Mange har skiftet deres olie-, gas- eller pillefyr eller elvarme ud med fjernvarme eller en varmepumpe. Men i den senere tid har danskerne været mere tilbageholdende med at skifte til en grønnere energiform, og derfor forsøger regeringen nu at sætte gang i udskiftningen igen med et såkaldt straks-tilskud.

Det sker ved 3 ting:

  • Varmepumpepuljen åbner igen.
  • Afkoblingspuljen får flere penge.
  • Fjernvarmepuljen genåbner, og der gives mere støtte.

– Vi skal have sendt flere olie- og gasfyr på pension. Der er ingen vej udenom. Derfor skal vi sikre, at de grønne alternativer som fjernvarme og varmepumper er de bedste. Og i regeringen er vi nu klar med 500 millioner kroner, der skal sætte skub i den grønne varmeudrulning. Det er vigtigt, det er grønt, og det er med til at vriste os fri af den fossile verden, siger klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa (R).

Tilskud skal godkendes

For at regeringens planer om at skyde flere penge i Varmepumpe-, Afkoblings- og Fjernvarmepuljen bliver til virkelighed, skal Finansudvalget godkende det. Det sker efter planen 25. juni 2026. 

Varmepumpepuljen åbner igen i juli 2026

Med Varmepumpepuljen kan du søge om tilskud til at udskifte gasfyr, oliefyr, elvarme eller biokedel (fx pillefyr) ud med en luft til vand-varmepumpe eller jordvarme. Tilskuddet er på 27.000 kr. og uddeles efter først til mølle-princippet.

Varmepumpepuljen løb eller tør for penge i maj 2026, men nu skydes der 200 millioner kr. ekstra i puljen. Den forventes at genåbne senest midt i juli 2026.

Flere penge i Afkoblingspuljen

I Afkoblingspuljen – eller Afkoblingsordningen, som den også kaldes – kan du få staten til at betale de ca. 10.000 kr., det koster at blive frakoblet selve gasforsyningen, når du skrotter dit gasfyr.

Regeringen skyder nu ekstra 30 millioner kr. i puljen udover de ca. 60 millioner kr., der stadig er tilbage i puljen for i år.

Fjernvarmepuljen åbner igen til september

Fjernvarmepuljen genåbner også – formentlig til september – med 350 millioner kr. i puljen. Der bliver nu givet 40.000 kr. pr. husstand i stedet for tidligere 20.000 kr. Det skal sætte gang i fjernvarmeudrulningen, der er gået i stå flere steder, fordi for få har ønsket at skifte til fjernvarme.

Det er fjernvarmeselskaberne, der søger om pengene i Fjernvarmepuljen. De kommer dermed indirekte de, der skifter til fjernvarme, til gode. Du kan således ikke være sikker på, at du sparer de 20.000 kr. ekstra, når du tilslutter dig fjernvarme.

Ifølge Dansk Fjernvarme er det nemlig op til fjernvarmeselskaberne, hvordan de nye fjernvarmekunder får glæde af tilskuddet. Selskaberne kan fx sænke:

  • Tilslutningsprisen
  • Fjernvarmeprisen
  • Prisen på en fjernvarmeunit.

Der er stor forskel på, hvor meget det koster at blive tilsluttet fjernvarme. Nogle steder er prisen 15.000 kr., andre steder 50.000 kr. En tommelfingerregel er, at tilslutningsprisen maksimal må være 40.000 kr., og at den gerne skal ned på 25.000 kr., hvis en fjernvarmeudbygning skal lykkes.

Dansk Fjernvarme tror, at de nye midler kan få flere til at droppe det gamle fyr og skifte til fjernvarme. Fjernvarmeprojekter, der ellers er blevet aflyst på grund af for lav tilslutning, kan måske også få en chance igen.

– Den her håndsrækning betyder, at vi i byer over hele landet, og ikke mindst i de få, men større byer, hvor de primært er forsynet med gas, der skal vi nu i en fart i gang igen, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.

Regeringens mål: Ingen boliger skal opvarmes med naturgas eller olie i 2035

Det nye initiativ er første del af regeringens mål om, at ingen boliger i 2035 skal være opvarmet med olie eller naturgas.

Senere skal der laves et nyt tilskudssystem, som særligt skal ”målrettes husstande med lave ejendomsværdier eller andre situationer, hvor det f.eks. på grund af en lav indkomst er svært at finansiere omstillingen”, skriver regeringen i regeringsgrundlaget.

Man vil også undersøge, om gaskunder, der har forpligtiget sig til at skifte til fjernvarme, kan få et prisloft på gassen, indtil fjernvarmen er klar.

Og ”komme med forslag til initiativer, der gør den grønne omstilling lettere og billigere for husstande med lave ejendomsværdier eller for sårbare borgere og giver dem mulighed for at gennemføre de nødvendige investeringer i f.eks. varmepumper, energieffektivisering, tilskud til fjernvarme mv.”.

Der er ikke sat dato på, hvornår de nye tilskudsmuligheder i givet fald vil træde i kraft.

Økonomisk støtte kan få flere til at skifte deres varmekilde

Tue Patursson, byggefagliglig formidler i Bolius, mener, at det er godt, at der bliver støttet om at skifte til mere grønne energiformer.

– Jeg er stor fortaler for, at så mange danskere som muligt kommer over på varmepumper eller fjernvarme. Og vi ved at økonomi spiller en rolle. Både for antal og tempo i udskiftningen. Så lad os nyde dette og håber, det blot er starten med gode initiativer, siger Tue Patursson.