Spørg Bolius
Pludselig kom en voldsom lyd, og så løsnede næsten alle gulvklinkerne sig - hvad skyldes det?
Hej Bolius
Jeg bor i et hus opført i 2016. I dag, mens jeg spiser frokost, hører jeg pludselig en voldsom lyd, som virker til at komme fra underklinkerne i køkken alrummet. Det viser sig, at klinkerne har løsnet sig og ligger nu nærmest løse i halvdelen af rummet.
Det er ikke på grund af vandskade, for der er intet at se på vandmåleren.
Hvad kan det skyldes ? Er det fordi, at håndværkeren, som har lagt klinkerne, har været for hurtig eller?
Med venlig hilsen Kjeld C
Hej Kjeld
Jeg hører oftere og oftere om den slags skader.
Det er indledningsvis meget mærkeligt, men “I” fortæller alle om den samme hændelse, og at det pludseligt siger “pop”, og så står fliserne op i en bue eller lignende.
Der kan være flere forskellige årsager, men det handler selvsagt om manglende vedhæftning af klinkerne, som efter en eller anden (varme)udvidelse pludselig slipper pga. opbygninger af spændinger i klinkerne.
Klinker er generelt et meget dødt materiale, uden de store udvidelser. Men de kan godt udvide sig lidt, og i det store hele kan det opbygges som en samlet stor udvidelse.
Jeg har ikke helt en rød tråd igennem sagerne, men det er ofte for store og mørke/sorte klinker. Og dertil kan store vinduespartier have en betydning, idet der lukkes store mængder sol- og varmeenergi ind, som varmer de sorte/mørke godt og grundigt op.
Du skal selvsagt rette klagen til firmaet, som har bygget huset. De må undersøge det nærmere og udbedre det.
Involver gerne en murer eller en ingeniør med murermæssig baggrund.
Held og lykke med det.
Med venlig hilsen