Kom ind og hvil øjnene, var mottoet for udstillingen af Poul Henningsens lamper i Tivoli i 1930.

Netop ønsket om at skabe et behageligt og blændfrit lys var drivkraften for lysmageren PH i konstruktionen af de lamper, der sidenhen er blevet synonym med dansk design.

SE BILLEDSERIEN 

Oops, an error occurred! Code: 201909240729092192baa6

Frustration ledte til funktionalitet

Omkring 1915-16 begyndte Poul Henningsen at eksperimentere med lamper i frustration over det elektriske lys og dets ubehagelige skær. Dengang brugte man armaturer, der ikke var beregnet til elektrisk lys, og resultatet blev et skærende lys, der ikke ligefrem forskønnede de menneskelige træk, når man samledes om spisebordet.

I 1925 kom gennembruddet. Poul Henningsen præsenterede - i samarbejde med den danske belysningsvirksomhed Louis Poulsen - sit 3-skærmssystem, kaldet "Système PH", på en udstilling for moderne kunsthåndværk i Paris. Og PH snuppede guldmedaljen med hjem.

- Overskærmen har en flad tallerkenform, mellemskærmen en skrå skålform og underskærmen en dyb kopform, skriver han selv om lampen i 1927.

 

Op mod 1000 forskellige PH-lamper over årene

Det var dog ikke bare én lampe, Poul Henningsen designede. Det var et helt system - en anderledes måde at tænke belysning på.

Igennem årene er der blevet produceret omkring 1000 forskellige modeller. Det store udvalg bestod både af bord-, gulv- og væglamper. Derudover også af mange forskellige lysekroner.

SE TEMA: Belysning

Forstå PH-lampens navn

PH-lamperne har numre, og nummeret refererer til skærmstørrelsen. Tidligere havde hver overskærmstørrelse et tilsvarende sæt af mellem- og underskærme, og blev derfor kaldt for "hele" modeller. Fx havde en "PH 2/2" en overskærm med en diameter på cirka 20 cm, og det samme gjaldt for underskærmene.

Efterfølgende er der blevet indført skæve modeller, hvor skærmene har forskellig bredde. Fx "PH 4/3" - her henviser det første tal til overskærmens diameter på 40 cm, mens underskærmen er taget fra PH modellen 3/3, hvor overskærmene kun har en diameter på 30. cm. Disse skæve modeller blev indført, for at forbrugerne kunne hænge pendlerne lavere.

Forbruger-oprør: Alsidig klassiker opstår

PH-lampen vi alle kender, og som i dag er synonyme med PH-konceptet, blev udviklet i 1958 som modreaktion mod glødelampefabrikanternes evindelige ændringer af glødelampens form og størrelse.

PH5, som den blev døbt på baggrund af hovedskærmens diameter på 50 cm, udmærkede sig ved at være fuldstændig blændfri. Ved introduktionen af PH 5 skrev Poul Henningsen følgende:

- Efter 33 års nogenlunde kristen opførsel, er jeg gået over til muhammedanismen - i mit forhold til glødelampefabrikationen. I en menneskealder har jeg troet, at hensyn til forbrugeren og fornuft ville sejre, men nu er jeg blevet en fatalist. Jeg accepterer skæbnen og har med Louis Poulsens accept konstrueret et PH-armatur, hvor man kan benytte alle slags lyskilder, julelys og 100W metaltrådslamper. Et lysrør ville dog være for langt i den nuværende form!

I dag er PH-lamperne stadig blandt danskernes (og indbrudstyvenes) favoritdesign. Det er dog kun et begrænset udvalg af de mange modeller, der stadig er i produktion.

Dog kan du være heldig at finde tidligere og sjældnere modeller til salg i auktionshuse, Den Blå Avis og lignende.

Priserne på de mest eftertragtede og sjældne lamper kan ofte nå imponerende højder. I 2009 solgte Bruun Rasmussens Kunstauktioner for eksempel Poul Henningsens spirallampe for 230.000 kr.

Hvem var Poul Henningsen?

  • Født 1894, død 1967, samfundsrevser, opfinder, legebarn, arkitekt og lysfilosof
  • Søn af forfatterinde Agnes Henningsen og forfatter Carl Ewald
  • Opfandt som 16-årig den selvpumpende cykel
  • Læste til arkitekt, men fuldendte aldrig uddannelsen
  • Opførte på trods af den manglende uddannelse såvel ejendomskarreer, villaer som sommerhuse
  • Begyndte i 1925 sit livslange samarbejde med belysningsvirksomheden Louis Poulsen, der først sluttede ved hans død
  • Forfattede en række revyer og revyviser i mellemkrigstiden
  • Skrev mere end 3000 kulturkritiske artikler og anmeldelser

4 fiduser: Undgå at købe en stjålet PH-lampe

Køber du en brugt PH-lampe, kan det være svært at vurdere, om der er tale om en hælervare. Der er desværre ingen måde, du kan helgardere sig mod dette på, men brug din kritiske sans og følgende tips, så er du godt på vej:

  • Se på prisen: Hvis lampen er betydeligt billigere end andre lignende lamper, er sandsynligheden for, at den er stjålet stor.
  • Bed om kvittering: Du bør bede om at få den originale kvittering for lampen med. Det er dog ingen garanti for, at lampen ikke er stjålet, da mange tyve er så udspekulerede, at de ved indbrud også stjæler kvitteringerne.
  • Tjek sælger: Bed om at se billedlegitimation og notér navn og telefonnummer på sælger.
  • Køb i sælgers hjem: En af de bedste måder at sikre sig mod hæleri er ved at købe lampen i sælgers eget hjem. Det er de færreste tyve, der er interesserede i at invitere dig i indenfor, da du vil kunne give deres adresse videre til politiet.