligsiden, var det hus til salg, som han lige havde snakket om. Det var skæbnen
Lærke Flader, boligejer

– Vi har flere af de telefoner i en kasse nede i kælderen. Da vi flyttede ind, var der telefonkontakter alle steder, så han kunne være koblet op, beretter den nuværende ejer Lærke Flader. 

I rækkehusets tre beboelsesetager er der også mange indbyggede reoler, som ifølge Jens Otto Krags dagbøger er nogle, han fik installeret. Og på det sted, hvor de nuværende beboere har deres fjernsyn stående, kan man på et pressefoto se Jens Otto Krag og Helle Virkner sidde spændt og følge med i valgresultaterne på deres tv-apparat, som havde samme placering i huset.

Stor interesse for Helle Virkners og Jens Otto Krags hus

Rækkehuset er løbende genstand for opmærksomhed i offentligheden. Lærke Flader kan jævnligt se folk stoppe op ude på vejen for at se på huset. Hvis hun tilfældigvis befinder sig udenfor, spørger de forbipasserende, om det er rigtigt, at statsministerparret boede der.

Både DR og TV 2 har henvendt sig for at bruge huset som location og ikke kun til historiske optagelser. Klovn har været forbi, og Forbrydelsen har været på tale.

Dertil kommer den opmærksomhed, der kommer fra folk, der interesserer sig for politik. I sit arbejde som lobbyist var Lærke Flader engang til møde hos en ordfører på Christiansborg, der havde en plakat med rækkehuset på Egernvej hængende på væggen. 

– Så fortæller jeg ham, at der bor jeg, og han siger: ”Det er da løgn,” for han var fuldstændig forgabt i Jens Otto Krag, erindrer Lærke Flader.

Et par dage efter kom ordføreren på besøg, så han kunne se huset, der havde rummet hans politiske idol. 

Tilfældighed eller skæbne, at Lærke Flader købte huset på Egernvej

Det var lidt et tilfælde, der gjorde, at Lærke Flader i sin tid endte i lige præcis det rækkehus. 

– En dag havde jeg siddet og snakket med min daværende kontorchef i Erhvervsministeriet. Han fortalte, at han var så forelsket i Fuglebakkekvarteret, fordi han som ung studerende havde arbejdet for Jens Otto Krag og Helle Virkner, fortæller Lærke Flader. 

– Da jeg kom hjem fra arbejde den dag og kiggede på Boligsiden, var det hus til salg, som han lige havde snakket om. Det var skæbnen, siger hun.

Det kendte rækkehus på Egernvej