Spørg Bolius

Nyt badeværelse i lejligheden, gulvet kommer til at ligge højere end øvrige gulve - er det lovligt?

Hejsa.

Vi er ved at få nyt badeværelse i vores lejlighed.

Og i den anledning har vi lige fået at vide af entreprenør at badeværelsesgulvet bliver nogle cm.højere end gulvet i resten af lejligheden så man skal gå op for at komme på badeværelset.

Dette har en vi kender så fortalt os er ulovligt mange steder, men er det?

På forhånd tak.

vh Elisabeth

Hej Elisabeth

Klassisk problemstilling. Derfor undrer det mig altid, hvorfor folk først får dette at vide EFTER de er gået i gang.

Rent praktisk er det jo blot det der sker, når man skal støbe et betondæk oven på etagebjælkerne, som selvfølgelig er tykkere end gulvbrædderne.

Nogle gange skærer man af etagebjælkerne, så de kommer ned i højden med plads til 5-8 cm beton. Men det kræver ofte forstærkninger af bjælkerne, evt. med jern på siderne eller lignende.

Det er ikke ulovligt som sådan. Men der er to væsentlige krav der spiller ind, hvorfor man kan diskutere ”ulovligheden” i det.

Det ene krav handler om tilgængelighed. Normalt må man ikke have højder på gulvet, som er mere end 25 mm. Dette er i forhold til kørestole. Men dette krav bliver så ofte negligeret i lejlighed. For har ejendommen ikke elevator eller lign. så er sandsynligheden for at man kører rundt i lejligheden i en kørestol nok ret lille.

Det andet er sikkerheden for, at der ved lækager eller lignende ude på badeværelset, ikke kan ske udløb af vand til den øvrige lejlighed, og ikke mindst ned til de underliggende konstruktioner og lejligheder. Og her er det selv sagt bedst, at badeværelsesgulvet ligger lavere end de øvrige gulve, således at vandet fra et oversvømmet gulv ikke løber over og ud.

Dette sikres så med den såkaldte bassinvirkning. Disse krav er beskrevet i SBi anvisning 252, vådrum. Kravet er at der skal være mindst 30 mm højdeforskel målt på oversiden af gulvafløbet og så gulvets overflade lige foran døren ud. Alternativt kan dette kan man lave en 20 mm høj og vandtæt, (vådrumsmembran) kant under døren – således at hele gulvet kan stå med 20 mm vand uden at kunne løbe ud eller over.

Denne opkant på 20 mm hjælper så ikke just på den allerede høje opkant ud til badeværelset…

Laver man kun ét gulvafløb i badeværelset, skal dette kunne ”servicere” hele vådrummet. Laver man en opkant ud til brusenichen, skal man have et gulvafløb mere derude, som der er 30 mm ned til.

Så nej, det er ikke ulovligt som sådan. Men der er andre ting der skal sikres.

Har I haft en arkitekt på eller lignende, er det reelt ham/hende der skal have et hak i tuden for denne fejl. Er der kun en murer på, så skulle/burde han have påtalt dette forhold tidligere. Men man kan ikke nu så bare kræve en masse ekstraarbejder hos ham UB., men man kan måske slå halv skade.

Held og lykke med det.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Morten Mathiasen, ekstern fagekspert

Aktuelt på forsiden